Prøv avisen

Kristendomsforagteren, der fandt nåde hos Gud

5 stjerner
Flannery O’Connor antyder i sit forord til bogen, at den kristne tilværelsesforståelse vejer tungt i ”Klogt Blod”. – Foto: Foto: Joe Mctyre

Sydstatsforfatteren Flannery O’Connors debutroman fra 1952 er sindsoprivende interessant læsning

”Klogt blod” skrev den amerikanske forfatter Flannery O’Connor (1925-1964), da hun var blot 25 år, men der er såvist intet umodent eller ufærdigt over denne roman, hvis hovedperson hedder Hazel Motes.

I Lukasevangeliet taler Jesus om det hykleri, der består i at få øje på splinten i næstens øje og overse bjælken i sit eget. I ældre engelske bibeloversættelser er splint oversat med ”Mote”, og Hazel Motes kan netop få øje på splinten i sin næstes øje, hvorimod det kniber med at registrere bjælken i sit eget øje.

Hazel er krigsveteran og drager omkring i den lille sydstatsby Taulkinham med sit fanatiske foretagende kaldet ”Kirken Uden Kristus”. Det er en reaktion på, at han er blevet religiøst traumatiseret under sin opvækst. Om den 12-årige Hazel hedder det: ”Der var allerede en dyb sort ordløs overbevisning i ham om, at måden at undgå Jesus på var at undgå synd”.

Den voksne Hazel ræsonnerer, at hvis man kan undgå Kristus ved at undgå synden, så kan man vel helt undgå synden ved at afskaffe sjælen, eftersom en person uden sjæl jo ikke kan have nogen moral. Den førhen moralsk bevidste Hazel udvikler sig derfor til at blive en bevidst amoralsk forkynder: ”Ja, jeg prædiker altså Kirken Uden Kristus. Jeg er medlem og prædikant i den kirke, hvor de blinde ikke ser, og de halte ikke går, og det, der er dødt, bliver ved at være dødt”.

Denne ”kirkes” forkyndelse fremhæver livets ribbede vilkår og vil drive ethvert tilløb til at krybe i åndeligt flyverskjul ud af tilhørerne. Hos O’Connor er det imidlertid en pointe, at der går en lige vej fra ateisme til nihilisme, hvor alle værdier er i opløsning. Følgerigtigt forpagter Hazel snart alt det forbudte, farlige og frivole i tilværelsen, for når kristendommen fordrives, forsvinder moralen samtidig.

Ingen lytter dog til Hazels budskab, eller også fordrejer de hans ærinde, som bipersonen Enoch, der stjæler en mumificeret dværg fra et museum. Dværgen skal være den nye Kristus i ”Kirken Uden Kristus”, men nihilisme er jo netop et opgør med enhver åndelig eller religiøs instans.

Bogens titel henviser til Enoch, i hvis blod der lyder varsler om det kommende: ”Han vidste det i sit blod. Han havde klogt blod ligesom sin far”. Hazel har til gengæld Kristus i sine blodårer, hvad en af bogens let- levende damer bemærker: ”Jeg kunne se, du aldrig ville have noget sjov eller lade andre, fordi du ikke ville have andet end Jesus”.

Da Hazel nedlægger sit ”præsteembede” og mister sin bil, som både var prædikestol og billedet på hans flugt fra Kristus, blinder Hazel sig i et anfald af skyldfølelse. Dermed vender Kristus tilbage til hans liv.

Den eneste sande kristne i romanen er Hazel, og den selvmutilerende handling – blindingen – er et vidnesbyrd om, at han ikke kan komme fri af Kristus. Som bekendt kunne også apostlen Paulus først se Jesus som frelser, da han blev blind.

Flannery O’Connor benytter sig af den traditionelle dannelsesroman, og her drejes en knap på utraditionel vis. Dannelsesromanen er komponeret over skabelonen: hjemme-ude-hjem. Hazels liv afspejler dette mønster således: kristendom-nihilisme-frelse.

På den sidste side i bogen betragter Hazels udlejer ham, ”og hun så ham bevæge sig længere og længere bort, længere og længere ind i mørket, indtil han var nålespidsen af lys”. Med disse raffinerede ord fortæller O’Connor, at Guds nåde til slut lyser over Hazel. Han havde ganske vist søgt frelsen uden for kristendommen, men fordi Hazel havde gjort det med en sådan ildhu, kommer Gud ham i møde. Martin Luther sagde: ”Ingen er i dette liv Gud nærmere end den, der hader og skumler over Gud, og der findes ingen børn, der er ham velbehageligere og kærere”. Det er denne paradoksale tanke, Flannery O’Connor giver kød og blod i romanen.

Som forfatteren antyder i sit forord, vejer den kristne tilværelsesforståelse tungt i ”Klogt Blod”. Men den fylder ikke alverden i romanen, der udkom i 1952. Værket vidner til gengæld om, at forfatteren både kunne lide boksekampen med eksistentielle temaer og gestaltningen af barokke og groteske optrin.

”Klogt blod” bliver fortalt af en alvidende fortæller i en fragmenteret, fluktuerende form fyldt med dybe styrt, men også med en særlig religiøs logik, som gør romanen til sindsoprivende interessant læsning.