Prøv avisen

Kritik af ”Journal 64”: Var det virkelig sådan, den historie skulle fortælles?

Pigen Nete (Fanny Bornedal) anbringes i ”Journal 64” på kvindehjemmet på Sprogø og må her lægge krop til den sadistiske overlæge Curt Wads (Elliott Crosset Hove) eksperimenter. Foto: Nordisk Film Distribution

Den aktuelle og meget populære thriller ”Journal 64” bygger på en sand historie om tvangssterilisation af ”moralsk defekte” kvinder i Åndssvage- forsorgen, men er samtidig blodig underholdning. Usmageligt, mener anmelder. Instruktør Christoffer Boe føler, han står på ofrenes side

En uhyggelig, insisterende cello akkompagnerer den hammer, der smadrer sig vej gennem væggen med det blomstrede tapet. Hammeren får hul, og nu flyver kameraet ind gennem hullet og får øje på en siddende mumie, tilsyneladende fanget i et desperat skrig. Og flyver så ind i kraniets åbne gab.

”Journal 64”, det fjerde afsnit i Jussi Adler-Olsens populære ”Afdeling Q”-serie, havde filmpremiere i torsdags og er en krimi med alt, hvad dertil hører: masser af effekter, spænding og lig, i dette tilfælde mumificerede lig, men dog så velbevarede, at agenterne Carl Mørck og Assad kan konkludere, at ligenes underliv har været udsat for en grufuld skamfering.

I filmen oprulles sideløbende med den opdigtede historie om tre mord en virkelig historie fra fortiden, nemlig anbringelsen og tvangssterilisationen af op mod 500 danske kvinder på Sprogø i Storebælt, hvor der fra 1920’erne og frem til 1960’erne lå en anstalt under De Kellerske Anstalter i Åndssvageforsorgen.

Det miks har vakt undren, blandt andet hos Per Juul Carlsen, filmanmelder på DR P1 og Filmselskabet. Han understreger, at han faktisk synes, ”Journal 64” er en god film, og at både Jussi Adler-Olsen og Christoffer Boe er i deres gode ret til at bruge virkeligheden som historiefortællere.

”Men jeg får en dårlig smag i munden over den måde, man bruger Sprogø-pigerne på. Blikfanget, den måde, man ledes ind til tragedien, er tre mumificerede lig, der bliver fundet i en lejlighed i København. Det er den højtråbende introduktion, vi får til deres historie. Det er på grænsen til usmageligt,” siger han.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om disse piger ikke fortjener deres egen fortælling. I stedet bliver de brugt i fortællingen om to opdigtede agenter, der ikke kan finde ud af deres følelser for hinanden. Det er påfaldende, at man skal den vej rundt for at fortælle om en statsstyret forbrydelse. Man vrider en fortælling fra virkeligheden af led.”

Også Jesper Vaczy Kragh, lektor i medicinsk historie ved Københavnsk Universitet, undrer sig over Sprogø-pigerne i ”Journal 64”, som han har læst som bog, men endnu ikke nået at se som film.

”Bogen er skrevet med et plot om en hemmelig sammensværgelse. Men historisk set behøvede man ikke at holde det, der skete på Sprogø, skjult,” siger han.

Åndssvageforsorgen, som for alvor blev etableret i 1930’erne herhjemme, havde til formål på én og samme tid at hjælpe de svage grupper i samfundet og beskytte samfundet mod dem, fortæller Jesper Vaczy Kragh.

”Man frygtede, at de svage ville sætte flere og flere børn i verden, hvis man ikke stoppede dem, mens de velbegavede ville sætte færre børn i verden. Derfor fandt man løsninger som tvangssterilisation, tvangsabort og en ægteskabslovgivning, som sagde, at hvis du var åndssvag, så kunne du ikke gifte dig.”

De såkaldt ”åndssvage” var en sammensat gruppe af udviklingshæmmede og normaltbegavede, der alle faldt uden for normerne enten i evner eller opførsel. Mange blev anbragt på anstalter rundtomkring i landet fra en ung alder, idet de færreste familier selv kunne tage sig af dem.