Norsk forfatter udgiver fjerde og sidste bind i ”storslået” slægts- og udvandrerepos

Nu foreligger fjerde bind af nordmanden Edvard Hoems storslåede slægts- og udvandrerepos i dansk oversættelse

'Liv andre har levet' er Edvard Hoems fjerde og sidste bind i forfatterens slægts- og udvandrerepos. Bogen tager sit udspring i Molde i Norge.
'Liv andre har levet' er Edvard Hoems fjerde og sidste bind i forfatterens slægts- og udvandrerepos. Bogen tager sit udspring i Molde i Norge. . Foto: Unsplash/Hovedland.

Eilert Knudtson har en livslang strid med Gud og sit eget sind. Han er hovedpersonen i nordmanden Edvard Hoems storslåede slægts- og udvandrerepos, der blev indledt med ”Høstkarl i himlen”. Afklaret bliver Eilert Knudtson vist aldrig.

I slutningen af seriens nu på dansk foreliggende fjerde bind, ”Liv andre har levet”, bekender han som gammel – få år før sin død i 1959 – at ”det tit ikke stod så vældig godt til med kristenlivet hos ham selv. Det gik ganske meget op og ned. Djævelen skød sine pile af sted efter ham nogle gange, så han blev helt forskrækket, men det fik ham til trods alt at søge beskyttelse hos Frelseren.”

For de mange personer, som vi følger dels i Canada, dels i Norge, er en kristen grundholdning ”lige så selvfølgelig som sne på norske fjelde”. Hoem har sagt, at hans epos – med en formulering fra forlagets pressemeddelelse – er ”i strid med en modernistisk samfunds- og menneskeforståelse, hvor det enkelte menneske og dets brud med normer, regler, identitet og køn er fremherskende”. Ikke desto mindre er værket, der omfatter yderligere to bind, i Norge blevet solgt i over 400.000 eksemplarer. Og sidste år modtog forfatteren sit hjemlands højeste litterære anerkendelse, Brageprisen.

Romanserien handler om forfatterens egen familie. Alle årstal, datoer og andre faktiske oplysninger er autentiske, hvorimod andet er sandsynligheder.

”Liv andre har levet” begynder med, at Eilert genser Molde i Norge, hvorfra han brød op som ganske ung. Han er nu en enkemand på 50 år. Året er 1927.

Naturligvis er det glædeligt at være sammen med familien igen efter de mange års adskillelse. Men samtidig er det skuffende, fordi det ikke, som han havde håbet, giver ham nye kræfter eller nyt gåpåmod. Ligeledes havde han håbet, at han kunne lægge sorgen over hustruens død fra sig i sit gamle land. Men heller ikke det opfyldes. Når han tænker sortest, synes han, at rejsen har været forgæves. Eilert, denne ekstraordinært høje mand, har en tung gang på jorden.

På sejladsen tilbage til Canada ledsages han af nevøen Lars, der både vil væk fra Norge og fra sig selv. Men han indhentes af psykisk sygdom. Hans skæbne trækker et tragisk spor gennem romanen.

En ny kvinde kommer ind i Eilerts liv. En lille kvinde til en stor mand. Men livskraft har hun. Mødet mellem dem skildres aldeles uromantisk. Nøgternt konstaterer han, at hun ikke er særlig smuk. Men på den anden side heller ikke grim, ”sådan set”.

Livskraft er der brug for. Depressionstiden i 1930’erne, nøden, skildres tydeligt i al sin barskhed. Desuden kommer Eilert i hård kamp med myndighederne. Han er ude af stand til at betale afdragene på den jord, han har købt, og tvinges til at leje sin ejendom. Dertil kommer tørke, haglstorme, hærgen af græshopper samt faldende priser.

Men Eilert overgiver sig ikke: ”Jeg giver aldrig op, lige meget hvor hårdt det bliver (...). Det kan være, Gud prøver mig, men han skal få at se, at jeg fortjener, at han også til sidst vil velsigne mig.”

”Liv andre har levet” er skrevet i samme enkle, næsten tørre stil – blottet for stilistisk pynt – som de tidligere bind.

Men det udelukker ikke tilstedeværelsen af mange følelser. Som i en lakonisk, men gribende scene, hvor Eilert efter at være blevet enkemand for anden gang gerne vil have en ordning for sit livs sidste år og spørger sønnen Hans, om han kan bo hos ham og hans kone. ”Hans tøvede lidt, men svaret kom alligevel temmelig hurtigt. ’Nej, det kan du ikke,’ sagde han til sin far. ’Det var det, jeg regnede med,’ sagde Eilert. Sagen blev ikke nævnt oftere.”

Indimellem er den bredt anlagte roman for summarisk og taber da i intensitet. Mest nærværende er den, når vi er sammen med Eilert. Vi får meget at vide om ham, men en fortrolig bliver han aldrig. Det er ingen kritik, det styrker tværtimod overbevisningen om dybden i portættet af ham: Han er et levende menneske med nogle af de hemmeligheder, som mennesker har.