Da Erik A. Frandsen for nogle år siden blev spurgt, om han ville udføre et alterbillede til Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København som afløser for 1800-talsmaleren Carl Blochs, var han ikke i tvivl om, at han gerne ville.
Men han var heller ikke i tvivl om, at han ikke ville male et billede i traditionel forkyndende forstand, men i stedet arbejde med lyssætningen og male ting, der lige så godt kunne have stået hjemme i hans egen dagligstue.
”Opgaven var spændende, fordi kirken som udgangspunkt er et interessant rum for en kunstner at arbejde i. Men jeg forbeholder mig ret til ikke at arbejde med traditionelle religiøse symboler og vil ikke røre ved den klassiske ikonografi,” siger han.
Hans alterbillede i østerbrokirken har kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen beskrevet i sin bog ”Huset med de mange boliger” med ordene ”Billedets elementer forskyder sig hele tiden i spejlinger og reflekser, der kalder på nysgerrighed og medleven.
Antyder den sorte refleks i vandet dele af en stige? Og er den udsprungne valmue, hvis fine kronblade har viklet sig ud og gjort sig fri af dækbladet, der nu ligger som et ligklæde på bordet, kunstnerens tolkning af inskriptionens triumferende ord om overvindelsen af død og helvede?”.
Alterbilledet blev kun en midlertidig foranstaltning, da et flertal af menighedsrådet ønskede Carls Blochs billede tilbage, efter det havde været udlånt til en kunstudstilling i USA.
Det beslutning kalder Erik A. Frandsen ærgerlig, for kristendommen trænger til at blive billedliggjort på nye måder, mener han.
”Jeg synes, de billeder, man har i kirkerne, er stagneret i deres udtryk. Altså den lidende Jesus på korset bliver mere og mere tyndet ud, jo flere billeder, vi ser af det. Der er et behov for at genfortælle kristendommen på en anden måde, så proportionerne kan blive sat ordentligt op mod hinanden,” siger han.
Derfor vil Erik A. Frandsen gerne lave mere kirkekunst, og han er derfor helt på linje med flere af sine jævnaldrende kolleger, hvoraf en række i de senere år lavet kunstneriske udsmykninger til danske kirker.
Hvorfor tror du, så mange af jer er begyndt at interessere sig for kirkekunst?
”Jeg tror, det har noget med alder at gøre. Når man bliver ældre, prøver man at forstå ting i lidt større rammer. Men jeg kender nu ikke nogen, der går rundt med en dyb længsel efter at lave kirkekunst. Det er mere noget med, at vi ikke på forhånd er afvisende, hvis vi bliver spurgt. For mig handler det også om, at det at være kulturkristen som noget adfærdsregulerende ligger så meget i mit dna, at kirkerne er et naturligt sted at søge hen. Kirken er jo snart også det eneste rum, hvor man kan sidde i fred og ro og kigge på tingene.”
Sammen med forfatteren Thomas Boberg gik Erik A. Frandsen i 2014 1000 kilometer ad pilgrimsruten fra Gran San Bernardo i Schweiz til Rom.
Undervejs tegnede og skrev de, og det kommer der en bog ud af til juni. For historien, også den religiøse, har altid optaget Erik A. Frandsen.
”Det er jo interessant, at man allerede i år 370 besluttede sig for, hvordan en engel ser ud, og hvordan man skal afbilde Maria, Jesus og en romer med spyd. Der er behov for at tænke nyt og mere abstrakt, og i den retning er der nok et skred i de her år, hvor kirkerne kigger i nye retninger. Det har ikke så meget med religiøsitet at gøre, men er mere noget med at finde sin egen plads i verden,” siger Erik A. Frandsen.
Når kirkerne lægger mærke til hans generation af ”vilde kunstnere” nu, hænger det også sammen med, at de har været på scenen længe, og at der er en bred interesse for deres kunst i befolkningen.
”Og så er der også lige det faktum, at de gamle dør, og alene af den grund skal der ske noget nyt. Men det er nu ikke sådan, at jeg bliver bestormet med tilbud fra kirkerne,” siger han.
To gange har han været i dialog med menighedsråd om udsmykningsopgaver, hvor parterne er gået fra hinanden i uenighed. Så indtil videre er hans eneste blivende kirkelige udsmykningsværk Benediktekirken, Den Danske Sømandskirke i Hamb0rg.