Kristina Nya Glaffeys kortroman på 125 sider, inklusive illustrationer og med god luft mellem linjerne på de små bogsider fortæller en lille, spinkel historie, men på en fængende måde. Det lesbiske ægtepar, som nogle læsere vil kende fra forfatterens foregående bog, ”Mor og Busser”, skal nu skilles. De tilhører den kreative klasse, ”mor” er skuespiller, og ”Busser” er forfatter, bor på indre Nørrebro og ser skævt til folk på Frederiksberg med en fast indkomst.
Narrativet i bogen er som sagt tyndt som et stykke papir på højkant. Der er hverken nogen optakt til bruddet eller nogen egentlig behandling af dets konsekvenser. Det sker bare, pludseligt og uden anledning, at ”Busser” en dag flytter ud af andelslejligheden ind i et kollektiv i nærheden, hvor en anden kvinde, som ”Busser” er blevet forelsket i, bor.
”Mor” bliver ligeledes hurtigt forelsket i en anden kvinde. De voksne kender tilsyneladende alle sammen hinanden fra tidligere kæresterelationer, og således bliver alle (donor)børnene en del af samme ekspanderende, lesbiske storfamilie.
Er Kristina Nya Glaffey ikke nogen episk beretter, så viser hun sig også denne gang som en ferm fortæller.
Det er den ironiske og legende ”stemme” i kortromanen, som holder en fast i et sikkert greb. Uden suget fra denne stemme var der intet.
Synsvinklen er lagt hos en datter i den tidlige skolealder, for hvem de voksnes verden tydeligvis er noget rod, men så er det altså heller ikke værre. En enkelt, udstrakt sætning fra romanens slutning samler hele bogens udsagn og skal derfor citeres i sin fulde, legesyge længde:
”Busser siger, at hun godt ved, at det er lidt forvirrende det hele, men i bund og grund går det bare ud på, at mor og hende praktiserer noget, der hedder serielt monogami, som er et svært ord, der betyder, at Emma og mig kommer til at kende en hel masse søde damer, som alle sammen kommer til at købe så meget bland selv-slik og så mange glimmertusser til os, at vores klassekammerater bliver helt grønne i hovederne af misundelse, og så siger mor, at Emma og mig skal prøve at øve os i at skrue ned for lyden inde i vores hoveder, når Busser siger noget, og bare se på hendes mund, der bevæger sig, og så kan vi måske se, om vi kan nå at sige alfabetet eller en af de små tabeller imens, og så når hun er færdig, siger mor, så smiler vi bare og nikker og spiller videre på vores iPad, og så siger Busser, at hun gerne lige vil runde af med at sige noget vigtigt, og det er, at de fleste mennesker godt kan lide at lege, at de skal leve lykkeligt med hinanden til deres dages ende ligesom i eventyrene, de glemmer bare, at der ikke er nogen andelslejligheder og skatteregnskaber og opvaskemaskiner inde i Tornerose og Askepot og alle de andre historier, deres forældre læste for dem, da de var små, og i det virkelige liv, siger Busser, der kan man godt blive nødt til at skifte prinsessen ud en gang imellem, men derfor kan det altså sagtens ende med at blive en rigtig fin historie alligevel.”
Næste gang kunne Kristina Nya Glaffey godt være lidt mere ambitiøs med sin prosa.