Alting er altid som aldrig før – og sådan har det været siden tidernes morgen. Men det var først i barokken, at kunstnerne opgav at skildre verden som en størrelse, der kunne fastholdes.
”I midten af det 16. århundrede splintredes renæssancens harmoniske verdensbillede, og det blev afløst af en ny fortolkning af kosmos, hvor kloden svæver frit i et uendeligt rum. Mødet med det uendelige rum fungerede også som chok for folk, som nu fik en oplevelse af, at mennesket befinder sig i en verden uden grænser.
For samfundet fremtrådte også pludselig som en foranderlig og uforudsigelig verden, hvor kaoskræfter hele tiden dukker op i horisonten,” forklarer Else Marie Bukdahl, der er tidligere rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun er aktuel med den engelsksprogede bog ”The Recurrent Actuality of the Baroque”, der viser, hvordan barokken foregreb vor tids kunstsyn.
”Barokken var en ny måde at forstå verden på. Men den førte også til en intens fremhævelse af, at det kun er Kristus, der kan skabe mening i en sådan ustabil verden. Vi kan overhovedet ikke selv, men Kristus er konstanten i en kaotisk verden,” siger Else Marie Bukdahl og tilføjer:
”Sådan skabte mødet med verdens foranderlighed, uendelighed og ofte ufremkommelige labyrinter en forståelse for, at alene Gud kan sætte en ny mening i en sådan flygtig verden.”
Men det er vel ikke al kunst, der ser Kristus som konstanten i dag?
”Nej, men barokken foregriber, at kunsten kan formidle en oplevelse af kristendommen med et nærvær og en intensitet, som ikke engang digtningen kan formidle. Billedet blev i barokken bygget op som et stort uendeligt rum, som næsten inviterer beskueren ind i billedfeltet. Det var en ny strategi i barokken, hvor beskueren er medvider og medskaber til den billedkunstneriske helhed. Og det er et greb og en måde at bygge billeder op, som svarer til den måde, man i dag komponerer billeder på. Tænk bare på kunstnere som Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen og Hein Heinsen.”
Det var også Hein Heinsen, der som professor på Kunstakademiet allerede i 1990’erne opfordrede Else Marie Bukdahl til at se nærmere på barokken som inspirationskilde for de studerende på Kunstakademiet, hvor hun var rektor. Det kom der blandt andet flere frugtbare internationale forskningssamarbejdsprojekter ud af, ligesom akademiet dengang lavede et stort seminar om emnet. For et kunstakademi må aldrig miste forbindelsen til fortiden, mener hun:
”Selve kunsten er kunstakademiets hjerteslag, men som Leonardo da Vinci, der var den første til at oprette et kunstakademi, sagde, så kommer nutidens kunst til at lide af iltmangel, hvis den ikke har tætte relationer til traditionen. Og barokken er med rette blevet set som et fjernt spejl af vores tid,” siger Else Marie Bukdahl, som allerede har fået international anerkendelse for sin bog om barokken, som hun har været halvandet år om at skrive ”i ét hug”, efter emnet altså har simret i hendes hoved i flere årtier.
Barokken kan også både inspirere nutidens teologer og kunstnere. For som ny kunstperiode blev den brugt som en central del af modreformationen, og flere især jesuitiske teologer var med til at formulere et nyt kunstsyn, der også peger frem mod den kunstforståelse, vi har i dag, forklarer hun.
Den jesuitiske tænker Ignatius de Loyola fik for eksempel stor betydning for en ny fortolkning af modreformationen og også for billedkunstnerne. Han tænkte også på en helt ny måde – og slettede blandt andet det skel mellem sjæl og legeme, som filosoffen Descartes ellers havde fremhævet på en markant måde. For Loyola mere end antydede, at kroppen og bevidstheden er ét.
”I sine åndelige øvelser viste Ignatius de Loyola, at det var vigtigt at se og opleve med fantasien det sted, man læste og mediterede over – for eksempel korsfæstelsen. Man skulle opleve det med alle sanser. Og det er jo egentlig ret nutidigt, når Loyolas sagde, at både synet, hørelsen, lugten, smagen og følesansen skulle være med, så Bibelens beretninger blev levende, konkrete, sanselige og nærværende. For det var på den måde, troslivet kunne blive en levende virkelighed her og nu. Og det peger også mod vor tid.”
Sådan skubbede Loyola den filosofiske teologi ud i kulissen og påpegede i stedet, at det var vigtigt at inddrage alle sanser, intellekt og følelse til inderliggørelse af troen og dens virkning i verden. Derfor blev både digtning og billedkunst vigtige måder at forstå og erkende troen på. For troen skulle sanses – i modsætning til Luthers lære om, at ordet skulle stå alene. Og endnu mere moderne var jesuitten Roberto Bellarminos kunsttanker. For han skabte en billedteori, der næsten foregriber vor tids kunstforståelse, mener Else Marie Bukdahl.
”Bellarmino hævder, at billedkunsten er et selvstændigt erfaringsrum med tolkninger af centrale aspekter i kristendommen. Det er ikke en efterligning af virkeligheden, men en genskabelse.”
Nutidig virker også barokkens måde at skildre den opstandne Kristus indirekte – for eksempel via lysindfaldet som på Caravaggios skildring af Paulus’ omvendelse, hvor en hest fylder det meste af billedet, mens man ”kun” ser lyset fra frelseren.
På den måde kan man sige, at barokkens kunstnere begyndte at genindføre billedforbuddet fra Det Gamle Testamente – i hvert fald når det drejer sig om den opstandne Kristus. Og det skabte også mere åndfulde billeder, og det spejler også vor tids kunst, mener hun:
”Kunstnerne har brugt al deres fantasi og deres billedkunstneriske kunnen til at gengive den ene del af kristendommen så levende og så nærværende som muligt – nemlig at Kristus blev menneske. Men den opstandne Kristus har givet dem problemer. For hvis man gengiver Kristus som figur, er det, som om det er noget, vi har kontrol over. Men det har vi jo ikke. Det er en ubegribelig gave til os. Det er også Hein Heinsens synspunkt. Derfor er alle Hein Heinsens kirkeudsmykninger alterudsmykninger uden en figur. Du ser ikke Kristus, du ser lyset. For eksempel har han lavet en alterudsmykning med en stor kulsort sten, som er fæstnet til alteret. Det er den sorte grav og vores fortvivlede verden, men i denne sten er der indridset et kors, som består af små levende spinkle glasrør, der ikke kan være mere spinkle. Men det er de små lysrevner, der splitter fortvivlelsen og døden fra hinanden og skaber mening og lys i vores tid. Det kan jeg godt selv blive rørt af.”
Else Marie Bukdahl sidder og smiler i tavshed, inden hun tilføjer:
”Sådan ser man kun Kristus i lyset. Når man ser på de gotiske glasmalerier, er det faktisk også lyset, der visualiserer Kristus. Det er en diskussion, som er gået gennem hele kristendommen. Det, man oplever i billedforbuddet, er, at der er noget, vi ikke har greb om. Og den positive side af billedforbuddet er også, at det har givet plads til den abstrakte kunst, så lyset kan fortolke Kristus. I den moderne kunst er Kristus normalt heller ikke synlig som figur.
For det kan give et billede af, at man har kontrol over Kristus, og det er jo ikke tilfældet.”
Men det er alligevel den ubegribelige Kristus, der er konstanten i en uforståelig verden?
”Ja, det er det. Kristus er ubegribelig, men det er ham, der griber os. Og det forstår man sommetider bedst gennem kunsten. For billedkunsten griber fat om alle vores sanser og intellekt. Den indtager hele mennesket. Og i barokken mærker man rigtigt, hvordan kunsten kan føre os ind i mystikken, hvor Kristus er konstanten, selvom vi ikke helt forstår ham. Det er troens paradoks. Jeg tror for eksempel selv på kødets opstandelse på den måde, at det overlader vi til Kristus. Han tager sig af os, og det gør han på sin egen måde, men hvordan det skal forstås, overlader vi til ham. For det er uden for vores forståelseshorisont. Det er ligesom, når man siger ’Gud i vold’.”
Bibelens Gud er samtidig en konstant i kulturhistorien, mener hun:
”Bibelen og Det Nye Testamente har været så slidstærke, at de kunne modstå alle de forskellige ændringer og spørgsmål, vi har haft, siden den blev skrevet. Men samtidig er det også vigtigt, at vi kan lave nutidige fortolkninger, så man også kan vise den yngre generation, at det, der står i Bibelen, er aktuelt også for dig. Det er ikke engang en historie. Det, som Ignatius de Loyola viste, er levende og aktuelt i vores tid.”
Hvordan er troen blevet en konstant i dit eget liv?
”Jeg er født ind i det. Lige siden jeg lukkede øjnene op, har kristendommen været den meningsgivende røde tråd i min barndom, og det er den blevet ved med at være i mit meget forskelligartede senere liv. Jeg har aldrig sluppet kristendommen, uanset hvad jeg har oplevet. Jeg blev også gift med kirkehistorikeren Torben Christensen, og uanset hvilke sorger jeg har haft, så har troen altid været den lysende, røde tråd i mit liv, så jeg har fået mod til at fortsætte. Og det har også givet mig styrke og mod til at hjælpe alle de mennesker, som jeg har haft ansvaret for i mit job som rektor for Kunstakademiet.”
