Kristendom og Amerika er den røde tråd i Bob Dylans karriere

Amerika og kristendommen er de to konstanter i Bob Dylans karriere, der ellers ofte beskrives som splittet op i adskilte faser. Essay i anledning af Dylans koncerter i Danmark i sidste uge

En Bob Dylan-koncert – og sidste tirsdags i København var ingen undtagelse – er altid unik. Dylan går på scenen, som var det en jazzkoncert, og ser, hvilke nye veje han kan finde i materialet i aften. Her optræder Dylan ved en musikfestival i Carhaix-Plouguer i det vestlige Frankrig den 22. juli i år. –
En Bob Dylan-koncert – og sidste tirsdags i København var ingen undtagelse – er altid unik. Dylan går på scenen, som var det en jazzkoncert, og ser, hvilke nye veje han kan finde i materialet i aften. Her optræder Dylan ved en musikfestival i Carhaix-Plouguer i det vestlige Frankrig den 22. juli i år. –. Foto: Fred Tanneau.

Sangeren og sangskriveren Bob Dylan er atter aktuel, endda på flere fronter. I sidste uge gav han to udsolgte koncerter i Danmark, en ny dansk bog analyserer hans mange tekster, en cd med ikke tidligere offentliggjort materiale fra 1970erne er netop udsendt, og så var hans navn som altid på denne tid af året i spil til Nobelprisen i litteratur, der som bekendt gik til en anden nordamerikaner, canadieren Alice Munro.

Jeg overværede den første af de to koncerter og er som de øvrige, der har skrevet om aftenen i Falconer Salen i København, begejstret uden at være ekstatisk. Det var en fortræffelig koncert, der viste en 72-årig Dylan i solid form præget af stor spilleglæde, undertiden skælmsk i udtrykket, med komplet kontrol over bandet og konstant stærk på klaveret, der er hans foretrukne instrument i disse år, kun afbrudt af mundharmonikaspil til salens store begejstring. En gribende version af Forgetful Heart og frapperende omfortolkede versoner af Simple Twist of Fate og Tangled Up in Blue stod stærkt i erindringen i de følgende efterårsferiedage.

LÆS OGSÅ: Musik handler om menneskelige relationer

Ved en Dylan-koncert er der altid noget genkendeligt. Sangene er som regel hentet fra både den tidlige og den sene del af produktionen i Falconer Salen udtrykt ved spændet fra Blowin in the Wind til sange fra den seneste studieudgivelse, Tempest og kommunikationen mellem sal og sanger foregår alene gennem kunsten. En uforståelig mumlen gjorde det ud for Dylans meddelelse om, at der var pause i koncerten; ellers kom der ikke en lyd fra mesteren ud over sangenes.

Det skyldes ikke arrogance, eller at Dylan er ligeglad med publikum. En musiker, der spiller over 100 koncerter om året og konstant henvender sig til offentligheden gennem en løbende strøm af nye udgivelser, er ikke ligeglad med lytterne. Tværtimod vil han have os til netop det: at lytte. Et andet genkendeligt træk ved alle Dylan-koncerter er nemlig paradoksalt nok det uigenkendelige. Aften efter aften varierer sætlisten, og hvert eneste nummer fremføres altid på en ny måde. Der findes ikke nogen mere aktiv meddigter af sit eget enorme værk end Dylan, og ved hver koncert inviterer han publikum med til at lytte aktivt, rykke frem i stolen og afkode, hvilken sang han nu er gået i gang med, og hvor den fører hen. Derfor er fællessang og bombastiske udmeldinger fra scenekanten, som vi kender fra stadionkoncerter, umuligt ved en Dylan-koncert. Her taler sangene og musikken og nye versioner og variationer deres eget sprog.

En Dylan-koncert, og sidste tirsdag i København var ingen undtagelse, er i bedste forstand altid unik og så langt fra poleret og forprogrammeret pop- og rockproduktion, som man kan komme. Dylan går på scenen, som var det en jazzkoncert, og ser, hvilke nye veje han kan finde i materialet i aften. Han genopfinder sig selv hver gang. Efter en Dylan-koncert undrer man sig altid lidt over, at flere kunstnere ikke gør som han: konstant udfordrer, omformer og finder ny betydning i traditionen og sit eget værk. Og man gyser lidt ved tanken om, at han i morgen spiller et nyt sted, hvor man ikke selv kan være, og dér fremfører kataloget på en helt anden og ny måde, som man går glip af.

Det genkomne er ikke kun et træk ved koncerterne, men ved hele Bob Dylans enorme produktion. Sang efter sang, plade efter plade, fra debuten i 1962 til den nyeste, Tempest, er indhyllet i og henter næring fra to universer: det amerikanske og det kristne.

Hvad det første angår, er USA konstant til stede på både tekst- og musiksiden. Dylans sange er befolkede af både berømte og anonyme skikkelser fra amerikansk historie, der får nyt liv i den fortælleglade markedsmusikants tekster, som i historien om den fængslede bokser Rubin Hurricane Carter i sangen Huricane eller om den unavngivne arbejder i Workingmans Blues #2. Og mange, mange flere. Der har været afholdt fester, hvor dress-coden var, at man skulle komme udklædt som en historisk person fra en Bob Dylan-sang. Og da Alicia Keys optrådte i sangen Thunder on the Mountain, kom Dylan-fortolkere pludselig på overarbejde for at analysere, hvad det nu betød.

Den amerikanske virkelighed er der hele tiden. Det er som historikeren Sean Wilentz skriver i Bob Dylan i Amerika: Han hører til den amerikanske underholdningstradition, der går så langt tilbage som til Daniel Decatur Emmett, den anti-slaverifolkesanger, der skrev Dixie Men han hører også til en anden tradition, nemlig Whitmans, Melvilles og Poes, der finder det hverdagslige i amerikanske symboler og det symbolske i det hverdagslige og så fortæller historier om det. Nogle af disse historier kan bogstaveligt talt siges at handle om Amerika, men de er alle konstrueret i Amerika, ud af dets forvirring og mysticisme, dets håb og dets smerte.

Hvad musikken angår, er der skrevet hele værker om Bob Dylans konstante inspiration og legendariske lån fra amerikansk musiktradition: blues, swing, country, gospel med meget mere. Vi vil næppe se Dylan omfavne en anden amerikansk tradition, hiphoppen, men ellers er alt nærmest til stede i hans værk, og man vil som altid aldrig vide, hvad han finder på i den næste udgivelse.

Også regulære salmer finder man i værket her skal blot nævnes Father of Night fra New Morning og Every Grain of Sand fra Shot of Love hvor bibelsk billedsprog så at sige oversvømmer teksterne fra første færd. Dylan lever i unik grad med og i det bibelske univers og skelner ikke synderligt mellem gammeltestamentlig tid og nu. Ethvert forsøg på at lokalisere en bestemt kristen periode i hans produktion kommer til kort, når man læser teksterne og går på opdagelse i Dylans bibelske metaforik.

At der var en periode, hvor Dylans kristendom kom særligt tydeligt og direkte til udtryk (for eksempel pladerne Saved og Slow Train Coming), bør ikke skygge for, at troen er til stede i hele hans produktion og former hans verdenssyn. Litteraturhistorikeren Anders Thyrring Andersen sammenfatter det således i artiklen Before the Flood. Apokalypse og kristen modernisme hos Bob Dylan i den nye bog Hvor dejlige havfruer svømmer:

Essensen af Bob Dylans synspunkt (er), at vi lever i de sidste tider lige før en ny syndflod, fremkaldt af det moderne menneskes ugudelige og amokløbne selvmægtighed. I et billedsprog gennemsyret af Det Gamle og Det Nye Testamente fortæller Dylan, at kun en kristen omvending af alle de i øjeblikket gældende værdier vil kunne forhindre vandet i at stige yderligere.

Nu har Bob Dylan i over fem årtier fundet inspiration i det amerikanske og bibelske univers og derigennem inspireret os, lytterne, der hele tiden må håbe, at vi har øren at lytte med. For der er utrolig stor rigdom at hente hos Dylan filosofisk, litterært, religiøst og ikke at forglemme: musikalsk. Dylan er også og ofte bare en god melodi, der hænger i øret forbløffende længe, uden at man egentlig behøver tænke så meget over, hvad teksten betyder. Som musikeren Nikolaj Nørlund sagde det her på musiksiden sidste onsdag i en anbefaling af Dylans New Morning: Enkelte vantro påstår, at Dylan kun handler om tekster, men der er så mange smukke melodier på det her album, at det taler for sig selv.

Men at den glade melodi ikke skal lulle os ind i harmløshedens søvn, sørger Dylan selv for. Vi lader den lille, store amerikaner få det sidste ord, fra et interview i 1986, med en invitation til selv at finde ud af, hvad der ligger i dette andet synspunkt, som han her fortæller om:

De fleste mennesker går rundt med den besynderlige forestilling, at de er født gode, og at de i virkeligheden er gode mennesker, men at verden har ødelagt deres liv. Jeg har et andet synspunkt.