Prøv avisen

Kristendommen giver grundplanen for et ordentligt liv

”Der findes ingen bedre måde at tilbringe en søndag formiddag. Det er noget andet end at jogge eller gå i butikscenter. Endelig kan man høre op med at tænke på sig selv,” siger Fay Weldon om søndagens kirkegang. – Foto: W.J.A. Baker/Lindhardt & Ringhof.

Fay Weldon har netop rundet 82 år og er i fuldt vigør. Hun har kontante holdninger til klasser, kønsroller og kristendom og til de kongelige, som hun skriver om i sin nye roman på dansk, Kongen længe leve

I Englands smukkeste landskab utallige gange brugt i film ligger den gamle by Shaftesbury, og her, i et yndigt stenhus fra 1840, bor Fay Weldon og hendes mand. Forleden fyldte den populære forfatter 82 år, men hun er still going strong også selvom hun døde kortvarigt for nylig. Mere herom senere. Intet otium her i Shaftesbury, Weldon arbejder som altid.

Ja, for det er det, jeg kan lide. Og så virker det jo ikke som arbejde, smiler hun glad fra en lænestol foran kaminen.

LÆS OGSÅ: Kunst, kvinder og knaphed

Hun er endda ved at lægge sidste hånd på en trilogi. Handlingen er henlagt til omkring 1900; omvæltende år oven på dronning Victorias død. Romanerne lægger et snit gennem flere samfundsklasser måske kommer man til at tænke på Herskab og Tjenestefolk, men ingen skal beskylde Weldon for efterligning, for hvem skrev manuskript til det allerførste afsnit af den tv-serie? Ingen andre end hende selv. Så hun er på egen boldgade. Første bind hed En passende aftale, andet bind er netop udkommet på dansk under titlen Kongen længe leve.

Fortiden er en lettelse at skrive om. Den ligger mere stille end nutiden, bemærker Fay Weldon.Når man sætter sig grundigt ind i en epoke, får man oppefra et glimt af liv med en fastere orden. Samtidig er et år som 1902 så viltert og levende, fuldt af agitation, strejker og ideologiske kampe.

Det har været en oplevelse for Fay Weldon at sætte sig grundigt ind i den epokes idékamp.

Det er en fejl at tro, at folk skulle være mindre begavede dengang. Det forholder sig snarere omvendt. Selv når det gælder suffragetternes kamp for kvinders valgret, opdager man, at modparten ikke blot stod for simpel fordom, men faktisk var velargumenteret i sin modstand.

Man møder i Kongen længe leve to brødre, den ene lord og charmerende levemand, den anden en forurettet og bitter præst. Et umage par, selvom de begge er født i samme familie.

Ja, de to er plaget af slem søskenderivalisering. England havde nogle frygteligt uretfærdige arvelove. I de rige familier arvede den ældste dreng absolut alt, formue og titel, mens hans søskende intet fik. Ikke så sjældent gik i øvrigt den ældste bror hen og døde før tiden. Jeg har altid haft en mistanke om, at en yngre bror har haft en finger med i spillet.

Weldon klukler muntert.

Det forventedes af døtrene, at de gennem ægteskab skulle bringe friske formuer ind i slægten. Også gerne gode gener. Det var man meget optaget af. Familien blev betragtet som et stutteri, hvor det gjaldt om at udvælge stærke og smukke eksemplarer til at føre en linje videre.

I dag taler man atter om gener alle vide vegne?

Oh ja. Pendulet har hele min levetid svunget mellem arv og miljø. I de socialistiske dage lagde man vægt på miljø, nu er vi tilbage ved generne. Det kan give en meget hård vinkel på tingene. Ved frugtbarhedsbehandling er man begyndt at stille krav til donoræggets egenskaber.

Det har grusomme virkninger, når man opfatter intelligens strikt som noget nedarvet. Engang fokuserede man på arv af ejendom og titler nu er man fikseret på arv af begavelse.

Er biologien blevet ledestjernen?

Ja, men samtidig er man også ovre i den anden grøft på nogle områder. Således regner man i uddannelsessystemet alle eleverne for lige begavede, og når de så ikke får de samme resultater, bebrejder man de arme lærere. Det er så synd, at man vil pace alle igennem.

Fay Weldon læner sig tilbage og ryster på hovedet.

Der findes så meget, man ikke taler om, fordi man ikke vil kende svaret. Det gælder også kvinders udearbejde. Børnene opdrages nu af staten og vokser ofte fremmedgjorte op. Deres primære forhold bliver til pædagoger og jævnaldrende. De ser for lidt til forældrene, og det afgørende bånd mellem moder og barn bliver for tyndt. Mødrene elsker deres børn lige højt, men ofte ser man børnene holde op med at elske deres forældre. De bliver bitre og forsvinder ind i deres Facebook og computerspil.

Feminisme og arbejdsmarkedets krav har trukket på samme hammel, når det gælder familiens nye virkelighed, mener Fay Weldon.

Engang var det mange kvinders skæbne at få barn på barn og så dø. Samfundet forventede det og belønnede det. 50 år efter var alt forandret, og fødselsraten gik ned og ned. Det er lige så meget kapitalisme som feminisme, der gør sin virkning her. Nu forventer samfundet noget andet. Og når kvinderne først går i arbejde, falder mandens løn, og så er de for alvor nødt til begge at arbejde for at kunne dække en families udgifter.

Den karriere, mange kvinder gerne vil have, er måske heller ikke så morsom, som man oprindeligt regnede med?

Det bliver kun sjovt, hvis man kommer helt til tops. Og det gør højst 1 af 10. Når mændene som 40-årige kunne se, at de ikke ville nå derop, havde de familien at falde tilbage på. I dag har ambitiøse kvinder ofte ingen familie, når de gør samme erkendelse. Flere og flere kvinder lever jo som singler nu. Det siges, at man mister en generation efter enhver revolution. Således åbenbart også efter den feministiske. Den Russiske Revolution var i sin tid heller ikke drevet frem af arbejderne, men af en elite, ligesom feministernes revolution.

Men du er selv tidligere kvindeoprører, et feministisk ikon?

I 1960erne var situationen en helt anden. P-pillen betød, at mændene opførte sig rædsomt. Der var en frygtelig uværdighed forbundet med at være kvinde dengang, så et oprør var helt på sin plads. I dag opfører mændene sig høfligt og pænt over kvinder. Og kvinderne har fået selvbevidsthed og ofte også magt.

Og mange familier går i opløsning?

I ægteskaber sker det ofte, at kvindens interesse skifter til børnene, mens hun ikke tager megen notits af sin mand længere. Han kan ligefrem blive oplevet som en plage. Det fører ofte til skilsmisse. Kvinderne taber også ofte interessen i sex undervejs. Ægteskabet var oprindeligt til børneavl, og kvinden har noget primitivt i sig, der står i forbindelse med det. Så når avlen er overstået, og når hun tilmed ofte også er i stand til at klare sig selv, forekommer manden hende tit overflødig. Sådan er det, når man vinder noget på en front, ser du ofte skader på andre fronter. Således også med frigørelsen.

Fay Weldon valgte at blive døbt i meget moden alder. Det må vi høre lidt nærmere om.

Det er 10 år siden. Jeg ville det af flere grunde, men især fordi jeg har en mor. Hendes forældre var ikke kristne, men hun blev på et tidspunkt metodist. Hun var tillige en meget principfast kvinde. Så er det ikke så overraskende, at man selv ender som kristen. Kristendommen giver jo desuden grundplanen for et ordentligt liv.

Weldons daværende sognekirke spillede den afgørende rolle blot ved at ligge der.

Jeg har altid været glad for ritual og ceremoni. Og da jeg endnu boede i London, havde jeg det held at leve nær en meget fin kirke i Hampstead, St. John. Jeg begyndte så småt at komme der og blev fanget af det. Jeg tror, det var kirken St. John, der omvendte mig. Jeg anede ikke, hvad en gudstjeneste var, før jeg begyndte at komme der. Det var en ny rytme, som opsluger tvivl og vrede.

Kristendommen viser en ud over ens jeg, oplevede Fay Weldon.

Der findes ingen bedre måde at tilbringe en søndag formiddag på. Det er noget andet end at jogge eller gå i butikscenter. Endelig kan man høre op med at tænke på sig selv. Og blive indfældet i historien, kontinuiteten, kirkens lange kalender, tung af betydning. Der er et svælg mellem dem, der holder Bibelen for historisk sand, og dem, der ikke gør. Jeg tager det hele med.

Men klimaet er ikke favorabelt for kirkegængere.

Som kristen regnes man jo nu for dum. BBC spiller en vigtig rolle, for de påvirker folk uafbrudt med deres hidsige ateisme. De, som kun bruger venstre hjernehalvdel, ved jo ikke bedre. Men det er irriterende, når de begynder aktivt og vredt at fordømme os, der mest bruger højre hjernehalvdel og ikke er så rationelle. De opfører sig, som om de kunne bevise, der ingen Gud er. Intelligente mennesker tvivler mere, også på ateismens påstande.

Du har været udsat for en nærdødsoplevelse for nogle år siden?

Ja, jeg døde på hospitalet. Mit hjerte satte ud, og jeg tabte bevidstheden. Folk omkring mig søgte at holde mig tilbage, sansede jeg. Jeg så en port og skimtede i en slags tåge lange rækker af hoveder. De forsøgte at hive i mig. Det var ikke behageligt, og det virkede, som om kampen mellem godt og ondt stadig stod på derinde. Jeg vågnede op på intensivafdelingen. Så havde jeg haft en vision af det hinsidige, der er så god som nogen. Den gav en fornemmelse af, at man er på rette hylde og bør fortsætte, uden fornemmelse af, at man er unyttig. Jeg var som ung meget bange for døden. Det er jeg ikke længere.

Men hvorfor blev du ikke døbt som lille?

Da var min mor endnu ikke metodist. Jeg kommer af en lang linje af kultiske og sværmeriske mennesker. Min bedstefar var en bestseller-forfatter, der interesserede sig for naturens hemmelige kræfter. Da jeg var 14 år, lagde jeg horoskoper og spåede i hænder. Også min far, der var læge, var meget bevidst om ting, der foregik under overfladen. Men de var alle kunstneriske, ikke kristne, så jeg blev ikke døbt.

Fay Weldon kom som lille pige ganske vist til at gå på katolsk skole hos nonnerne, men den var ikke valgt af religiøse grunde.

De anså mig for hedning, så når de andre bad, blev jeg sendt udenfor ligesom rygerne i dag. Det var forbudt at læse Bibelen, den skulle udlægges af en præst. Lidt som muslimerne har det med Koranen. Men jeg læste den under dynen, fordi det var forbudt. Jeg læste især de gammeltestamentlige salmer. De åbnede hele landskaber for mig.

Moderens kontakt med metodismen opstod gennem et nyt ægteskab.

Min mor var blevet alene, men forelskede sig så i doktor Silver i London, der var metodistisk leder. Han udøvede en magnetiserende virkning i menigheden, men ville også gerne stå og bekende over for den at han nærede for stærke følelser over for en bestemt kvinde og den slags. Min mor syntes, han burde holde sine indre dæmoner indenfor, og ægteskabet brast.

I dag går Fay Weldon i kirke om søndagen med sin mand. Faktisk kigger hun fra sit arbejdsværelse lige ind ad vinduerne på en kirke, men derinde går kontorfolk omkring, for den er solgt til et firma. Så de to triller ud til en landsbykirke, hvis præst holder gode prædikener.

Jeg har ingen store åbenbaringer. Og jeg er ikke af dem, der leder efter mit sande jeg. De er skøre, dem, der er optaget af det.

Måske begynder flere at vende tilbage til kirken snart. Hvis der kommer en katastrofe, vil den være propfuld næste uge. Det er noget basalt i mennesker. Jeg tror, det vil ske. Jo mere du forjager religionen, jo mere vil du eftersøge den. Som mig under dynen som lille pige.

Fay Weldon kommer til København i dag, hvor hun på Vartov fra klokken 13 sidder i panel med Kristian Ditlev Jensen, Mads Holger og Martin Dahl Pedersen til en debat med titlen: Sex, løgn og ytringsfrihed: Hvor går grænserne for, hvilke friheder forfattere kan tage sig? Arrangør er Trykkefrihedsselskabet.