Prøv avisen

Charlotte Rørth-bog er endnu et vigtigt vidnesbyrd om, at vi står i forhold til Gud

3 stjerner
Charlotte Rørth taler smukt til dem, der længes efter større sammenhæng mellem krop og tro, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen

Charlotte Rørth gør status efter intense år med religiøse oplevelser og er nået ind i kirkens rum. Men hun dyrker også en lidt luftig kristen tænkning

Siden 2015, hvor journalist Charlotte Rørth udgav bogen ”Jeg mødte Jesus”, har hun været en væsentlig stemme i samtalen om tro og kristendom. Rørth tog i sin første bog det store skridt og beskrev, hvordan hun oplevede at blive opsøgt og tiltalt af Kristus selv, og hun opnåede forbløffende gennemslagskraft.

Mange mennesker har religiøse oplevelser, som de sjældent taler om, og Charlotte Rørth er blevet et slags samlingspunkt for disse erfaringer, hvilket fik hende til i 2017 at udgive bogen ”Vi mødte Jesus” fyldt med andres vidnesbyrd.

Nu er bog nummer tre på gaden med titlen ”Gud, du er jo lige her”, hvori Charlotte Rørth gør status over de intense år og forklarer, hvordan hun selv lever med sin tro.

Vi får genfortalt de altomvæltende møder med Kristus i sakristiet i den spanske by Úbeda, de mange tanker om dette indbrud i et ellers rationelt tænkende kulturkristent menneskes liv, de stærke fysiske reaktioner og følelsen af at være forpligtet til at fortælle det hele videre. Bogen kan læses som en lille personlig opsummering, der måske ikke rummer så meget nyt, men som passer perfekt ind i tidens voksende samtale om kristendom, kirke og religiøs besindelse. Og der er især tre vigtige temaer på spil.

Det første handler om det kropslige. Fra begyndelsen har Charlotte Rørth understreget, hvordan hendes oplevelser har involveret hele hendes væsen, sind og krop. Hun udgør en slags personificering af et opgør med den meget intellektuelt baserede kristendom, og det er nyttigt, da der næppe er tvivl om, at den sparsomme sansning i den lutherske kristendom herhjemme har fået mange til at opfatte kirken som uvedkommende, ja, næsten lidt gold.

Charlotte Rørth taler smukt til dem, der længes efter større sammenhæng mellem krop og tro, og i afsnittet om bøn skriver hun:

”En bøn er ikke kun ord. For mig er det kroppen, der bærer en ind i bønnen, hvad enten man trækker vejret, bukker sig eller sidder ret, skaber lyde eller stilhed, holder om sine egne hænder, går eller er ubevægelig.”

Også med beskrivelsen af et øjeblik ved det engelske monument Stonehenge understreger Charlotte Rørth den fysiske sansning af, hvordan hun på dette sted føler, at hun fyldes med lys, og hun skriver:

”Det lyder alt for langhåret og druideagtigt for sådan en korthåret, snusfornuftig, trenchcoatklædt kone som mig, men jeg må respektere mine sanser og ikke latterliggøre de indtryk, jeg fik, men observere dem nøgternt.”

Charlotte Rørth mener, at vi inderst inde alle ved, at det skabte er meget større, end vi kan begribe, idet det er båret af en højere intention, og mens nogen vil afvise dette, vil mange flere garanteret give hende ret. Fordi de simpelthen kan mærke det.

Angående det andet tema slingrer ordstrømmen til gengæld noget, når Charlotte Rørth går fra talen om det kropslige til en slags kritik af værdidebatten og forholdet mellem religioner.

Hendes løsning er ud over tagene at råbe: ”Næstekærlighed, næstekærlighed, kom og få næstekærlighed”, og man mindes kraftigt om faren ved den stærkt følelsesmæssige idealistiske kristendom, der er så velment, men som i et virkeligt samfund kan udarte til nådesløst kaos.

Charlotte Rørth synes at mene, at alle kan forbrødres i troen på lighed for Gud, hvormed vi kan holde op med at vurdere hinanden på forskelle, og hun skriver, at det handler om ”at være i live på en måde, hvor man hele tiden ser med Guds øjne på andre”.

Det lyder smukt, men det er umuligt at forholde sig til en skribent, der omtaler tidens religiøse sammenstød uden at forsøge at forstå essensen af islam.

Det er for letkøbt at skrive luftigt om ligheden for Gud, for religionerne er forskellige, det kommer ingen af os uden om, og således får Charlotte Rørth understreget, hvor afgørende det er, at vi har skarpe lutherske teologer, der sætter kristendommen i forhold til det verdslige og sondrer mellem tro og politik.

Det tredje tema er decideret opløftende, idet Charlotte Rørth har taget folkekirken til sig og virkelig forstår betydningen af ritualer og det fælles åndedræt.

Hun forbinder i dag den personlige oplevelse med kirken og gudstjenesten som et samlende sted, og jeg tror, at Charlotte Rørth med sine bøger, sine hundredvis af foredrag og sin voksende forståelse af kirkens rum har haft og stadig vil have meget stor betydning for manges fornyede kristne bevidsthed.

Hun er nået til punktet, hvor næsten alt kan siges, uden at hun er selvudleverende, for hun taler i sidste ende om Gud. Hendes søns selvmord følger enhver tanke, hendes blanding af skrøbelighed og kampgejst er konstant til stede, og hendes dybe taknemmelighed over for selve livet bærer hende gennem dagene.

Denne nye bog er mindre end de forrige, men der er fortsat tale om et vigtigt vidnesbyrd om, at vi står i forhold til Gud. Og glædeligt er det at opdage, at Charlotte Rørth også mener, at vi står i forhold til kirken.