Kristeligt Dagblad mener: Den nye kulturminister bør glemme Georg Brandes og følge disse råd

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt skal blandt andet huske at vise sin begejstring for kulturen i sit arbejde. Skal han vælge ét sted at sætte massivt ind meget tidligt, er det ved en museumsreform

Ane Halsboe-Jørgensen (S) overdrager Kulturministeriet til den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Mod).
Ane Halsboe-Jørgensen (S) overdrager Kulturministeriet til den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Mod). Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix.

Som optakt til udnævnelsen af den nye kulturminister kom fagfolk her i avisen med fem gode råd til, hvordan kulturlivet i Danmark kan forbedres. Rådene lød: Skab overblik. Revidér museumsloven. Vær synlig. Hjælp filmmiljøet. Støt de frivillige. 

Fælles for rådene er, at de har tilslutning fra både højre og venstre i folketingssalen, så nu, hvor landet har fået en bred midterregering, og Moderaterne har sat sig på kulturministerposten i skikkelse af Jakob Engel-Schmidt, burde de gode råd være nemme at realisere. 

Det vil tiden selvfølgelig vise, og indtil nu har den nye minister været karrig med politiske udmeldinger. Desværre. Et tiltrædelsesinterview med dagbladet Politiken handlede mest – som det deprimerende ofte gør i kulturlivet – om penge. Ikke penge, som kunstnerne eventuelt selv kan tjene, men om penge, som staten deler ud. Intet nyt under den kulturpolitiske sol dér.

Fra den ikke-pekuniære afdeling nævnte den nye minister i interviewet, at han er inspireret af Georg Brandes. Den eneste sætning af Brandes, som nogen kan huske, er: "Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat."

Det var et utroligt fattigt kunstsyn, Brandes dengang i 1871 gjorde sig til talsmand for, og man må ikke håbe, at Engel-Schmidt mener, hvad han siger. Det vil i hvert fald være rart med en minister, der også kender til det eksistentielle og religiøse spor i kulturhistorien, der er langt dybere og bredere end Brandes' smalle politiske spor.

Desuden handler påfaldende megen kunst og litteratur fra året, der snart er slut, netop om politik. Der diskuteres køn, klasse, klima og hudfarve i tidens kultur som nærmest aldrig før, så når Engel-Schmidt til Politiken siger, at "kulturen og litteraturen skal sætte samfundets problemer til debat. Og hvad har vi mere brug for nu?", løber han endog meget åbne døre ind. 

Men ét er kunstsyn, noget andet er engagement, og den nye kulturminister lader til at gå til området med oprigtig interesse og ildhu. Det er utroligt vigtigt, som også eksperterne her i avisen anbefalede den nye minister, at være synlig. Tal kulturen op. Vær begejstret. Hele tiden. Lad ikke kulturdebat degenerere til fordeling af midler i diverse puljer: Det er blot en invitation til mere af det nid og nag, kulturlivet er så rigt, det vil sige fattigt, på. 

Og skal man vælge ét sted at sætte massivt ind meget tidligt, er det ved en museumsreform. En ny minister vil opnå uvisnelig hæder og politisk pondus over den normale kulturpolitiske vægtklasse, hvis der skabes klarhed på et område, som den ene minister efter den anden har givet op over for. Det kan ikke være rigtigt, at ingen kan forklare, hvordan museumsstøtte reelt fordeles. Og da museer af højeste kvalitet findes over hele landet, vil der være et sundt landspolitisk signal i at få reformeret systemet til gavn for alle landets borgere, og ikke kun dem i de større byer.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.