Prøv avisen
Anmeldelse

Bibelen anno 2020: Kristendommen er en oversættelse

4 stjerner
Gennem historien er Bibelen oversat mange gange. Nu har Bibelselskabet sat sig i spidsen for en oversættelse af hele Bibelen til nutidsdansk. Dette arbejde beskriver generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen i denne meget velskrevne udgivelse om oversættelser.

Mens vi venter på den nye Bibeloversættelse, der udkommer i 2020, er denne bog et godt sted at begynde

Kristendommen er en oversættelsesbevægelse. Den er ikke en én gang fastlagt kultur, der som en monolit bevæger sig gennem historien. Den er i bevægelse, fordi kristendommen handler om, at Gud bevæger sig ind i historien.

Derfor skal også Bibelen, der udlægger kristendommen, oversættes. Berømt er Luthers bibeloversættelse, der blev påbegyndt i 1521 på Wartburg og udkom som Det Nye Testamente under titlen ”Septembertestamentet” i 1522, og senere som helbibel, indeholdende både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i 1534. Luther havde et ideal om, at Bibelen skulle afspejle hverdagssproget, som det blev talt i køkkenet og på torvet, og hans bibeloversættelse blev i sandhed også nyskabende med sproglig kraft og billeddannelse. Filosoffen Nietzsche kaldte oversættelsen et mesterværk inden for tysk prosa, og i forhold til den var alt andet bare litteratur.

Gennem historien er Bibelen oversat mange gange, og her til lands er den seneste autoriserede oversættelse fra 1992. Men flere oversættelser til dansk har set dagens lys siden, og nu har Bibelselskabet sat sig i spidsen for en oversættelse af hele Bibelen til nutidsdansk. Det var et arbejde, der påbegyndtes i 2007 med oversættelsen af Det Nye Testamente under titlen ”Den Nye Aftale”, og nu i foråret 2020 kommer så hele Bibelen. Det er ikke en autoriseret udgave, men ses måske mere som et supplement til 1992-udgaven. Altså ikke en erstatning.

Det har været et stort arbejde at nå frem til denne udgivelse. Og dette arbejde beskriver generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen i denne meget velskrevne udgivelse om oversættelses-arbejde. Fokus i teksten er på Det Gamle Testamente, hvilket er klart, da det er den proces, hun selv har været en del af siden sin ansættelse i 2015. Det havde også været spændende at få overvejelser med om det nytestamentlige oversættelsesarbejde, men de er få.

Birgitte Stoklund Larsen beskriver de teoretiske forhold vedrørende oversættelse, hvor alt går tabt, for der er jo intet tilbage i en oversættelse, der finder vej ind i et nyt sprog. Og samtidig er der for de bibelske teksters vedkommende ikke en original til stede, al den stund vi ikke har de originale skrifter, men kun afskrivernes tekster.

Spørgsmålene for en bibeloversættelse er mange, og Stoklund Larsen beskriver således også de mere praktiske forhold, og det gøres både vidende og underholdende. Fokus er som sagt på Det Gamle Testamente. I de første udkast var ord som engle og velsignelse røget ud og erstattet af sendebude og livskraft. Man havde læsegrupper rundt om i landet, og de meldte tilbage, at man savnede englene, samt som en gymnasieklasse skrev, at ordet livskraft var et lukket kirkeord. Det er ikke let. Så velsignelsen kom også tilbage.

Særligt ord omkring køn, krop og seksualitet var debatskabende, og den første oversættelse havde et vist frisprog, idet man fulgte Luthers råd om, at man skal lægge sig op ad det sprog, der blev talt på gaden. Det var alligevel, som Stoklund skriver, for provokerende, også i vore dage. Det findes et særligt bibelsprog.

Oversætteren går således i fare, hvor han går, og selv kirkefaderen Hieronymus måtte erfare det, da han fremlagde sin oversættelse, kaldet ”Vulgata”, hvor han havde oversat den plante, der skyggede for profeten Jonas, med ordet vedbend. Men man var vant til at høre ordet agurk.

Denne oversættelse var for meget for menigheden i Tripoli, der blev ophidsede og vrede, ja, vel gik agurk over forslaget. Sådan er historien fyldt med følelser over for oversættelser, og særligt bibeloversættelser.

Den nye oversættelse, ”Bibelen 2020”, er måske en forsmag på en ny autoriseret oversættelse, som ville være oplagt ved reformationsjubilæet i 2036. Nu er forarbejdet gjort, og teknologien, som der også er en spændende gennemgang af i bogen, har gjort arbejdet lettere, men omvendt, som det også påpeges, har universiteternes internationalisering gjort, at der er færre danskere, der behersker både de klassiske sprog og det danske sprog. Der er i dag færre kvalificerede bibelforskere med dansk som modersmål. Det er et forunderligt perspektiv for bibelarbejdet.

Birgitte Stoklund Larsens bog om bibeloversættelse er en god gennemgang af både positioner og vanskeligheder ved at oversætte. Den peger entydigt frem mod den nye oversættelse, der udkommer i 2020, og mens vi venter på den, er denne bog et godt sted at begynde.8