Prøv avisen

Kritik af sproget i historisk DR-serie: Snakker som på en københavnsk café

Nogle anmeldere mener, at den moderne og i serien malplacerede, østdanske dialekt fra Sjælland svækker fortællingen, når serien foregår i Jylland. I stedet burde man have talt sønderjysk eller i det mindste bare jysk, mener de. DR svarer, at fravalget af sønderjysk dialekt er bevidst. Foto: Morten Krüger/DR

En række anmeldere undrer sig over, at skuespillerne i DR’s serie om Genforeningen taler moderne østdansk. DR forklarer, at man har vægtet tilgængelighed frem for historisk autenticitet

Var 2020 gået mere efter planen, var 100-året for Genforeningen blevet markeret til hundredvis af arrangementer landet over. I kølvandet på de mange aflyste arrangementer står DR, der i søndags havde premiere på dokumentarserien ”Grænseland”, med et stort ansvar for at fortælle befolkningen om de begivenheder, der førte til, at Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark. Derfor var opmærksomheden på første afsnit stor. En række anmeldere hæfter sig ved, at man ikke har gjort mere for at sikre en sproglig autenticitet i de dramatiserede scener, der akkompagnerer Lars Mikkelsens fortællerstemme og de historiske eksperter.

Her i avisen uddeler anmelder Jes Fabricius Møller fire stjerner og roser de dramatiserede scener for at være tosprogede. Tyskerne taler tysk, og danskerne dansk, men ”problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales. Det er påfaldende, at det ikke har kunnet lade sig gøre at skaffe skuespillere, der taler bare en eller anden form for jysk, endsige sønderjysk,” skriver han.

Flere udtrykker undrende, at man ikke har fået skuespillerne til sige replikkerne på sønderjysk. Information roser DR for at have valgt at placere bonden Laurids Skau i centrum for fortællingen, der er ”spillet af den dygtige, men meget ikkejysktalende Oscar Dyekjær Giese”. Også i JydskeVestkysten er anmelder Peter Gram positivt stemt over de dramatiserede scener, ”hvilket er med til gøre fortællingen vedkommende og elementært spændende”. Men også han mener, at sproget svækker fortællingen.

”Alle figurerne inklusive bonden Laurids Skau taler det mest formfuldendte rigsdansk uden spor af det sønderjyske folkemål. Måske ville det være for ambitiøst ligefrem at indspille beretningen på sønderjysk. Men en antydning af dialekten havde givet en mere autentisk stemning.”

Den mest krasse kritik kommer fra Berlingskes Bent Blüdnikow, der fremhæver, at ”skuespillerne taler dansk som på en københavnsk café”, hvilket er problematisk:

”Følelsen af, at der er tale om en ikke-autentisk fortælling, forstærkes af, at skuespillerne taler moderne dansk. Der er ikke en antydning af sønderjysk dialekt at høre.”

Bent Blüdnikow mener, at det medvirker til, ”at afsnittet virker som en moderne pastiche, hvor nutidsskuespillere agerer og er lige så meget sendt tilbage til fortiden som Michael J. Fox i ’Tilbage til fremtiden’”.

I DR udtrykkes en forståelse for kritikken, men ifølge Ane Saalbach, producent på ”Grænseland”, er den manglende sønderjyske dialekt en bevidst beslutning.

”Vores ønske har været, at den her historie skulle ud til flest muligt og dermed fortælles i et sprog, der er let forståeligt for størstedelen af befolkningen,” fortæller Ane Saalbach, der medgiver, at det naturligvis har en betydning for autenticiteten, at skuespillerne ikke taler sønderjysk.

”Det er vi meget bevidste om. ’Grænseland’ er en dramadokumentarisk serie, og vi har gjort os meget umage med at fortælle en historie, der er så rigtig som muligt.”

Hun mener, at det er kompliceret at afgøre præcist, hvilken dialekt der ville have været mest korrekt, da fortællingen strækker sig over 80 år i et område, hvor der er mange dialekter. Men hun understreger, at valget hovedsageligt bunder i et ønske om tilgængelighed.

”Jeg synes ikke, man kan snakke om at vælge tilgængelighed over autenticitet. Vi har måttet foretage nogle kompromiser, da vi har skullet fortælle en ret kompleks historie på en måde, der har den største tilgængelighed. En fortælling, som flest muligt kan leve sig ind i,” forklarer Ane Saalbach, der glæder sig over de mange, der så med, da det første afsnit løb over skærmen.

Spørgsmålet om dialekter har før været en udfordring, når grænselandet har skullet portrætteres. Da Erling Jepsen-romanen ”Kunsten at græde i kor” skulle filmatiseres i 2006, blev skuespillerne udstyret med cd-afspillere, så de kunne gå rundt og indøve dialekten. På den film var Frelle Petersen instruktørassistent, og da han i 2019 skulle instruere sin egen spillefilm ”Onkel”, der foregår på en sønderjysk gård, castede han udelukkende skuespillere, der havde rødder inden for en radius af 15 kilometer fra gården, så dialekten var den helt rigtige.