Coronakrisen har på kort tid sendt et af landets mest succesfulde museer i knæ.
Der var festligt liv i det røde museumsflag foran Designmuseum Danmark, da Kristeligt Dagblad sidste år var på besøg på museet, som dengang kunne berette om en museumssucces ud over det sædvanlige – med et femdoblet besøgstal på få år. Men nu vender vinden den anden vej, så budgettallene allerede er blevet lige så blodrøde som museumsflaget. Ifølge Berlingske står museet nu i en historisk krise med en så presset økonomi, at museet sandsynligvis ikke genåbner den 8. juni, hvor det ellers som et politisk kompromis er blevet tilladt for landets museer at genåbne, men museet vil nu vente helt med at åbne til sidst i 2021.
Det betyder formentlig også, at museet må fyre 50 ud af 75 medarbejdere, da regeringens hjælpepakker ikke har rakt, forklarer direktør for Designmuseum Danmark AnneLouise Sommer til avisen.
På Nivaagaards Malerisamling i Nivå nord for København mener direktør Andrea Rygg Karberg heller ikke, at regeringens hjælpepakker har været tilstrækkelige – og i øvrigt slet ikke designet til museer.
”Museer er jo lidt underlige institutioner, fordi vi er halvt offentlige og halvt private, men i denne her situation har vi skullet agere, som om vi kun var private virksomheder, og har kun kunnet søge de samme hjælpepakker som de. Men de hjælpepakker er ikke lavet til os,” siger Andrea Rygg Karberg.
Hun anslår, at museet i alt vil have tabt omkring tre millioner kroner på at have været tvangslukket helt frem til den 8. juni, mens museet foreløbig kun har opnået lønkompensation på godt 400.000 kroner. Hun undrer sig over, at museet ikke måtte lade hjemsendte medarbejdere, der var dækket af lønkompensationsordningen på 75 procent af lønnen, arbejde de sidste 25 procent af deres arbejdstid til gavn for lokalsamfundet.
”Vi ville gerne have hjulpet skolerne i denne her tid med al vores undervisningskunnen. Hos os har vi haft 16 hjemsendte medarbejdere og kun fem mand tilbage til at opretholde til nødvendige funktioner. Det har været en ærgerlig situation,” siger museumslederen, som ærgrer sig allermest over den mur af bureaukrati, hun har mødt, da hun også forsøgte at søge den anden hjælpepakke for at få dækket en del af museets faste udgifter.
”Det var en utrolig besværlig hjælpepakke at søge, og det går utroligt langsomt med at få noget tilbage. Vi har ikke hørt noget endnu. Men det er stadig småpenge i forhold til, hvad vi har mistet af egenindtægter. Vi måtte tvangslukke museet midt i vores bedst besøgte udstilling nogensinde, som vi lige have åbnet med Hans Scherfigs værker. Og vi brænder for at få lov til at åbne igen. Vi plejer faktisk at have flest gæster i maj, fordi vi har en smuk rododendronpark, der blomstrer i denne måned. Men heldigvis har vi mødt opbakning fra lokale støtter, og vi regner også med at få del i de fondskroner, som er afsat til at støtte museer under coronakrisen, ligesom Fredensborg Kommune heldigvis stadig støtter os, så den primære hjælp kommer endnu ikke fra hjælpepakkerne.”
Heller ikke Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for den kulturhistoriske museumskoncern Romu, der består af 10 museer i Roskilde, Lejre og Frederikssund Kommuner, er imponeret over hjælpepakkerne til landets museer.
”Jeg synes, at de er kommet for langsomt og ikke i tilstrækkelig grad tager højde for museernes særlige situationer,” siger Morten Thomsen Højsgaard og tilføjer, at Romu først faldt helt uden for muligheden for at søge hjælpepakker, og derfor heller ikke har modtaget nogen hjælp, men nu vil søge kompensation for museets faste udgifter under tvangslukningen.
”Det er således slet ikke hjælpepakker, der gør, at vi nu klarer os nogenlunde godt gennem krisen, men fordi vi hurtigt selv gennemførte en kollektiv solidarisk spareplan til 3,5 millioner kroner. Seks medarbejdere gik for eksempel frivilligt ned i tid, og chefer arbejdede gratis. Det var flot.”