Prøv avisen
Udstilling

Kristendom, politik og kulturforskelle lyser op i Løgumkloster

5 stjerner
Laila Westergaards bidrag til udstillingen er en række relieffer i sten (herover), mens Watanabe Sadoa arbejder med tryk (billedet herunder). For begges vedkommende gælder, som det ses her, at kristendommens billedverden er central. – Fotos fra udstillingen.

Danske Laila Westergaard og japanske Watanabe Sadao mødes på den fine udstilling ”Troens Rejse” på Museet Holmen i Løgumkloster i Sønderjylland

Nadver med sushi. Og en dansk kop kaffe, stående både i hverdagen og i evigheden: Op fra koppen stiger sommerfugle. Med bud om opstandelsen.

Således mødes et japansk og et dansk udgangspunkt på udstillingen ”Troens Rejse” på Museet Holmen i Løgumkloster i Sønderjylland. Ansvarlig for serverirngen af sushi i den uvante sammenhæng er den japanske kunstner Watanabe Sadao (1913-1996). Og det er den danske billedhugger Laila Westergaard (født i 1964), der lader kaffekoppen repræsentere et brudstykke af en dansk virkelighed. Hendes bidrag er relieffer i sten. Den fine og intense udstilling er formet som en dialog mellem de to kunstnere. Fysisk er det en overskuelig udstilling, men den fylder mere i sindet end i de to rum, hvor den vises.

Særlig tæt er dialogen i forbindelse netop med den sidste nadver. På Sadaos tryk ”Den hellige nadver” ses en rygvendt Judas over for Jesus. Kun de udenforstående – beskuerne – kan se hans ryg og det varsel om hans forræderi, der er skjult bag den, symboliseret af en pengepung.

I en parafrase over værket har Laila Westergaard hugget en version, der yderligere forstærker scenens effekt og gør den så nærværende, som var den vores skygge. Her drejer det sig ikke ”bare” om Judas, men om os, der både betragter billedet og selv bliver en del af det. Den hånd, der grådigt rækkes ind i det, er vores. Sådan ser det ud. Og hvem tør benægte, at det kunne være sandt?

Nadveren er tillige et centralt tema i hendes ”Lutherrelieffer”, hvor kalkens vin strømmer som livgivende blod i vore årer. Og det på trods af vores fejlbarlighed, afsløret som væltede vinglas og tabte tallerkner.

Baggrunden for ”Troens Rejse” er, at Museet Holmen i 1980’erne fik doneret en samling på 32 originalværker Watanabe Sadao, en samling tryk, der ikke har været vist offentligt siden 1997. 28 af dem er med på den aktuelle udstilling.

For Wantanabe, der blev kristen som ung, var det vigtigt at skildre kristendommen i et billedsprog, der for japanere er velkendt. ”Kunst er for folket,” proklamerede han. Og det synspunkt blev bestemmende for hans formsprog. Hans billeder er fyldt med symboler, der forkynder Guds himmelske tilstedeværelse i det jordiske, symboler som fisken, hånden, druen og englen.

Værkerne er umiddelbare og klare, underfundige og poetiske. Hans stil udfolder sig i omegnen af det naivistiske. Og man kan sagtens forestille sig, at billederne kunne indgå som illustrationer i en børnebibel. Men selvom børn kan være med, er værkerne slet ikke kun for børn. Med de mange betydningslag, som de rummer, kan man rejse længe i deres verden – uden at føle, at rejsen nogensinde vil slutte.

Og i øvrigt: Modsætningen mellem det japanske og det hjemlige opleves grundlæggende som noget, der udelukkende gælder på overfladen. Udstillingen er først om fremmest et vidnesbyrd om en virkelighed, der er større, end hvad man medbringer af nationale særpræg.

Også hos Laila Westergaard er den kristne symbolik tydeligt til stede. Hun blander den med den hverdag og kultur, som vi er fortrolige med, men som i hendes udlægninger får nye og ikke mindst nye udfordrende dimensioner.

Hun siger om sig selv, at hun er ”grundfæstet i kristendommen, i den protestantiske tro”. Hendes hentydninger til kristendommen virker da også helt selvfølgelige – som udtryk for en rodfæstethed. Dette gælder i høj grad for eksempel hendes såkaldte billedsten, udsagn med korte, velvalgte citater – som ”Hjerte løfte din glædes vinger” og ”Gud ånder på øjet, når det græder”. Eller som i det citat, der afsluttet sidste del af udstillingen om Jesu død og opstandelse: ”Krist stod op af døde”.

Hvorfor sige mere? Eller hvordan? Alt er jo sagt.

Et stort indtryk gør Laila Westergaards ”Perspektiv 2015 (Flygtningefrise)”, hvor fragmenter af et typisk dansk morgenritual ses i skæret fra uhyggelige hændelser langt borte, men alligevel så tæt på, at man ved konfrontationen må reagere, måske med afmægtighed, måske tilsat en vis opgivelse eller apati, men samtidig med mulighed for handling.

Dog – i det afspejlede nu kræver den kommende hverdag, hvad den ikke nødvendigvis kan regne med: de involveredes fulde opmærksomhed.

Centralt i frisen er det kendte billede af det druknede flygtningebarn ved Middelhavets bred, side om side med den sørgende Jomfru Maria, et udsnit af Michelangelos skulptur ”Pietá”. Hvad vi ikke ser – men bør se for os – er den døde Jesus i hendes arme.

Og fra en billedsten breder et lys sig, et håb i håbløsheden: ”I mulm er kærligheds-vingen bredt ud”.