Kristendom er ikke en idé, men levet liv

Forholdet mellem det kristelige og det folkelige er et centralt tema i Ole Juuls artikelsamling ”Det uomgængelige hus”

Følgende citat siger meget om Ole Juuls grundholdning: ”Kirken kan gøre nok så mange tiltag, den kan være nok så fremsynet, hvad angår nye gudstjenesteformer og ihærdige forsøg på at samle folk. Men folk er kun at kende som folk, hvis de samtidig ved sig medansvarlige for den folkelighed, der er forudsætning for kirkens liv og vækst.”
Følgende citat siger meget om Ole Juuls grundholdning: ”Kirken kan gøre nok så mange tiltag, den kan være nok så fremsynet, hvad angår nye gudstjenesteformer og ihærdige forsøg på at samle folk. Men folk er kun at kende som folk, hvis de samtidig ved sig medansvarlige for den folkelighed, der er forudsætning for kirkens liv og vækst.” .

Fortrolighed med og en både varm og nøgtern indlevelse i virkeligheden i et dansk sogn er en vigtig forudsætning for denne bog, der består af kronikker og mindre artikler gennem en snes år og alle tidligere offentliggjort – fortrinsvis i Kristeligt Dagblad, men også i Morgenavisen Jyllands-Posten. Desuden indgår nogle prædikener samt Ole Juuls bidrag til ”Ordet” i Kristeligt Dagblad i perioden 2013-14.

Han er optaget af forholdet mellem det kristne og det folkelige og trækker i den forbindelse på de erfaringer, han gjorde i sin opvækst i Sjørring i Thy og senere som sognepræst fra 1979 til 2013 i Ødum-Hadbjerg i Aarhus Stift.

Om den betydning, han tillægger et gensidigt samspil, formulerede han sig klart i sin afskedsprædiken, hvor han sagde, at det kirkelige og det folkelige skal være ”hinandens nødvendighed”. Med den tilføjelse, at i Grundtvigs fædreland er kristendom ikke en idé, men levet liv. Det handler om det nære, det folkelige. Eller med Jakob Knudsen: ”Virkeligheden er altings prøve.”

Følgende citat siger meget om Ole Juuls grundholdning: ”Kirken kan gøre nok så mange tiltag, den kan være nok så fremsynet, hvad angår nye gudstjenesteformer og ihærdige forsøg på at samle folk. Men folk er kun at kende som folk, hvis de samtidig ved sig medansvarlige for den folkelighed, der er forudsætning for kirkens liv og vækst.”

En af dem, der indgår i folkeligheden, er dronning Margrethe. Det er pointen i en uforglemmelige passage, hvor Ole Juul fortæller om en højmesse en tidlig morgen i 70’erne i Vor Frue Kirke i Aarhus.

Under altergangen opdagede han pludselig, hvem han blandt de få kirkegængere ”sad til højbords med”: Ved hans ene side knælede en spritter og ved hans anden Dronningen. Det perspektiv, i hvilket han på denne måde oplevede nadverens fællesskab, har forståeligt nok siden stået skarpt i hans erindring.

Forordet indledes med et citat fra Martin A. Hansens ”Orm og Tyr”. Ganske symptomatisk. Ole Juul vender adskillige gange tilbage til denne forfatter og især til det nævnte storværk om trosskiftet i Norden.

Juul er blevet mere og mere overbevist om, at Hansens ”tankeunivers” rummer svar på mange af de spørgsmål, der stilles i dag – således når det gælder ”Den dæmoniske sjælevandring”, som er titlen på en artikel, hvor Juul i umisforståelige vendinger – og med udgangspunkt i tanker hos Hansen – afviser troen på reinkarnation og dermed idéen om ”den frisættelse af sjælen fra kroppen, der i sin yderste konsekvens bliver til en slags gengangerliv”. Over for dette står – som han skriver – ”den sunde, folkelige kristentro” med dens fred begrundet i troen på kødets opstandelse.

Bogen, hvis titel skal understrege kirke og kristendom som en uomgængelig faktor i en dansk kontekst, er fra Ole Juuls side tænkt dels ”som en hjælp til de unge kolleger, der står famlende over for dette at skulle indgå som præster og liturger i en ældgammel tradition med dens helt egne ritualer, dels som en tak til dem, der tidligt lærte mig respekt og ydmyghed for huset” – dette uomgængelige. Han erkender, at bogen rummer gentagelser, men han har valgt at lade dem stå for ikke at svække autenticiteten i de enkelte tekster.

Genoptrykket af dem er rimeligt, velformulerede som de er og uden at have tabt relevans.

Artikelsamlingen fremtræder som et sympatisk og nærværende portræt af forfatteren.