Prøv avisen
Bøger

Farverige skriverier om kristendommens sorte bog

3 stjerner

Flemming Chr. Nielsen skriver farverigt og bombastisk om kirkens forhold til hedenskaben i danmarkshistorien

Denne bogs ejendommelige titel stammer fra en runeindskrift om fordrivelsen af en dæmon. I dæmonuddrivelsen indgik ordene ”sort hedder en sten”, uden at man helt nøjagtigt ved, hvad meningen med dem var.

Meningen med Nielsens værk er derimod ikke til at tage fejl af. Forfatteren anfægter regeringens grundlag, ifølge hvilket ”Danmark er et kristent land”. Nielsen er ikke modstander af evangeliets indhold, men han opponerer mod, at kristendommen måles i udvendig kvantitet frem for i indvendig kvalitet.

Derfor piller han floret af det floromvundne, og han begynder med Harald Blåtands omvendelse, som han ikke giver meget for, og med en række anekdoter illustrerer Nielsen, at evangeliet ikke bundfældede sig hos danskerne. Da Frederik den Sjette i 1826 aflagde besøg i et sogn ved Viborg, fik sognepræsten således umisforståelig besked:

”De må se at udrydde alt det hedenskab af Deres menighed.”

Forfatterens tese lyder: Kristendommen blev indført som et magtbud fra overklassen og ikke som et med længsel ventet tidsskifte. For selvom kristendommen gennem århundrederne får stadig mere fodfæste, bliver mange danskere ved med at slæbe fortiden ind i nutiden: ”Danmark er spaltet mellem det formelt kristne flertal og de fordrevne minoriteters parallelsamfund.”

Dette synspunkt argumenterer Nielsen for, det bringer han talrige eksempler på, og han serverer dem alle i skarp sovs. Mange læsere vil nok blive forbløffede og forskrækkede over, at kirkens mænd kunne optræde så brutalt og blodstyrtende fornærmede. Under pietismen bliver det under trussel om bødestraf påbudt at gå til gudstjeneste, og ”hvis du ikke kan betale, stilles du i gabestok på kirkegården, første gang en, anden gang to og tredje gang tre timer”.

Nielsen præsenterer læseren for en række farverige og dramatiske beretninger om, hvordan hedenskaben hang ved danskerne, og hvordan myndighederne reagerede på den, som da en kvinde i 1300-tallet blev idømt syv års pilgrimsrejse, fordi hun med magi skulle have gjort sin elsker impotent.

Nielsens formidling er i top. Derimod kan det knibe lidt mere med nuancerne i fremstillingen. Bogens agitatoriske side ligner til forveksling polemisk egensindighed. Nielsen leder konstant efter udtalelser, som bekræfter, hvad han gerne vil konstatere. Et eksempel er præsten J.F. Fenger, der i 1853 efter 20 års præstegerning på Vestsjælland udtaler, at menigheden i realiteten er mere hedninge end kristne.

Men er et sådant udsagn noget bevis på Nielsens tese? Hvornår er man 100 procent kristen? Præsten Jakob Knudsen sagde om sig selv, at han var 90 procent hedning og 10 procent kristen, og dog har han skrevet nogle af de mest elskede salmer.

Nielsens begreb om hedenskab virker for bombastisk.