Prøv avisen

Kritiker med et frygtindgydende format

Jens Kruuse var den dagsordensættende kritiker for 1940'ernes og 1950'ernes nye, danske litteratur. – Foto: Klaus Gotfredsen/Polfoto.

Engang var han stor og kendt, nu er han stort set glemt. Litteraturkritikeren Jens Kruuse var blandt emnerne for en konference på Syddansk Universitet

I forgårs mødtes forskernetværket "Moderne positioner efter 1940" til konference på Syddansk Universitet i Odense. Netværket skal både trække de lange linjer i dansk litteraturhistorie fra 1940 til i dag og dykke ned i enkelte forfatterskaber gennem blandt andet arkivstudier. Rent fagligt er litteraturforskere grundstammen, men også teologer, idéhistorikere og samfundsforskere er på banen i diskussionerne.

Svend Skriver, som er post.doc. ved Nordiske Studier ved Københavns Universitet, talte om Torben Brostrøm, der debuterede som anmelder ved Information i 1956 og har skrevet i avisen lige siden. Han er nok den mest indflydelsesrige danske litteraturkritiker i nyere tid. Og så er han en gennembrudsmand, der både viste vejen og samlede trådene for en helt ny generation af forfattere med Klaus Rifbjerg i spidsen.

Gennembrudskritikeren må gribe til den blodige, men også ganske underholdende beskæftigelse at gøre op med forgængerne. Brostrøm var oppe imod Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og de andre store lyriske navne fra perioden før 1960. Og han gik hårdt til værks. I en stærkt polemisk artikel i tidsskriftet Vindrosen fra 1959, "Det umådelige mådehold", afskrev Brostrøm det meste af den danske lyrik siden 1890'erne som indavlet og provinsiel med alt for lidt lyst til at eksperimentere og lade sig inspirere af internationale strømninger. Jæger og co. var altså kun sidste akt i en lang og bedrøvelig historie.

I sine anmeldelser har Torben Brostrøm dog aldrig været en voldsom og skallesmækkende kritiker som en Lars Bukdahl i vore dage, og Skriver gav flere morsomme eksempler på, hvordan Brostrøm uddelte "ris gennem ros". Passager kunne tage sig ud som stor anerkendelse for til sidst at munde ud i et dødskys til en lidt for bedaget poet.

Der har været skrevet en del om Torben Brostrøm i de senere år, og på den baggrund var det interessant at Lotte Thyrring Andersen, seniorforsker ved Statsbiblioteket i Århus, i sit indlæg fremdrog Jens Kruuse, som i mange år var kulturredaktør på Jyllands-Posten efter at have været docent på Aarhus Universitet og lærer på Askov Højskole.

Jens Kruuse var den dagsordensættende kritiker for 1940'ernes og 1950'ernes nye, danske litteratur. Han var den tids Torben Brostrøm. Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen havde siddet i hans auditorium på Aarhus Universitet som unge litteraturstuderende. I programskriftet "Den nye virkelighed" fra 1948 gjorde Kruuse op med mellemkrigstidens naturalisme og efterlyste en ny digtning, der i forlængelse af krigen kunne tage bestik af den menneskelige virkelighed i dens fulde og tragiske omfang. Det var svært ikke at se Jens Kruuse som en intellektuel inspirator for tidsskriftet "Heretica", der så dagens lys samme år med Bjørnvig og Poulsen som de første redaktører.

Lotte Thyrring Andersen har arbejdet med Jens Kruuses arkiv på Statsbiblioteket, og til efteråret udgiver hun et udvalg af de breve, Kruuse modtog fra taknemlige, samtidige forfattere, blandt andre Thorkild Bjørnvig, Per Højholt, Paul la Cour, Tage Skou-Hansen, Ole Sarvig og Ole Wivel. Lotte Thyrrings oplæg mundede ud i et spørgsmål om, hvorfor Jens Kruuse var så relativt glemt, og hvorfor han ikke i historisk perspektiv havde fået status af at være hereticanernes Torben Brostrøm.

Det er ikke, fordi Kruuses værk ikke holder niveau for en nutidig betragtning. Klaus Rifbjerg kaldte ligefrem hans format for "frygtindgydende", da han for nogle år siden genlæste Kruuse i forbindelse med en posthum udgivelse. Men hvad kunne så være grunden?

Det kom der en del bud på i diskussionen. Jens Kruuse var en mand med store armbevægelser og fik blandt andet flere bedragerisager på halsen. Det gjorde, at hans karriere blev noget flagrende. Han blev tvunget væk fra sit docentur på universitetet, men kom netop af den grund til at skrive så meget mere dagbladskritik. Et andet bud var, at Kruuse godt nok var en lærd og en stor kritiker, men han arbejdede altså i Jylland! Og da "Heretica" indtog den nationale scene i 1948, og redaktionen installerede sig i Vedbæk under Knud W. Jensens auspicier, ville man måske ikke ligefrem skilte med, at en del af pionererne havde jyske rødder. Man ville undgå en forventelig anklage for provinsialisme fra de københavnske salonkommunister.

Måske for langt ude. Lotte Thyrring citerede et meget taknemligt brev, digteren Paul la Cour havde skrevet til Jens Kruuse. Og la Cour brød ellers hurtigt med "Heretica", fordi han var under pres fra sine kommunistiske venner. Men det fremgik, at la Cour ikke havde læst den rosende anmeldelse af sin digtsamling "Mellem Bark og Ved" på dagen i Jyllands-Posten. Tværtimod havde han først set den flere måneder efter, da en venlig sjæl forærede ham den til et møde på Askov Højskole. Den litterære intelligentsia i København læste ikke Jyllands-Posten!

Men den bedste forklaring på, at Jens Kruuse ikke blev en tydelig talsmand for en generation, er måske den simple, at han ikke som Torben Brostrøm var jævnaldrende med de unge forfattere. Han var ikke selv en del af flokken, men 10 år ældre og havde jo til overflod været lærer for flere af dem. Den intense gruppefølelse af, at "vi har meget til fælles, og nu er vi sammen på vej ind i nyt land", kunne ikke etableres på helt samme måde.

Morten Nielsen, den unge, døde digter fra besættelsesårene, skriver det faktisk i et af sine breve, efter at han har læst en kronik af Kruuse i Jyllands-Posten i 1942:

"Jeg har det lidt som om, jeg var på Vej henimod noget, jeg sgu nok skulle finde ... og så stiger der pludselig en Mand med Bøger under Armen op af Jorden og peger i den Retning, jeg har famlet henad, og siger: Det er denne Vej."

Unge himmelstormere vil ikke så åbenlyst rende efter en mand med bøger under armen. Og de unge mænd vil heller ikke gerne kere sig så meget om opvasken, som professor Anne-Marie Mai påpegede i sit indlæg om de kvindelige stemmer i 1950'erne og 1960'ernes kulturdebat: Elsa Gress, Tove Ditlevsen og Lise Sørensen. Hendes pointe var blandt andet, at kvinderne bragte en hverdagsnærhed ind i debatten, som ofte kunne savnes i de ganske abstrakte mande-diskussioner. Hele den vestlige kultur er i krise, javel, men hvem ender med at stå med opvasken?

gunder@kristeligt-dagblad.dk