En sag om afslag på arbejdslegat til en anerkendt grønlandsk forfatter, der skriver på dansk, men bor i Grønland, har vakt undren i kulturlivet herhjemme.
Blandt andet hos forfatteren Kim Leine, der selv har boet i Grønland og gjort landets historie til det primære omdrejningspunkt for sin karriere som forfatter. Han har fulgt sagen om Niviaq Korneliussen og mener, at den bør genvurderes.
”Jeg synes, det er meget problematisk, at Niviaq, som en af de nye unge grønlandske forfattere, der skriver på dansk – og også grønlandsk – udgiver på dansk forlag og i det hele taget gør sig gældende i dansk litteratur, ikke kan få støtte fra Statens Kunstfond. Især da hun tidligere har fået støtte, hvor situationen var helt den samme med hensyn til bopæl,” siger han.
”Der lader til at være en gråzone i denne hjemtagningsfase, hvor reglerne risikerer at blive fortolket lidt forskelligt fra sag til sag. Og det er meget frustrerende for Niviaq personligt, men som sagt problematisk i bredere perspektiv, da det vil gå ud over alsidigheden i dansk litteratur og dens, forhåbentlige, inkludering af vores grønlandske statsborgere, der stadig skriver og udtrykker sig på dansk.”
”Idet det grønlandske Landsstyre har taget kulturstøtteområdet hjem, har grønlandske kunstnere kun mulighed for at søge Statens Kunstfond om midler, hvis de har bopæl i Danmark,” lyder det i afslaget til Niviaq Korneliussen fra Statens Kunstfond.
Niviaq Korneliussen har klaget over afgørelsen, og klagesagen er i øjeblikket under behandling. Den forventes ifølge Kulturministeriet færdigbehandlet inden for et par uger.
Aleqa Hammond, der er det ene af de to grønlandske medlemmer valgt til Folketinget, og som stiller op til det grønlandske valg, der afvikles i næste uge, skriver på Facebook til Niviaq Korneliussen, at hun har tænkt sig at rejse sagen politisk.
”Når det drejer sig om staten og statsmidler, der skal man tilgodese alle rigsdele som en helhed og dermed ligestille disse,” skriver hun.
I Grønlands Selvstyres egen ”lov om kunstnerisk virksomhed”, der blev revideret i 2016, står der i lovens paragraf 2, at Selvstyret kan støtte grønlandsk kunst og definerer det som ”værker, der er udført af grønlandske kunstnere eller kunstnerisk virksomhed udøvet af grønlandske kunstnere”. Med det sidste forstås ”kunstnere, der har fast bopæl i Grønland”.
Rent økonomisk er der grundlag for et blomstrende grønlandsk kulturliv, også uden dansk hjælp, mener Ivan Burkal, der er billedkunstner og medlem af den grønlandske kunstnersammenslutning Kimik. Men at bopæl, også fra grønlandsk side, spiller så stor en rolle for en kunstners mulighed for støtte, er et stort problem, mener han.
”I vores lovgivning står, at man skal have bopæl i Grønland for at få grønlandsk støtte, men hvad så med dem, der eksempelvis er ved at tage en kunstnerisk uddannelse i København? Jeg kender kunstnere, der har boet i Grønland mange år, men så er flyttet til Danmark. Er de så ikke grønlandske kunstnere mere? Man stiller kun få krav til kvalifikationer, professionalitet eller anerkendelse og fokuserer i stedet skarpt på bopæl. Og det hænger bare ikke sammen,” siger Ivan Burkal.