Kristendommen ligger bag det hele i Karen Borg-Hansens debutroman

”Undervejs i vinden. En kvindes liv” bør få mange læsere. Og man får næsten lyst til at spørge sig om en ny Martha Christensen er på vej?

Debutromanen handler om, hvad det vil sige at leve i vinden. Også i modvinden.
Debutromanen handler om, hvad det vil sige at leve i vinden. Også i modvinden. . Foto: Hovedland.

Kirkegang kan være en så indlysende del af livet, at den næsten ikke nævnes. Sådan er det i Karen Borg-Hansens debutroman ”Undervejs i vinden. En kvindes liv”. Hovedparten af handlingen udspilles i en vestjysk by, hvor modsætningen mellem Indre Mission og grundtvigianismen stadig gør sig gældende. Det er dog en modsætning, der kun antydes. Kajsa, hovedpersonen, føler sig tydeligvis mest hjemme blandt de grundtvigske.

Kristendommen er den – for det meste uudtalte – forudsætning bag det hele. Det er sjældent, at personerne forholder sig direkte til den. Men det sker med vægt, da Kajsa i en tale i forbindelse med sin mands, Kristians, begravelse vender sig mod visse personer, der mener, at det tragiske, der er sket i hendes familie, er udtryk for Guds vilje.

Hun siger:

”Deres Gud har jeg aldrig mødt. Den gud, som Kristian og jeg har lænet os op ad, er kærlig og omsorgsfuld.”

Kajsa, der er fra Vejen i Sydjylland, bryder efter en provokeret abort i 1970’erne op fra studiebyen Aarhus og slår sig ned ”i byen mellem fjord og hav”, hvor hun bliver svømmelærer i et idrætscenter. Beslutningen om abort er i modstrid med holdningen dér, hvor hun kommer fra. Og den er da heller ikke uden følelsesmæssige konsekvenser for den i forvejen sårbare kvinde.

Vi følger hendes i perioder meget hårde liv. Hun mister en psykisk syg søn og senere først sin ægtemand – der led af alzheimer – og derefter en kæreste. Vi får kort besked i romanens sidste sætning om hendes død som gammel på et ikke nærmere angivet tidspunkt.

Det giver mening, at forlaget sammenligner ”Undervejs i vinden” med Martha Christensens forfatterskab. Begge er, som det hedder, ”præget af dyb medleven og empati”. Fælles er også den prunkløse stil, der altid viser bort fra sig selv og ind i det forløb, der lægges frem.

Romanen har potentiale til at få mange læsere. Dens historie om ”det almindelige liv” med dets sorger og glæder vil de fleste umiddelbart kunne engagere sig i. Grundlæggende giver Karen Borg-Hansen sin version af historien om enhver. En version, der rummer gribende passager, men også løsere passager, hvor tomgangen truer.

Hverdagsnært og realistisk skildres den modne kærlighed, som Kajsa og ingeniøren Kristian – der tillige er medlem af menighedsrådet – oplever sammen. Den varmt skildrede mand er mere konkret nærværende end Kajsa.

Handlingen har flere lag, et synligt og et mindre synligt, der naturligvis alligevel er til stede bag det hele. Et symptom på fortielsernes magt er Kajsas problematiske møde med sin svigerinde, noget, der viser sig at dække over en tidligere relation mellem svigerinden og Kristian. En anden afsløring – formidlet af Kajsas mor på dødslejet – er sandheden om faderens tidlige død. Det handler om ”dårlige nerver”, en lidelse, der går igen i den efterfølgende generation. Og med de samme dødelige konsekvenser.

Et smerteligt højdepunkt i romanen er den lavmælt indtrængende og meget overbevisende beskrivelse af Kristians demens. Efter hans død danner Kajsa ”officielt” par med familiens læge, en enkemand, som hun havde et forhold til allerede, mens ægtemanden i en periode arbejdede i Grønland.

Det er en roman om at leve i vinden, også når den er mest strid. En roman om, hvad vi alle er – undervejs.