Et gammelt spøgelse hjemsøger atter den danske kulturdebat. Vækket fra sin slummer af DR's tidligere dramachef, Ingolf Gabold, der sidste uge gik til bekendelse og fortalte om sit virke med tv-serier som ”1864”, ”Krøniken” og ”Borgen” som en kamp mod Dansk Folkeparti og nationalkonservative holdninger.
Spøgelset går under forskellige navne som ”de røde lejesvende” og ”kulturradikalismen”. I årtier har det blandt borgerlige intellektuelle, meningsdannere og politikere været en af forklaringerne på, at man tabte efterkrigstidens store politiske slag om velfærdsstat og skattetryk, at det statsstøttede kulturliv gjorde danskerne modvillige over for borgerlige værdier.
Faktisk var det netop baggrunden for, at borgerlige som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) allerede i 1990'erne begyndte at tale om behovet for en ny kulturkamp. Den fik vi så i 2000'erne, hvor rundkredspædagogik og smagsdommere fik det glatte lag, mens tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) forestod en kulturkanon. Men med Ingolf Gabolds udtalelser er det spørgsmålet, om kulturlivet egentlig er blevet mere pluralistisk?
Her er det korte svar nej.
”Hvis man fra et helikopterperspektiv har set på, hvordan forfattere og kulturpersonligheder har udtalt sig i debatten, har de ligget til venstre i det politiske spektrum,” siger Nils Gunder Hansen, forfatter, litteratur-professor i tekst- og kulturanalyse på Syddansk Universitet og kritiker her i avisen.
”Fordi vi er et meget lille land, kommer der hurtigt noget landsbyagtigt over det, hvor nogle særlige kollektive normer slår stærkere igennem end andre. Landet er på en måde ikke stort nok til at have flere intellektuelle og kulturelle kraftcentre.”
Samme svar får man fra forfatter og kulturkritiker Jakob Levinsen, der har en fortid som litteraturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten.
”Der er en blød form for kulturel venstrefløj, som i et vist omfang har haft held til at definere, hvad der er rigtig kunst og kultur. Samtidig er der den her idé om, at man først er rigtig kunstner, når ens politiske holdninger hænger sammen med ens kunst. Så ja, der er traditionelt en eller anden mental slagside i kulturlivet.”
Og på et overordnet plan istemmer Morten Hesseldahl, direktør for Det Kongelige Teater, forfatter og tidligere direktør for kulturområdet på DR.
”Ser man på tiden før 1964, kan man selvfølgelig finde kommunistiske forfattere som Martin Andersen Nexø og Hans Kirk, men ellers er de store danske forfattere jo massivt borgerlige. Karen Blixen, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen står alle sammen for en borgerlig antistatslig tilgang. Men efter 1964 og oprettelsen af Statens Kunstråd begynder forfattere at blive afhængige af staten og ser den som deres ven og kapitalismen som en fjende. Der kom en venstreorientering.”
Men det lidt længere svar er, at de borgerlige selv bærer en del af ansvaret for, at kulturlivet er præget af venstreorienterede tanker.
”Der er et vist kulturelt mindreværd blandt borgerlige - og jeg betragter altså mig selv som borgerlig. I stedet for bare at være utilfreds med noget, man synes, er venstreorienteret, så kunne man jo selv byde ind med noget,” siger Hesseldahl. Gunder Hansen er enig:
”Det har også virket på mig, som om de borgerlige ikke for alvor interesserer sig for kultur. Der er kommet en uheldig arbejdsdeling, hvor kulturlivet er noget, venstrefløjen tager sig af, mens de borgerlige interesserer sig for økonomi og skattetryk. Forklaringen er måske, at fordi venstrefløjen har været så dominerende, har de borgerlige defineret sig reaktivt og har på den måde ikke haft så meget at komme med selv.”
En de få danske forfattere, der åbent bekender sig som borgerlig, er Kristian Ditlev Jensen, der også er medlem af Det Konservative Folkeparti. Han pointerer, at forfattere ”skriver de historier, de føler nødvendige”, men på den anden side bemærker han en problematisk ensidighed i dansk kulturliv.
”Det virker useriøst og overfladisk, at hele kunstverdenen er venstreorienteret. Det er, som om de ikke tør melde ud, hvad de rigtig står for, og som om man smykker sig med bestemte holdninger. Jeg ved, at der er nogle meget liberale forfattere rundt omkring, men jeg kan ikke sige, hvem det er, for der er en grund til, at folk ikke kan melde det ud, og det er, at der er mobning og gruppepres, som om det var en gymnasieklasse. Det optimale var jo, at vi havde hver vores holdninger og diskuterede derfra.”
Men er det ikke noget, der påvirker de romaner, der bliver skrevet?
”Altså, der, hvor det kunne komme ind i litteraturen, er i de helt grundlæggende antagelser, som går forud for alting. Lige nu skriver jeg på en slags selvbiografisk roman, og jeg har da siddet og tænkt på om, hovedpersonen skal tage et personligt ansvar, om det skal være omstændighederne, der former hans liv, eller om det skal være Gud, der skælder ud. Men det er jo ikke sådan, at når man bager en kage, at den så enten bliver venstreorienteret eller højreorienteret.”
Spørgsmålet er så, hvad konsekvenserne af ensidigheden er. Hesseldahl konstaterer, at Ingolf Gabolds bekendelse med det samme er en indrømmelse af sit eget nederlag.
”Han er jo forulykket helt hjælpeløst, hvis han har haft en mission om at angribe DF - det er jo Danmarks næststørste parti,” som han siger. Samtidig advarer han om tendensen til, at politikerne vil tage mere kontrol over kulturprogrammer på sendefladen i DR.
”Gabolds udtalelser har betydet, at DF nu rykker ind og kræver en historikerkomité til at kontrollere DR's tv-serier. Der nærmer vi os en betænkelig sammenblanding af statsmagt og mediemagt.”
Gunder Hansen ser på sin side, at den offentlige debat mangler selvstændighed:
”De, der sidder på normen, bliver voldsomt anfægtet, når normen bliver anfægtet, og de, der anfægter den, bliver hurtigt fastlåst i en rebelposition, og så får vi den der skyttegravskrig, hvor der kun er to lejre. Man ser sjældent nogle, der præsenterer individuelle synspunkter, der på overraskende vis kan krydse rundt.”
Den konklusion følger Jakob Levinsen op og opfordrer til, at man adskiller kunst og politisk holdningsdannelse.
”Siden Henrik Stangerups dage har der jo været markante borgerlige kunstnere, men de blander det bare ikke ind i deres kunst. En anden kunne være en forfatter som Benn Q. Holm, som gik i kanten af punkmiljøet i 1980'erne og var medlem af Konservativ Ungdom. Flere burde måske nærme sig den adskillelse. Groft sagt: Folk, der komponerer symfonier, er jo ikke pr. definition klogere på krigen i Syrien end alle andre.”