Prøv avisen

Kritik af ”Journal 64”: Var det virkelig sådan, den historie skulle fortælles?

Pigen Nete (Fanny Bornedal) anbringes i ”Journal 64” på kvindehjemmet på Sprogø og må her lægge krop til den sadistiske overlæge Curt Wads (Elliott Crosset Hove) eksperimenter. Foto: Nordisk Film Distribution

Den aktuelle og meget populære thriller ”Journal 64” bygger på en sand historie om tvangssterilisation af ”moralsk defekte” kvinder i Åndssvage- forsorgen, men er samtidig blodig underholdning. Usmageligt, mener anmelder. Instruktør Christoffer Boe føler, han står på ofrenes side

En uhyggelig, insisterende cello akkompagnerer den hammer, der smadrer sig vej gennem væggen med det blomstrede tapet. Hammeren får hul, og nu flyver kameraet ind gennem hullet og får øje på en siddende mumie, tilsyneladende fanget i et desperat skrig. Og flyver så ind i kraniets åbne gab.

”Journal 64”, det fjerde afsnit i Jussi Adler-Olsens populære ”Afdeling Q”-serie, havde filmpremiere i torsdags og er en krimi med alt, hvad dertil hører: masser af effekter, spænding og lig, i dette tilfælde mumificerede lig, men dog så velbevarede, at agenterne Carl Mørck og Assad kan konkludere, at ligenes underliv har været udsat for en grufuld skamfering.

I filmen oprulles sideløbende med den opdigtede historie om tre mord en virkelig historie fra fortiden, nemlig anbringelsen og tvangssterilisationen af op mod 500 danske kvinder på Sprogø i Storebælt, hvor der fra 1920’erne og frem til 1960’erne lå en anstalt under De Kellerske Anstalter i Åndssvageforsorgen.

Det miks har vakt undren, blandt andet hos Per Juul Carlsen, filmanmelder på DR P1 og Filmselskabet. Han understreger, at han faktisk synes, ”Journal 64” er en god film, og at både Jussi Adler-Olsen og Christoffer Boe er i deres gode ret til at bruge virkeligheden som historiefortællere.

”Men jeg får en dårlig smag i munden over den måde, man bruger Sprogø-pigerne på. Blikfanget, den måde, man ledes ind til tragedien, er tre mumificerede lig, der bliver fundet i en lejlighed i København. Det er den højtråbende introduktion, vi får til deres historie. Det er på grænsen til usmageligt,” siger han.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om disse piger ikke fortjener deres egen fortælling. I stedet bliver de brugt i fortællingen om to opdigtede agenter, der ikke kan finde ud af deres følelser for hinanden. Det er påfaldende, at man skal den vej rundt for at fortælle om en statsstyret forbrydelse. Man vrider en fortælling fra virkeligheden af led.”

Også Jesper Vaczy Kragh, lektor i medicinsk historie ved Københavnsk Universitet, undrer sig over Sprogø-pigerne i ”Journal 64”, som han har læst som bog, men endnu ikke nået at se som film.

”Bogen er skrevet med et plot om en hemmelig sammensværgelse. Men historisk set behøvede man ikke at holde det, der skete på Sprogø, skjult,” siger han.

Åndssvageforsorgen, som for alvor blev etableret i 1930’erne herhjemme, havde til formål på én og samme tid at hjælpe de svage grupper i samfundet og beskytte samfundet mod dem, fortæller Jesper Vaczy Kragh.

”Man frygtede, at de svage ville sætte flere og flere børn i verden, hvis man ikke stoppede dem, mens de velbegavede ville sætte færre børn i verden. Derfor fandt man løsninger som tvangssterilisation, tvangsabort og en ægteskabslovgivning, som sagde, at hvis du var åndssvag, så kunne du ikke gifte dig.”

De såkaldt ”åndssvage” var en sammensat gruppe af udviklingshæmmede og normaltbegavede, der alle faldt uden for normerne enten i evner eller opførsel. Mange blev anbragt på anstalter rundtomkring i landet fra en ung alder, idet de færreste familier selv kunne tage sig af dem.

På Livø i Limfjorden og Sprogø i Storebælt anbragtes de såkaldt ”moralsk defekte” eller ”moralsk åndssvage”; mennesker, der bar kendetegn som ”seksuel løsagtighed” og ”tyvagtighed”.

”Øanstalterne så man som noget, der gav de åndssvage en vis frihed, men de var samtidig tilpas afskåret fra resten af samfundet. Det er et paradoks, vi er nødt til at forstå i dag: Velfærdsstaten er bygget op på den tanke, at man vil støtte de svage, men der er stadig en frygt for de samme grupper, som ikke skulle ligge samfundet for meget til last. Samtidig havde man ingen socialpædagoger og intet socialsystem, der hjalp familierne med selv at tage sig af de åndssvage. Så de blev hospitalsvæsenets og lægernes ansvar,” siger han.

En krimi kan være én måde at få historien frem i lyset til en større offentlighed på, mener Jesper Vaczy Kragh.

”Men det er vigtigt at huske, at historien er skåret over en bestemt læst. Der er nogle nuancer her, som er vigtige at få med. Det er ikke bare ’onde overlæger’, der gjorde disse ting, men et helt samfund, der havde nogle problemer, vi har svært ved at forestille os i dag.”

Jesper Vaczy Kragh mener, at man med fordel kan gå i gang med Birgit Kirkebæks fagbøger, eksempelvis ”Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961” fra 2005, hvis man vil vide mere om Sprogø-pigerne.

”Der er skrevet bøger, der giver et bedre indtryk af, hvordan det var, og dem kunne man fint filmatisere. Men skal det være mainstream, så bliver det nok noget i den her retning, man får.”

Poul Duedahl, der er lektor i historie ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger om kriminalhistorie, mener, man altid skal være varsom med virkelige historier, der har virkelige ofre.

”Det er en diskussion, man også har med holocaust og populær formidling: I hvilken grad kan man tillade sig at bruge en historie, der har ofre, som underholdning?”.

Alligevel ved Poul Duedahl godt, hvor han står i spørgsmålet.

”Fortiede man historien, ville det være et større overgreb. Historikere bruger også virkemidler, og jeg har personligt ingen skrupler ved det, så længe man er sanddruelig og har styr på de grundlæggende fakta. Her bliver fortalt, at vi har nogle piger, som blev udsat for overgreb fra samfundets side, blandt andet tvangssteriliseret, og det, der foregik på Sprogø, var mod deres vilje. Så det er okay,” siger han.

Også selvom fortællingen er blandet med et væld af mumificerede lig?

”Der er aldrig i danmarkshistorien blevet begået så mange mord som i de seneste års krimier. Men du kan ikke lave en krimi uden mord. Man bruger denne her dystre stemning, som også er mere dyster, end den var i virkeligheden. Det vigtige er bare, at grundfakta er i orden, og at man ikke er i tvivl om, at man ser en krimi. Det er en genre, vi godt ved hvad indebærer. Så er det op til instruktøren at prøve grænserne af, og op til os hver især at bestemme, hvor grænsen går,” siger Poul Duedahl.

Er han sanddruelig, så er han i hvert fald lettere sadistisk, den overlæge, der er i ”Journal 64”. Med kolde øjne bag stålbrillerne (og frygtelige instrumenter) spidder han de anbragte. Sygeplejerskerne er i en klasse for sig, mere skal ikke afsløres her.

Det var med nutidens øjne ondt, dét, der foregik på Sprogø. Og Christoffer Boe, der har instrueret ”Journal 64”, har i arbejdet med filmen gjort sig bevidst, at han ville have den rette vinkel på historien om Sprogø-pigerne.

”Jeg føler, jeg står på den rette side. Jeg laver et fundamentalt angreb på magthaverne, som har gjort overgreb på kvinderne. Jeg har en positionering, som ikke kan vinkles hårdere. Men når det er sagt, så er det ikke pigernes oplevelse på øen, der er denne films præmis. Det er ikke historien, men et element i historien. Det er motoren og omdrejningspunktet og en meget stor del af det, folk vil tage med sig ud af biografen. Men vil man lave den historie, så må man lave en anden film,” siger han.

”Men når det er sagt, så er der store gaver ved enhver fortælling grundet i en historisk begivenhed. Det tenderer en spøjs konstruktion, når man spørger, om det skulle være beskrevet på en anden måde. Var det bedre, at det forblev ubelyst? Nu kommer der i det mindste en dialog,” siger han.

Per Juul Carlsen opfordrer til, at interesserede i Sprogø-pigernes historie eksempelvis læser Vibeke Marx’ roman ”Skygger fra Sprogø”.

”Jeg kunne godt have tænkt mig, at det var den historie om Sprogø-pigerne, der blev bredt ud i befolkningen. Den er måske ikke læst af så mange. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at disse kvinder burde være behandlet mere respektfuldt end at blive blæst ud som krimi.”