Daniel er et menneske, der har svært ved at være til stede. For ham er selve historien, om hvordan han scorer en spansk ingeniør i Berlin, bedre, end hvordan det føltes at være sammen med hende. Han er en del af en selviscenesættende kultur, som mange ser som en tendens blandt den generation, der kaldes ”millenials” eller ”generation Y”, det vil sige mennesker født mellem år 1980-2000, hvilket også gælder denne anmelder.
Konstant distraheres Daniels hæsblæsende tankeflow af kulturelle referencer, så man som læser hvirvles rundt, og den febrilske stil afspejler godt den ufokuserede Daniel. Dermed er den associative form formentlig en pointe fra forfatter Johan Davidsens side, men handlingslammelsen og opholdet i Daniels forvirrende hoved er også træls og blodfattig læsning. Man forstår hurtigt, at Daniels manglende evne til at tage stilling til noget og udnytte de muligheder, han står over for, samtidig er det, der efterlader ham eksistentielt forkrøblet. Hans tvivl er med andre ord både en første bevæger og en konsekvens.
Den eksistentielle tøven startede allerede i Daniels gymnasietid, hvor han ikke handlede på sine følelser og blev kæreste med veninden Sofie.
Nu er den anspændte og overanalyserende hovedperson endt i et minikollektiv med Sofie og hendes kæreste, Rasmus, der er anderledes afslappet. Også Sofie er afslappet, især i sit forhold til sex. Det ligger Daniel vågen over om natten:
”Jeg hader ikke dem fra det miljø, jeg har bare ikke selv nogen særlig interesse i at gøre det seksuelle til noget politisk. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal opbygge et lukket hvidt community med nogle særlige koder, hvor åbenhed handler om at dele ud af sin krop og inderste følelser. Middage, hvor man fortæller alt og krammer for længe. Så vil jeg hellere, jeg ved ikke, hvad jeg vil.”
Daniel har en holdning til alt og diskuterer i lange baner med sig selv. Hans tanker er imidlertid ikke skrevet med nerve eller personlighed, for konstant ligger der et metarefleksivt lag over formuleringerne, der gør sproget styret og konstrueret.
På trods af brugen af jegfortæller og utallige holdningstilkendegivelser kommer man med andre ord ikke tættere på Daniel, der bliver til en rekvisit. Det er formentlig en pointe, men det gør ikke en jegfortælling særlig læseværdig. Undervejs lander rekvisitten Daniel mere eller mindre tilfældigt i yderst grænseoverskridende seksuelle situationer, der ikke virker sandsynlige for den introverte og mindreværdsstyrede unge mand, men som læser er man efterhånden ligeglad med den indholdsløse karakter. Selv hele præmissen for romanen – at Daniel flirter med udfrielsen forbundet med at slå sig selv ihjel – bliver en parodi. Som portræt, og i sin repræsentation af en generation, er ”Selvmordstanker kan ikke betale sig” tragisk, fordi den tragiske fortabthedsfølelse er så udtalt i netop den generation, han afbilder. Som litteratur, som fiktion, er romanen gennemført, men en dårlig oplevelse.