Det begynder næsten eventyrligt i Kristina Stoltz’ nye roman, ”For evigt”. Pigen Baby vokser op i en svensk familie, hvor faderen er fabriksejer, og moderen driver et pigehjem i familiens store hus. Øverst oppe i huset har den måske let depressive mor et værelse med svaler på tapetet og udsigt ud over søen. Et hemmeligt sted, som hun og Baby deler. Og så er der den lille jagthytte i skoven, hvor moderen lader den mystiske Skovens Mama flytte ind, da hun en dag kommer gående ud mellem træerne med alle sine ejendele byltet sammen i skørtet.
Da moderen forlader familien for en anden mand, søger Baby hver dag ud i hytten til kvinden, hvor hun sover på sengen og drømmer mærkelige drømme eller løber sammen med kvinden ind i foråret, mens det folder sig ud. Det er ikke helt til at afgøre, hvad der er fantasi og virkelighed i denne del af bogen, for i barnets verden kan de to sameksistere, og paradoksalt nok bliver Babys eventyrdisede opvækst derfor noget af det mest troværdigt skildrede og interessante i bogen.
I bogens nutid ankommer Baby som omtrent 70-årig til barnebarnet Cajsas kollektiv i coronapandemiens København. Hun har været sporløst forsvundet i to år, hvor hun har boet i en autocamper på Møn og haft en affære med værten Knud, som er lykkeligt gift på 53. år. Cajsa og resten af kollektivet tager imod Baby med åbne arme, og den tømrerudlærte Ask får hurtigt rejst en gipsvæg i den gamle lejlighed, så Baby kan få sit eget værelse.
Cajsas mor, Babys datter Anna, er dog mere skeptisk. Hun er vred over Babys forsvinden, et mønster, som gentager sig fra barndommen, hvor Baby rejste alene til Paris for at give den som mimekunstner, mens Anna blev passet af sin stedfar. Desuden befinder Anna sig i endnu et forhold med en destruktiv mand, hvilket omvendt gør Cajsa vred på sin mor.
Konflikter er der altså nok af på kryds og tværs, og det stopper slet ikke her. Cajsa er også dybt forelsket i Ask, hvis hjerte stadig hviler hos Jessica i USA, og gymnasieveninden Olivia, der ligesom Cajsa er med i den klimaaktivistiske gruppe Extinction Rebellion, er ligeledes ulykkeligt forelsket og lidt til med et par skrappe forældre.
Titlen ”For evigt” klinger af kærlighedsroman, og bogen er da også i vid udstrækning en fortælling om umulig kærlighed eller om alle de ting, der kan stå i vejen for at elske uhindret og lykkeligt. Det er også en relevant fortælling om at finde sin vej i en verden, som er af lave med både pandemi og klimakrise.
Det ændrer dog ikke på, at romanen bliver for ufokuseret og overlæsset. Der er alt for mange spor og konflikter i spil, og selvom Stoltz holder tungen lige i munden, så man bevarer overblikket, forbliver de enkelte tråde overfladiske og klichéfyldte, fordi ingen af dem udfoldes seriøst i dybden, men bliver stående som generiske konflikter.
Alle personerne har dybt traumatiserende hændelser helt tæt inde på livet, og det bliver næsten en konkurrence om at have de største ar på sjælen. Man kan ikke undgå at føle, at Stoltz har brugt alt for meget krudt på at gøre personernes fortid spændende frem for at interessere sig for at udfolde dem interessant i bogens nutid.
Omvendt fortaber forfatteren sig jævnligt i endeløse detaljer. På et tidspunkt får vi eksempelvis et fem sider langt selvstændigt kapitel med beskrivelse af Babys morgentoilette, som ender med, at hun går i seng igen i stedet for at gå den tur, hun havde tænkt sig. Det lyriske præg, der kendetegner bogens begyndelse, forsøges vedligeholdt gennem bogen med lange småfilosofiske betragtninger om det ene og det andet, men emnerne, såsom morgenurin, forekommer for banale og tilfældige til, at man for alvor interesserer sig for dem.
De unødvendigt mange konfliktspor resulterer desuden uundgåeligt i en del tidslige uoverensstemmelser undervejs og løse ender til sidst, hvor den 430 sider lange roman rundes af en i en fart, og alle konflikter i et snuptag er opløst, uden at det helt er gået op for læseren, hvordan det pludselig er sket. Alt i alt fremstår ”For evigt” temmelig uredigeret.
Kristina Stoltz: For evigt. 430 sider. 299,95 kroner. Gutkind.