Midt i diskussioner om luthersk teologi, vielsesritual og evigt tilbagevendende analyser af danskernes religiøsitet, leveres her endnu et forsøg på at gøre folkekirke og kristendom mere tilgængelig.
Det er professor emeritus i etik og religionsfilosofi Svend Andersen, der med bogen "Kristendom" vil skabe en ”nutidig livsforståelse”, og hans udgangspunkt – eller irritationspunkt, om man vil – består i, at der i hans øjne i den offentlige samtale findes to uheldige yderpositioner. Enten opsluges kristendommen af den sekulære og ateistiske livsanskuelse, eller også misbruges den i nationalkonservatismens navn som identitetsmarkør i værdikampen. En lidt karikeret fremstilling, synes jeg nok, for kristendommen indgår også i en del fornuftige samtaler og personlige vidnesbyrd, men sandt er det jo, at religionens centrale placering i debatten i nyere tid har udsat kristendommen for et vist taktisk brug.
Svend Andersen indleder med at gå poesiens vej. Med inspiration fra digter Søren Ulrik Thomsen udlægger han kristendommens sprog som dét, der ikke mindst i forhold til skabelsestanken på sin helt egen måde bringer os i dialog med virkeligheden. Her inspireres vi til taknemmelig undren og ønsket om at forstå, om det virkelig er Gud, der er kraften bag alt liv. Svend Andersen benytter en velkendt taktik, når man uden at skræmme nogen med alt for eksplicitte dogmatiske kors for forstanden vil skubbe individet i retning af den eksistentielle nysgerrighed, der eksisterer på tværs af alle epoker. Dette er altid en svær balancegang.
Undervejs konsulteres flere teologer. Martin Luther og K. E. Løgstrup fylder meget, og sidstnævntes bestræbelse på i moderne tid at fastholde Gud som skaber af alt, mærkes som en rød tråd i bogen. Det gælder også den løgstrupske begejstring for begrebet ”tydning”, altså måden, hvorpå man uafhængigt af teologisk facitliste og trang til gudsbeviser kan tolke tilværelsen religiøst.
Et helt centralt ærinde for Svend Andersen er at argumentere for det, han kalder ”identifikation” med Jesus. Andersen er meget fascineret af tanken om det faderløse menneske og Jesus som den, der erstatter den biologiske far i verden med en far i himlen. Han skriver: ”Det betyder ikke, at jeg opfatter Jesus som en fiktiv figur i en fortælling. Jeg betragter ham som et virkeligt menneske, hvis virke, budskab og livsskæbne er kernen i kristendommen. Det afgørende ved denne Jesus er som sagt, at han kalder Gud sin far.”
Denne kristendomsforståelse opfatter Svend Andersen som udtryk for realisme, hvilket han ser som opbyggelig inspiration i forhold til den mere spekulative teologi, der blandt andet kendes fra læren om treenigheden. På den måde forsøger Andersen at fastholde to poler i kristendommen, som han formulerer det: ”den transcendente skabergud, universets værensmagt – og mennesket Jesus, der kalder skaberen sin far.”
"Kristendom" er på mange måder en læseværdig bog præget af mange års studier og personlig spekulation over det kristne og kirkelige, og Svend Andersen formår et stykke af vejen at inspirere læseren til at søge efter livsforståelse. Men man sidder også lidt uafklaret tilbage angående Andersens egentlige gudsopfattelse. Tror han selv på, at Jesus er Guds søn, eller ser han ham snarere som den, der blot kalder Gud sin far?
Som det før er set med teologiske udspil, der vil hjælpe det moderne menneske på vej, bliver man her usikker på, hvad troen i sit inderste er rettet mod, og for eksempel omgås spørgsmålet om opstandelsen yderst forsigtigt. Andersen undrer sig over, hvordan der for nogle år siden kunne opstå debat på grund af den, som han skriver: ”efter min mening uskyldige bemærkning, at Jesu opstandelse ikke er en historisk begivenhed.” Han forklarer sig ikke yderligere, men fastholder dog til sidst, at dette at opgive at forstå opstandelsen ikke er ensbetydende med at afvise den. Noget uklart er det dog, og følgende udsagn er blandt dem, jeg har læst en del gange uden helt at forstå, om det guddommelige rummes i ligningen. Andersen skriver: ”Identifikationen med Jesus giver det enkelte menneske en grundlæggende viden om andre menneskers nød og om ansvaret for at afhjælpe denne nød. Og den viden er ensbetydende med sansen for forskellen mellem ondt og godt.”
Det er, som om Svend Andersen kredser lidt om grøden, og "Kristendom" udgør en blanding af tydning, tanker om en mulig kristen etik, religionshistoriske nedslag, gode kommentarer om videnskabens indflydelse på tidens menneskesyn samt interessante tanker om, hvordan Martin Luther var på forkant med tilstanden, hvor en stor del af borgerne er kristne af navn snarere end af gavn. Svend Andersen vil inspirere til en ”befriende identifikation”, som han ser som en slags parallel til Luthers grundtanke om den retfærdiggjorte synder, og det er prisværdigt at ville gøre denne helt afgørende frisættelse forståelig for flere. Men et vigtigt spørgsmål står tilbage. Har denne identifikation tråde til det guddommelige, eller retter den sig især mod den faderløse søn, der som et længselsfuldt menneske skaber sig en far i himlen? Endnu engang må man grunde over, om forsøget på at gøre kristendommen mere håndterlig for det moderne menneske resulterer i, at det i for høj grad fortoner sig i det diffuse, hvad kristendom er.
Man tvivler ikke efter end læsning på, at Svend Andersen tror på det guddommelige. Mere uklart er det, hvordan han forbinder dette med Jesus af Nazaret, hvilket jo er ret afgørende for synet på kristendommens inderste sandhed. Men bogen føder tanker. Og så er man måske på vej.
Svend Andersen: Kristendom. 215 sider. 199,95 kroner. Forlaget KLIM.