Det gamle palads knejser atter i al sin pragt i hjertet af Berlin. Efter en bekostelig genopførelse står nu et smukt minde om historien og ikke mindst det gamle preussiske kongerige.
Men paladset – der netop er åbnet som museum under navnet Humboldt Forum – har været omstridt, siden Gerhard Schröder var forbundskansler og besluttede at genskabe det og bringe fordums storhed tilbage. For at give tyskerne noget ”for sjælen”.
Hvad Schröder ikke forudså var, at genopførelsen af paladset sendte signaler, der stødte og provokerede. Signaler om en fortid med stormagtsambitioner, som tyskerne efter Anden Verdenskrig har været påpasselige med at udsende. Og dét, der var tænkt som en gave til byen og befolkningen, blev i stedet anklaget for at være skræmmende, være ”unheimlich” og udtryk for historieløshed og dårlig dømmekraft.
Kritikken blev kun voldsommere, som den identitetspolitiske bevægelse voksede, og de aktuelle udstillinger på museet, der skulle tjene som en slags modvægt til stormagts-associationer og uhygge, har kun gjort ondt værre.
De kunst- og kultgenstande fra Afrika, Oceanien og Amerika, der udstråler inklusion og multikulti, peger nemlig også på mørke sider af tysk historie. Mange af de udstillede genstande er – hvilket kritikere har gjort opmærksom på – stjålet fra de oprindelige folk i tyske kolonier. Og frygten for at komme til at forbinde nationalfølelse med undertrykkelse og folkemord, som har gjort sig gældende siden holocaust, ja, den er blevet til virkelighed.
Det mener Die Zeits Hanno Rauterberg i hvert fald. For nylig gjorde han på avisens lederplads opmærksom på, at udstillingen trækker tråde til Tysk Sydvestafrika, hvor der mellem 1904 og 1907, og under tysk magtanvendelse, døde så mange fra de oprindelige Herero- og Namaquafolk, at det regnes for det første folkemord i det 20. århundrede.
”Tysklands rolle som bestialsk kolonimagt er nu placeret i byrummets midte,” skriver Rauter ætsende.
Humboldt Forums leder, Hartmut Dorgerloh, har forsøgt at svare på kritikken, der kommer fra mange skarpe kanter. På museets hjemmeside skriver han:
”Den post-koloniale debat, som forskellige grupper i samfundet har drevet fremad i mange år, er nået ind i hjertet af vores samfund og ikke mindst ind i diskussionerne om Humboldt Forum.”
Dorgerloh forsøger at afmontere alle anklager om accept af fortidens uhyrligheder og taler i stedet om åben diskussion om det skete og det gjorte – at ”det indbefatter en kritisk undersøgelse af Tysklands kolonihistorie”.
For modstandere som Rauter er det bare krisehåndtering fra en museumsledelse, der ikke har været bevidst om hverken historien eller om de nye identitetspolitiske strømninger. Og – kunne man stilfærdigt tilføje – måske også fordi selv de mest velmente forsøg i dag bliver vurderet med meget kritiske øjne. Måske er der endda troldsplinter i nogle af dem.
Kritikere ser under alle omstændigheder ikke Humboldt Forum som et udtryk for det åbne, opbyggelige Tyskland. Snarere for det modsatte. For det privilegieblinde og tonedøve Tyskland. Derfor vil debatten også fortsætte med at selvantænde og eksplodere.
Frygten for at komme til at forbinde nationalfølelse med undertrykkelse og folkemord, som har gjort sig gældende siden holocaust, ja, den er blevet til virkelighed.
I klummen ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.