Kristendommen ifølge Margrete Auken er tankevækkende

Præst og politiker Margrete Auken har skrevet en tankevækkende bog til forlaget Eksistensens serie om kristendom og tro. Rigtigt skriver hun, at troen skal næres

Når man læser Margrete Aukens (SF) velskrevne bidrag til forlaget Eksistensens serie om kristendom og tro, får man et indtryk af en tro, der udtrykker sig gennem relationerne. Troen er ikke ét rum og livet et andet rum. Det hænger sammen. Og derfor er troen også grænseoverskridende, som Auken skriver.

Den er som ånden, der beskrives i sanserne, som er kroppens åndelighed: Den bringer os i kontakt med den anden og det andet. Ånden er vel egentlig relation: det, der bringer os i kontakt. Et menneske kaldes åndløs, hvis det ikke kan stå i forhold til andre eller andet. Ånd er at bringes ud over sig selv og at sættes i forhold.

Margrete Auken har brug for troen, som hun skriver. Det er nødvendigt for hende, at troen næres, selvom hun godt ved, at den i sidste ende gives. Troen skal næres gennem bøn, særligt salmer, og arbejde med troen.

I et kapitel beskriver hun Poul Henningsens sang ”I dit korte liv”, som ganske givet er elsket på grund af den smukke melodi af Kai Normann Andersen, men grundlæggende er en nihilistisk sang om den intethed, vi ifølge teksten alle er prisgivet. Sangen undsiger enhver længsel.

Auken sætter den flot op mod Grundtvigs ”Der sad en fisker så tankefuld”, hvor længslen efter det himmelske gør det jordiske liv reelt. Det er, som hun siger, mindst lige så provokerende i dag, som dengang Grundtvig skrev det. Den himmelske længsel holder det jordiske fast, hvorimod manglen på det himmelske hos Henningsen kun ender i vitalisme og i sidste ende tomhed.

Det er en tankevækkende bog, Margrete Auken har skrevet. Hun kommer naturligvis også ind på det politiske arbejde, som også fylder meget. Frygt for klimaforandringer og ødelæggelse af naturen. Det er næsten en religiøs indstilling til det politiske arbejde, når hun må erfare, at det, hun synes er indlysende, ikke er det for andre. Men også at den politiske debat hører til ”på torvet”.

Auken knytter an til Aarhus-professor Regin Prenter (1907-1990), der i skriftet ”Kirken og Retten” (1944) skriver, at kirken skal nøjes med at forkynde Evangeliet. Og den sætning er sand, hvis Evangeliet kaster lys over alle menneskelige grundforhold, men ikke hvis man forstår sætningen som, at den skal holde sig til det religiøse sjælelivs område alene.

Auken tolker det sådan, at forkyndelsen også indeholder en politisk magtkritik, hvilket luthersk set er korrekt. Men hvad betyder det? Betyder det, at Evangeliets forkyndelse skal vejlede os politisk, eller betyder det, at politikken skal vide, at den er ufuldkommen, og at skyld og ufuldkommenhed er en nødvendig del af at føre politik? Således at det politiske håndværk kommer til at være en tugtemester til Kristus? Vi skal vel gå fra gudstjenesten hver til sit og stole på Guds nåde. Vi skal vel ikke gå fra gudstjenesten med et politisk program.

Og det er heller ikke det, Margrete Auken skriver, for hun skriver tydeligt, at det politiske skal afgøres i den folkelige og politiske debat. Men når den ”politiske magtkritik” ikke er defineret, står spørgsmålet tilbage. Også når det lyder, at vi som ”os kristne” har frihed til at møde hinanden med ”åbenhed, som medmennesker”.

Kristendom er, at der altid kan siges nyt. Vi tror på en Gud, der gør alting nyt. Auken har ret i, at Helvede er, at der ikke er noget at lytte efter, og intet nyt kan ske. Kristendom er grundlæggende et vedvarende og levende håb. Derfor rækker den også som ånden ud over vores egne grænser. I et meget smukt afsluttende kapitel kommer vi omkring disse ting og undervejs også tanker om Guds kvindelighed og gudstjenestens ordentlighed. Men altså også væsentligheden af at lade det jordiske liv svøbes ind i det himmelske liv. Det himmelske overskud.

Vi har brug for troen. Det er hele forudsætningen. Det er omdrejningspunktet. Det sætter mig til side og sætter mig ind i en helhed. Livet og troen er her levende beskrevet med personligt engagement. Margrete Auken kalder sig selv en af de mest konservative præster med et liv på den politiske venstrefløj. At det skal bemærkes siger også lidt om den politiske forståelse.