Tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har taget et skrivekursus. Ikke nogen dårlig disposition, når man sætter sig for at fortælle sin livshistorie i hele to bind.
Det ser i hvert fald ud til at være planen, for første bind, ”Ritt - erindringer”, der udkommer her op til bogmessen, skildrer i helt overvejende grad hendes privatliv. Erindringerne om hendes politiske virke må ventes senere, og det er nok så interessant for den politisk interesserede læser.
Ritt Bjerregaard er den ene af ”de fantastiske fire”, som journalist Hans Mortensen fra Weekendavisen kaldte hende, Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i en bog om deres indbyrdes magtkampe gennem fire årtier.
Der er udkommet flere biografier og selvbiografier om dem alle, og umiddelbart lægger Ritt Bjerregaard sig i sin stil tæt op ad Poul Nyrups selvbiografi, ”Rødder”. Ligesom han beskriver hun meget detaljeret sin families fattige kår og sin egen kamp for at bryde den sociale arv.
Vi får grundige skildringer af bedsteforældrenes hårde kår og især om faderens opvækst på børnehjemmet Nærumgaard. Ritt Bjerregaards forhold til forældrene spiller en central rolle i bogen, og det skinner klart igennem, at hendes politiske karriere ikke er nogen tilfældighed. Faderen var snedker og kommunist, i hvert fald indtil Sovjetunionens angreb på Ungarn i 1956.
Det efterlod ham i vildrede, men indignationen og vreden over fattigdommen og uligheden havde på det tidspunkt allerede sat sine spor hos datteren.
Digtet ”Terje Vigen” af Henrik Ibsen blev læst højt efter aftensmaden i arbejderhjemmet på Vesterbro i København, og Ritt kom som 12-årig på ungdomslejr i DDR. Hun trækker flere steder tråde til nutidens politik og kritiserer Socialdemokraterne for ikke længere at føre socialdemokratisk politik. Hun mener, at Dansk Folkeparti i dag er bedre i kontakt med mange af de vælgere, hun selv mener at have repræsenteret.
Men selvom der er politiske elementer, handler det meste som nævnt om hendes personlige forhold. Om hendes ”klasserejse” fra underklassen til middelklassen, om hendes uddannelse til lærer, om forholdet til historikeren Søren Mørch, som hun næste år kan fejre guldbryllup med, og om de langvarige kæresteforhold, som hun og ægtemanden har haft med andre undervejs i deres ægteskab.
Det sidste er det kulørte indslag, der har sikret bogen massiv forhåndsomtale, og som nok også skal sikre, at den bliver en salgssucces. Man må bare spørge, hvorfor det er så vigtigt at få ud? Det skinner igennem, at både Ritt Bjerregaard og Søren Mørch har haft svært ved at underkue den jalousi, som uafvendeligt melder sig, når man med et muligvis antikveret udtryk er hinanden utro.
Det såkaldt åbne ægteskab har sine omkostninger, og Ritt Bjerregaard indrømmer, at det var ”meget ensomt at se sin mands glæde og forelskelse i en anden”. Alligevel er hendes konklusion, at deres fælles beslutning om at kunne have andre kærester har været en berigelse. Hun giver ikke meget for den nypuritanisme, som mange af hendes yngre veninder taler om.
Her knækker filmen. Det kan godt være, at det livslange, monogame ægteskab har været en spændetrøje for mange, men at flerkoneri eller flermænderi skulle være svaret på ægteskabelige kriser undslår sig i hvert fald denne anmelders fatteevne. Og det kan godt være, det har kunnet fungere for Ritt og Søren, men hvad med de mange, for hvem det ikke kan?
Hvad med alle dem, for hvem åbenheden ender med at efterlade mindst en ulykkelig ægtefælle alene tilbage, måske endda med børn? Man må virkelig undre sig over, at Ritt Bjerregaard, der ellers vil beskytte de svageste, slet ikke har blik for, at netop de svageste rammes meget hårdere af den ensomhed, som hun selv har erfaret fra sine eksperimenter.
Denne mangel på dybde går igen flere steder. For eksempel nævnes den kronik, hun skrev til Berlingske Tidende i 1990 om sin livsanskuelse. Det var her, hun skrev, at ”Vorherre, Helligånden, Jesus og Jomfru Maria har altid rangeret i min bevidsthed på samme plan som nisser”. Og i øvrigt tog afstand fra al religion.
Kronikken gav anledning til meget debat og kritik, også fra Ritt Bjerregaards eget bagland, som mente, at hun nedgjorde religion og folks tro. Hun forklarer, at religion havde spillet en stor rolle i hendes barndom, hvor hendes skole og mormor havde lagt pres på hende for at tro, mens hendes far pressede hende til ikke at tro.
”I dag er jeg ikke engang medlem af folkekirken,” noterer hun derefter lakonisk. Ingen refleksion, ingen overvejelser om livets dybere mening, eller om hvad religion positivt kunne have bidraget med til samfundet.
Eller sagt ligeud: Ritts negative opbyggelighed skygger for, at erindringerne faktisk også giver et ganske læseværdigt billede af en arbejderfamilies liv og vilkår fra 1940'erne og opstigning til middelklassen med alle omvæltningerne undervejs fra mangelsamfund til overflod.