Kristne i Mellemøsten viser menneskets vilkår

I fire år har fotograf Linda Dorigo og journalist Andrea Milluzzi rejst rundt i Mellemøsten for at være en del af hverdagen hos regionens kristne. Det er blevet til en fotoserie om spændingen mellem det skrøbelige og rodfæstede, der nu bliver udstillet i Jerusalem

En dreng står i en armensk kirkeruin i Ani i Tyrkiet ved grænsen til Armenien. Engang var det hovedstaden i det armenske kongedømme. I dag er Ani en ruinby.
En dreng står i en armensk kirkeruin i Ani i Tyrkiet ved grænsen til Armenien. Engang var det hovedstaden i det armenske kongedømme. I dag er Ani en ruinby. Foto: Linda Dorigo.

Den lille dreng dukkede op af ingenting i den ellers tomme og øde ruin af en armensk kirke i Tyrkiet. Han kiggede sig lidt omkring og forsvandt igen lige så pludseligt, som han var kommet.

”Det var nærmest som et spøgelse eller en dreng sendt fra himlen,” siger den italienske fotograf Linda Dorigo.

Hun nåede at tage et enkelt billede af drengen mellem kirkens store stensøjler, inden han forsvandt. Og siden har fotoet af den mystiske dreng i den forladte kirke stået som et kondenseret symbol over et større fotoprojekt om Mellemøstens kristne, hun og hendes kæreste, journalisten Andrea Milluzzi, har arbejdet på i fire år.

”For mig var det et øjeblik, der kom til at vise noget centralt om kristnes situation i Mellemøsten. Drengen så lille, skrøbelig og søgende ud, men samtidig virkede han tryg omgivet af den monumentale oldtidsbygning. Det er samme grundvilkår, der hviler over Mellemøstens kristne minoritet. Det er et skrøbeligt folk med en usikker fremtid, men samtidig historisk rodfæstet i den region, de bor i. De har en tryghed i deres lange religiøse historie i regionen,” siger hun.

Fotoet er det bærende billede i en større serie om Mellemøstens kristne, der i øjeblikket bliver udstillet i Jerusalems gamle by, og som sidste år udkom som fotobogen ”Rifugio. Christians of the Middle East”.

Idéen til fotoprojektet dukkede op den 1. januar 2011, hvor en selvmordsbombe eksploderede i den egyptiske havneby Alexandria foran en koptisk kirke. Bomben dræbte 23 kristne, der netop var kommet ud fra en nytårsgudstjeneste.

Nyheden om de dræbte kristne fik Linda Dorigo og Andrea Milluzzi til at undre sig. Hvorfor hørte man så lidt i Vesten om de mange angreb mod kristne i Mellemøsten? Hvorfor blev kristne forfulgt? Og hvad tænkte de selv om deres liv?

Fra et ortodokst bryllup i Deir Abu Hennis i Egypten. Byen har også en mindre katolsk kirke, og de to kirkesamfund har som her tradition for at deltage ved hinandens ceremonier.
Fra et ortodokst bryllup i Deir Abu Hennis i Egypten. Byen har også en mindre katolsk kirke, og de to kirkesamfund har som her tradition for at deltage ved hinandens ceremonier. Foto: Linda Dorigo

Nysgerrigheden fik journalistparret til at bruge de næste fire år på at rejse rundt i de lande, som kristendommen udspringer fra, og tage billeder af og skrive fortællinger om de kristnes liv. Parret havde ikke selv en stærk tilknytning til hverken kirke eller kristendommen. Derimod var det en oprigtig undren, der drev dem ud i det storstilede projekt. Målet var at komme så tæt på hverdagen som muligt.

En præst i en etiopisk kirke i Jerusalems gamle by viser en gammel bibel frem. Det kristne samfund i den gamle by består af både ortodokse, katolikker, protestanter, egyptiske koptere og etiopere.
En præst i en etiopisk kirke i Jerusalems gamle by viser en gammel bibel frem. Det kristne samfund i den gamle by består af både ortodokse, katolikker, protestanter, egyptiske koptere og etiopere. Foto: Linda Dorigo

”Vores vigtigste dogme var, at vi ikke måtte bo på hoteller. Vi skulle altid bo hos de kristne,” siger Andrea Milluzzi.

Det var ofte lidt af en udfordring, for mange af de kristne samfund var med tiden blevet lukkede fællesskaber, hvor man ikke bare blev budt velkommen. Parrets fremgangsmåde var derfor ofte at falde i snak med muslimer i byerne og lade dem introducere sig for deres kristne venner. På den måde lykkedes det dem at komme til at bo i flere måneder i træk hos kristne i blandt andet Syrien, Egypten og Iran og blive en del af deres hverdag.

På Palæstina-gaden i Iraks hovedstad Bagdad har Santa Maria-kirken været bevogtet af bevæbnede vagter siden et attentatforsøg i 2010.
På Palæstina-gaden i Iraks hovedstad Bagdad har Santa Maria-kirken været bevogtet af bevæbnede vagter siden et attentatforsøg i 2010. Foto: Linda Dorigo

Fotoudstillingen fremstår somet potpourri af blandede billeder fra scener fra alle de ni lande, de boede i. Parret har ikke nogen samlet konklusion for de kristnes vilkår i Mellemøsten, da situationen er så forskellig fra land til land, at det næsten ikke er til at sammenligne. Alligevel var der et par gennemgående fællestræk, de to journalister har bemærket:

”Det var slående, at alle de kristne på tværs af regionen følte sig meget knyttet til det land, de boede i. De følte sig ikke blot som kristne, men som libanesere, jordanere eller syrere, og følte sig meget forpligtet over for landet og over for den lange kristne historie, de havde i netop det land,” siger Linda Dorigo.

To palæstinensiske kristne står på Oliebjerget i Jerusalem. Bjerget ligger i Østjerusalem, der er et stridspunkt mellem palæstinensere og israelere.
To palæstinensiske kristne står på Oliebjerget i Jerusalem. Bjerget ligger i Østjerusalem, der er et stridspunkt mellem palæstinensere og israelere. Foto: Linda Dorigo

Hun tilføjer, at det derfor kan virke misvisende at kalde de kristne for minoriteter i Mellemøsten, da de ofte ser sig selv som en dybt integreret del af samfundene.

Derudover var det gennemgående, at de kristne oplevede islam som noget farligt. De anså islam som en trussel, der kunne medføre vold og forfølgelse .

”Ofte fik vi at vide, at vi skulle passe på i Europa med den store muslimske indvandring,” siger Andrea Milluzzi.

Kristne kvinder til en fest i en landsby i Nordiran. Bag den høje mur er kvinderne frie for de muslimske regler, der gælder i det offentlige rum, og kan smide tørklædet, danse og drikke alkohol.
Kristne kvinder til en fest i en landsby i Nordiran. Bag den høje mur er kvinderne frie for de muslimske regler, der gælder i det offentlige rum, og kan smide tørklædet, danse og drikke alkohol. Foto: Linda Dorigo

Alle billederne i serien er taget med analogt kamera med sort-hvid film. De ofte slørede og til tider gådefulde billeder efterlader en med en tid- og stedløs fornemmelse, hvor en ung, iransk kvinde til en fest i en lille landsby lige så vel kunne have været en amerikansk overklassekvinde til et selskab i Sydstaterne i 1950’erne. Og det er helt bevidst, forklarer Linda Dorigo.

For mange af de problemstillinger og tanker, de har mødt hos Mellemøstens kristne, bunder i det universelle, der er på spil hos alle mennesker over hele verden.

”Vi har boet hos kristne i Mellemøsten, men billederne er kommet til at handle om temaer, der har et universelt præg over sig. Det er billeder om håb og drømme, om frygt og en usikker fremtid og om nødvendigheden af at leve livet på trods af de hindringer, der bliver sat op for en,” siger Andrea Milluzzi.

Kristne børn ved en forlystelsespark i Iran.
Kristne børn ved en forlystelsespark i Iran. Foto: Linda Dorigo