I 2017 blev Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur, ramt af en skandale. Dagens Nyheter kunne bringe 18 kvinders vidnesbyrd om overgreb begået af en person, der først blev kaldt ”Kulturprofilen” og siden viste sig at være Jean-Claude Arnault. Han var gift med akademimedlem Katarina Frostenson, havde andre tætte forbindelser i akademiet og blev siden dømt for voldtægt, mens hun måtte gå med anklager om snyd og lækage af navne på kommende pristagere.
Skandalen betød, at prisen ikke blev uddelt i 2018, men da akademiet året efter tildelte østrigske Peter Handke den, rejste en ny storm sig. For hvordan kunne man give prisen til en forfatter, der havde støttet diktator Slobodan Milosevi og forsvaret serbernes ageren under krigen på Balkan i 1990’erne?
Efter det var det ikke underligt, at prisen i 2020 gik til den anderledes stilfærdige amerikanske lyriker Louise Glück. Og heller ikke, at den forleden gik til tanzaniske og Zanzibar-fødte Abdulrazak Gurnah.
Her var en modtager, ingen da kunne have et problem med. Motiveringen lyder også sympatisk. Gurnah modtager prisen for ”sin kompromisløse og medfølende gennemlysning af kolonialismens konsekvenser og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter”.
Men allerede et par minutter efter annonceringen kunne man på svensk tv høre oversætter og skribent Stefan Ingvarsson sige:
”Det er vigtigt at slå fast, at det her er litteratur, som er skrevet på kolonisproget. På engelsk. Det var ikke, hvad vi håbede på, nemlig litteratur skrevet på et afrikansk sprog.”
Den samme kritik er siden dukket op med forskellig ordlyd. At Gurnah ikke er den rette vinder, fordi han har skrevet om kolonialismen og dens konsekvenser på undertrykkernes og ødelæggernes sprog. At Afrika fortjener en pris for et forfatterskab skrevet på et ”ægte” afrikansk sprog.
Det fik Magnus Eriksson, litteraturkritiker ved Svenska Dagbladet, til tasterne og skrive, at det synspunkt, som Ingvarsson og andre kritikere indtager, burde være skrottet for længe siden, og at de ikke forstår sig på sprogforholdene i Afrika og da slet ikke på Zanzibar:
”I de gamle kolonier i Afrika er sprogsituationen fragmenteret på samme måde, som den er det på det indiske subkontinent. Zanzibar har tre officielle sprog: swahili, engelsk og arabisk.”
Diskussionen er ikke ny. Allerede for 40 år siden kritiserede Salman Rushdie kravet om autenticitet, som blev stillet til postkoloniale forfattere. Og som litterat Ingrid Elam påpegede i forbindelse med Gurnah, så har det engelsk, der tales i de gamle kolonier, udviklet sig i sin egen retning og har nu sin egen identitet.
Når det medtagne akademi kritiseres for at være blind for det sande afrikanske, er det altså urimeligt. Eriksson skriver, at det faktisk er kritikerne, der er blinde og uvidende:
”Tanken om et nationalsprog, et sprog, som forener en nation og dens skæbne, er en konstruktion fra den europæiske romantik og knap nok til at forstå uden for Europa.”
Det Svenske Akademi valgte med Gurnah en pristager, der var ukendt for de fleste, og som skriver om problemer, alle kan se og forstå. Det lignede en sikker vej til fred og ro. Men sådan gik det ikke, og debattører taler og skriver videre om årets tildeling. Så selv når akademiet forsøger at spille sikkert, røber det sit kridhvide, eurocentriske syn på andre hudfarver og kulturer. Som det hedder på identitetspolitisk.
I klummen ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kultur-debatter i udlandet.