Kulturtidsskriftet Kritik fejrer jubilæum i anledning af nummer 200 ved at fokusere på selve kritikbegrebet. Og det skal de to redaktører, Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard, ikke kritiseres for. Man må gå ud fra, at redaktørerne værdsætter kritik. For at sige det ligeud: Desværre er resultatet blevet lidt kedeligt. Er der en vis redaktionel metaltræthed efter så mange numre?
LÆS OGSÅ: En frontkæmper for den kritiske fornuft
Den franske sociolog Razmig Keucheyan udgav i 2010 en bog med en kortlægning af de ny kritiske tanker på venstrefløjen (Hémisphère gauche hedder den). Stort set er der ikke en eneste af de mange nye kritiske tænkere, som han gennemgår, der optræder i dette nummer. Der er heller ikke noget om nye tendenser i litteraturkritikken. Eller litteraturen. Hvorfor mon?
Kritiks redaktører er endnu dybt præget af Muhammed-krisen. Nummeret er præget af deres bekendelser til oplysningen og af deres kritik af al religion. Her har vi forklaringen på, at der er ikke mindre end to store og oplysende artikler om karikaturer og religiøse billeder samt mange artikler om oplysningstiden især den franske. Nummeret er dermed i udpræget grad et udtryk for redaktørernes interesser. Det er der jo ikke noget galt i. Jeg deler dem blot ikke.
LÆS OGSÅ: Kritikere frygter kritik
Kritik blev grundlagt af to, der var uenige: Aage Henriksen, professor i dansk i København og optaget af åndelige ting, og Johan Fjord Jensen, der på det tidspunkt var på danskstudiet i Aarhus. Han var ny-radikal og materialist. Traditionen er videreført. Stjernfelt er professor i Aarhus, mens den anden redaktør, Lasse Horne Kjældgaard, er ansat ved Nordisk i København. Og disse to er, som de skriver i deres lederartikel, endnu voldsomt uenige. Om hvad? Muhammed-krisen.
De to første redaktører var i 1967 betænkelige ved selve ordet kritik, fordi det lød negativt selv i kulturradikale øren. Det skete det år, hvor jeg begyndte på universitetet, og det var et must at købe Kritik. Det er det ikke mere. Mine studerende kender det ikke, og jeg underviser dem ellers i et lokale, der ligger ved siden af Frederik Stjernfelts kontor.
I tiden efter 1968 hyldede vi idéen om det kritiske universitet. Kritik betød dengang ideologikritik og kulturkritik. Eller marxisme. Det kunne man læse om i Kritik. Men så blev kritik afløst af postmodernisme og dekonstruktion. Og det kunne man læse om i Kritik.
Siden Frederik Stjernfelt tog over, har han været kritisk over for alle former for poststrukturalisme. Det kan man læse om i dette nummer. Fjenden er i næsten alle teksterne relativisme, hermeneutik og postmodernisme men især socialkonstruktivisme. De gode tror på kendsgerninger og er realister.
Nummeret består af tre dele. Først om filosofisk kritik, dernæst politisk og til sidst æstetisk. Rækkefølgens signalværdi er tydelig nok.
Tzvetan Todorov, litterat og strukturalist, indleder med et forsvar for oplysningen, men hvem er angriberne? Religionen? Todorov tror dog ikke på fremskridtet. Oplysningen er (en) ånd, og den skal, viser det sig, kritiseres. Sverre Raffnsøe forsøger at problematisere kritikbegrebet og at vise, at det er blevet sin egen karikatur, men hvorfor vi skal igennem en længere gennemgang af Kant, ved jeg ikke. Dertil kommer hans mangelfulde begrebshistorie om selve kritikbegrebet.
Den engelsk-jødiske Holland-ekspert Jonathan Israel forsøger at påvise, at Spinoza er den rette oplysningstænker, fordi han ikke troede på mirakler. Der går en lige linje fra Spinoza til FNs menneskerettigheder. Det hele virker mildt sagt ikke overbevisende. Man savner i det hele taget det perspektiv på oplysningstiden, at dens anden side var imperialismen.
Filosofiprofessoren Susan Haack er realist og mener, at erkendelsesteori er nyttig som kritisk middel mod politikere. Hun virker som en røst fra fortiden, hvor også danske analytiske filosoffer som Justus Hartnack og David Favrholt mente, politikere burde lære filosofi.
Det gælder om både Haack og filosofferne Vincent Hendricks og David B. Petersen, at vi er bedst tjent med, at filosoffer holder fingrene fra politik. De ender altså med at tro, de er Platon og besidder sandheden.
Haacks fjende er den postmoderne pragmatist Richard Rorty. Han troede ikke på objektive sandheder eller kendsgerninger. Og hvis man ikke gør det, er man nærmest en trussel mod demokratiet. Ifølge Hendricks og Petersen har demokratiet svært ved at håndtere kendsgerninger. Har det? Det anede jeg ikke.
Dernæst har der været en årtusindlang adskillelse mellem værdier og fakta. Er det mon et faktum? Deres fjende er blandt andet socialkonstruktivismen og så VKO-regeringen. Man er epistemisk terrorist, hvis man formidler forkerte antagelser. Besynderligt nok befinder deres kendsgerninger sig altid i venstre side af folketingssalen.
Der er dog lyspunkter. Der er nogle fantastiske fotografier af Olafur Eliasson. Forstandige betragtninger over litteratur og politik af Katrine Marie Guldager. Rasende betragtninger af Einar Már Gudmundsson om nyliberalismen. Han forudser en genkomst for proletarlitteraturen. Han lyder som islandske førkrigsforfattere. Ursula Andkjær Olsen og Hans Ulrik Rosengaard forsøger at finde ud af, om kunst kan være modbillede til både stat og marked. Det kan den, men skal modbilledet statsstøttes?
Et morsomt og anderledes bidrag er af anmelderen Olga Ravn. Tankevækkende metakritiske betragtninger af den svenske Horace Engdahl. Han filosoferer over, om litteraturkritikere vil blive husket. Det mener han vist ikke, men det gør de da. Hvem læser Addisons og dr. Johnsons digte?
Der er en herlig, lille dansk kritikhistorie skrevet af Torben Brostrøm. Brostrøm bliver nu også svær at glemme. Tre af disse æstetiske artikler er sjovt nok skrevet som fragmenter.
Nummerets suverænt bedste artikel er af Henrik Dahl om kritikkens status i dansk sociologi, hvor han lancerer begrebet ædelkritik. Han påviser, at danske sociologer ikke er kritiske, for de er gået i magthavernes tjeneste. Hvor er kritikken af velfærdsstaten? spørger han.
En anden artikel med udsyn er Chantal Mouffes om, hvor vanskelig kritik er, fordi kapitalismen trives ved den. Den tyske Rainer Forst er faktisk konstruktivist. Så der er en vis åbenhed i udvalget af tænkere. Heldigvis kan Forst ikke lide religion.
Informations Rune Lykkeberg skriver om den anti-demokratiske Holberg og om, at ikke alt er eller kan være demokratisk. Kunsten kan ikke, men hvorfor dog ikke? Det er så det eneste essay om dansk litteratur i dette nummer.
Nytænkende er Anker Brink Lund og Gitte Meyer om kritik af journalistisk kritik, der går ud fra en litterær tilgang til journalistik. Og til sidst vor kulturminister, Per Stig Møller. Der har så evig ret. Kritik i Danmark betyder blot, at man siger: nej.