Hjerte rimer på smerte. Digtsamlingen er fuld af de irrationelle følelser, som forelskede og forladte, endnu forelskede mennesker har fyldt til bristepunktet af. Til det bristepunkt, hvor de må ud – som digte. Det kom de, på alle følelsers vegne, da Kristen Bjørnkjær i 1976 udgav en af dansk litteraturs mest sælgende digtsamlinger: "Kærestesorg". 50.000 eksemplarer har den solgt, og der kommer stadig e-mails til forfatteren hvert år ved eksamenstid – for i mange skoler er den stadig en del af pensum.
– Jeg fik stakkevis af breve og af meget personlige breve efter udgivelsen. Det var primært skønt, men der kommer ægteskabstilbud, så ... jeg svarede nu altid alle pænt. For jeg er faktisk så glad for at høre fra folk, der kan lide digtene, at jeg startede min arbejdsdag med at skrive svar til dem. Men jeg var også sådan en godt menneske dengang – siden holdt kynismen sit indtog, siger Kristen Bjørnkjær med et underspillet smil.
– Man skulle da være mærkeligt indrettet, hvis ikke man var glad for at have haft sådan en bogsucces, som "Kærestesorg" var. Jeg er også glad for, at mange stadig husker den, siger Kristen Bjørnkjær, der for nylig blev opsøgt af musikeren Johnny Stage. Han er i gang med at lave ny musik til digtene fra "Kærestesorg", mens Kristen Bjørnkjær selv læser digtene op på udgivelsen. Tidligere har især musiker og skuespiller Hans Dal lavet meget succesfuld musik til de samme digte, og Klaus Kjellerup brugte også et par af dem på en solo-cd.
"Kærestesorg" var kulminationen på Kristen Bjørnkjærs karriere som digter. Han havde skrevet digte, siden han var barn. Det startede faktisk med ét om et pæretræ i hjembyen Fløjstrup.
– Som 20-årig skrev jeg nostalgiske digte om min barndom. Det var naturligt for mig at tænke i digte, og jeg skrev dagligt på noget. Da så mit eget liv tog en drejning om ægteskab og senere skilsmisse, så var det naturligt at skrive om det, og det blev så til "Kærestesorg" i 1976. Efter "Kærestesorg" kom der en eksplosion af andre bøger i samme stil, fortæller Bjørnkjær, og så var afvejningen for ham at finde en ny stemme eller fortsætte med at være tro mod den, han havde og havde udfoldet så succesfuldt i sin populære digtsamling. Om end det efter strømmen af andres pasticher over den ægte vare næsten føltes, som om han parodierede sig selv.
– Men det handler jo om det gemyt, du har. Laver du om på det, kommer det til at skurre klingende falsk, mener Kristen Bjørnkjær.
– Når man som ung får noget ud, så lægger man an til et helt liv som forfatter. Det er et problem for en forfatter at få succes som ung. Jeg ville gerne have fortsat med det, men så skulle jeg have skrevet bedre bøger. Man har jo kun sig selv at klandre.
Der kom to digtsamlinger mere, men tallene fra "Kærestesorg" var de ikke i nærheden af, den mest sælgende af dem nåede op på en tiendedel af det. Så efter dem var det slut med digte. I stedet blev Kristen Bjørnkjær filmkonsulent i fire år, og i den periode grebet af filmmediet som tidens stemme. Den stemme, hans digte havde været et par år tidligere. Da hans kontrakt for filmkonsulent udløb, fortsatte han – eller forsøgte at fortsætte – som tv-forfatter.
– Jeg havde gang i et par tv-projekter, der ikke blev til noget. Det første var et, hvor seks forfattere var sat på at skrive "Matador"s afløser, det andet var et oplæg til en serie sammen med Paul Hammerich, der også faldt, og så skrev jeg med på et afsnit af brødrene Thorsboes tv-serie "Landsbyen".
– Men jeg var den evige to'er, og da jeg så samtidig blev opfordret til at søge stillingen som kulturredaktør på Information, så gjorde jeg det. Jeg har mødt Mike Tyson og Bill Gates som journalist, så det er på en måde meget sjovere at være end at være forfatter. I hvert fald end at være forfatter uden indtægter!
Det var i sidste ende det med indtægterne, der blev det udslagsgivende for forfatteren Kristen Bjørnkjær. Efter et par bøger, blandt andet en rejsebog fra Tokyo, der solgte, hvad man betegner som godt, kom der alligevel ikke mere end 30.000 kroner ind på hver.
– Det kan man hverken leve eller dø af. Og når der så samtidig står et boligselskab og vil have husleje, så tænkte jeg ved mig selv, at det åbenbart ikke var bøgerne, jeg skulle leve af.
– Da jeg startede som kulturredaktør på Information, skyldte jeg 300.000 kroner. Jeg var skrevet ud, da jeg startede på avisen. Det endte med at være et kapløb med gælden i stedet, og det er ikke det bedste udgangspunkt at skrive udfra. Nu er de betalt tilbage krone for krone, fortæller Bjørnkjær, og der er ingen tvivl om, at det har han det rigtig godt med. Også fordi han jo stadig laver det, der er det absolut nødvendigste for ham: at skrive.
– At skrive er den værdi, jeg sætter højest i mit liv. Jeg har det virkelig godt, når jeg sidder ved tastaturet med en god cigar og en kop kaffe.
– Jeg har altid vidst, jeg skulle være noget med litteratur og med at skrive. Men jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville læse litteratur eller være journalist. Jeg fik så en læreplads på Demokraten, hvor jeg blev kulturredaktør efter tre år, og efter at have siddet som dét i to år blev jeg hentet til Morgenavisen Jyllands-Posten af Jens Kruse. Efter Jyllands-Posten kom jeg til København på Aktuelt, og så ville jeg være forfatter.
– Det er langt nemmere at være journalist end at være forfatter. Derfor har jeg stor respekt for dem, der er forfattere, siger Kristen Bjørnkjær.
En respekt og en viden, han bestemt har tæret på i sit journalistiske arbejde, hvor han ikke alene har været kulturredaktør, men også selv har fungeret som anmelder.
– Jeg synes, det har gjort det nemmere som anmelder at have en baggrund som forfatter selv. Det giver en grundforståelse for området. Man skriver en anmeldelse eller et afslag i et noget pænere sprog så. Det er måske et problem i nutidens medieverden, der kræver skarpe meninger. Måske bliver man en bedre læser, måske en dårligere kritiker?
– Faktisk har jeg selv været heldig med anmeldelser af mine bøger. Men man husker jo alligevel de dårlige. Jeg går og bliver ved med at gnave på dem, som om de var blodben.
Om to år er det slut med det faste arbejde som debat-redaktør på Information. Så går Kristen Bjørnkjær på efterløn, og ja – så går overvejelserne faktisk i retning af at genoptage sit forfatterskab. Så er han ladet op igen, som han selv siger, efter at have været skrevet i bund, da han startede på avisen.
– Jeg har stadig bøger, jeg gerne vil skrive, og det gør jeg måske, når jeg holder op på Information om et par år. Nok ikke lyrik, snarere noget andet. Det handler om, hvad der ligger for en. Digte er på en vis måde de fineste, fordi de udtrykker så meget med så få ord. Men jeg tror nu ikke, jeg skal skrive digte mere.
De tavse forfattere
Det er attraktivt at være forfatter og skabe værker, der bliver stående i eftertiden. Alligevel vælger mange forfattere at lægge fiktionen på hylden. Kristeligt Dagblad søger i en ny serie svar på spørgsmålet om, hvorfor nogle vælger at blive tavse forfattere. Læs næste gang om Anders Bodelsen.
Med et netabonnement kan man læse tidligere artikler i serien på www.kristeligt-dagblad.dk
Kristen Bjørnkjær
Født 1943. Fik som ung digter trykt i en række tidsskrifter, blandt andet det berømte "Hvedekorn". Efter en henvendelse fra forlaget Arena samlede han nogle af digtene til samlingen "Ny dansk politik" i 1965. Kulminationen på Kristen Bjørnkjærs forfatterskab blev digtsamlingen "Kærestesorg" fra 1976; en samling, som hans navn stadig er uløseligt forbundet med. Inden da havde han taget en uddannelse som journalist. Gennem en årrække fast ansat på dagbladet Information, hvor han p.t. er debatredaktør. Fra 1980-1984 var han desuden filmkonsulent for Det danske Filminstitut.