Kristen heroisme

Ny udgivelse fra C.S. Lewis Selskabet går i kødet på kulturradikalisme

Thomas Ø. Aallmann. Arkivfoto.
Thomas Ø. Aallmann. Arkivfoto. Foto: Johnny Anthon Wichmann.

Thomas Ø. Aallmann (red.): Fra C. S. Lewis Selskabet. Mihfibian-serien. 150 sider. Forlaget Zar.

I begyndelsen af 2011 drog en flok danske teologer og humanister til Oxford for at fordybe sig i C.S. Lewis' og J.R.R. Tolkiens forfatterskaber. Siden førte rejsen til oprettelsen af C.S. Lewis Selskabet, der nu udsender sin fjerde udgivelse. Bogen hedder beskedent ”Fra C.S. Lewis Selskabet”, skønt kun et enkelt af bogens syv bidrag handler direkte om C.S. Lewis. Ellers består bogen af essays, der ligger i forlængelse af C.S. Lewis' polemik og position.

”Fra C.S. Lewis Selskabet” går i kødet på en kristelighed, der under dække af dyre ord og falbelader søger at slippe så billigt om ved den kristne fordring som muligt. Anders Lundbeck Rasmussen sammenfatter anliggendet i Lewis-bogen glimrende: ”Vi har brug for idealer eller for samvittighedsvækkende gode drømme (“) Hvis vi ikke har et ideal at komme til kort overfor, så bliver det desuden også vanskeligt at forstå, hvad vi skal med evangeliet om syndernes forladelse.”

Redaktøren af bogen, Thomas Ø. Aallmann, indleder bogen med et imponerende forsøg på en helhedstolkning af Reformationen. Hvis læseren har vænnet sig til at se Martin Luther som en forløber for den moderne tid, så bringer Aallmann tankerne i den diametralt modsatte retning: ”Reformationen ville jo ikke fri af den gamle orden, den ville faktisk fri af en ny”. Det er et spændende og tankevækkende essay, som havde været endnu bedre, hvis der havde været ofret penge på en ekstern korrekturlæsning.

Hos Torben Bramming bliver pegefingeren svinget. For han lader sig ikke kyse af tidens krav om politisk korrekthed. Nej, Bramming kaster sig ud i et uforsonligt opgør med relativismen, om hvilken det gælder: ”Det gode er, at der ikke er noget godt, det sande er, at der ikke er noget sandt, frelsen er, at der ikke er en frelse”. På det teologiske plan viser denne relativisme sig ifølge Bramming hos biskopperne Kjeld Holm og Peter Fischer-Møller, der dyrker grøn kirke, promoverer homovielser og støtter moskébyggeri.

”Kun af det nye bliver man træt”, skrev Søren Kierkegaard og en tilsvarende erkendelse lå også bag den franske forfatter Charles Péguys forfatterskab. Herom skriver Anders Raahauge med stor indsigt. Den konservative Péguy fremdrog den samvittighedsfulde familiefader som en uforlignelig helt hos hvem man fandt langt større konsistens og frygtløshed end hos alverdens forfløjne eventyrere.

”Fra C.S. Lewis Selskabet” er en udgivelse, der både vil ægge til modsigelse og nyde tilslutning. Bogen er et lidenskabeligt opgør med kulturradikalisme og fladkirkelighed og samtidig et forsøg på at sætte en ny dagsorden, hvor vilje, pligtfølelse og heroisme skal være de bærende elementer i kristendomsfortolkningen. Det ser man ikke hver dag.

Alene af den grund er bogen værd at læse.