Det er efterhånden en del år siden, at tegneren og børne-tv-værten Jørgen Clevin tonede frem på skærmen, da DR først i 1950’erne begyndte at lave tv for børn. Dengang fascinerede han børnene med sine kreative påfund, mens kameraet fokuserede på hans hænders bevægelser hen over det blanke papir. Her kunne han tegne en lang hund, måske efterfulgt af en troldmand.
I dag, 60 år senere, er Jørgen Clevin for længst blevet erstattet af Hr. Skæg, Oda Omvendt, Onkel Reje – og udenlandskproduceret indhold på streamingtjenester som Netflix og HBO. Programmer, der har et hurtigere tempo.
Tempoet i børne-tv er generelt blevet hurtigere, lyder det fra flere forskere, blandt andre Christa Lykke Christensen, der er lektor på institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet og i sin forskning blandt andet har analyseret dansk børne-tv’s historie tilbage fra 1950’erne.
”Der er meget mere tempo i børne-tv i dag. Hvis man ser tilbage – det behøver ikke være så langt tilbage, men måske et program fra 1960’erne og 1970’erne – og sammenligner det med i dag, så er der en slående forskel. Det skyldes ikke mindst de tekniske muligheder, men vi har også vænnet os til, at der skal ske meget på sendefladen. Vi forventer, at det skal gå hurtigt i plot og tempo, og det vil børn også gøre,” siger hun.
Børn søger i stigende grad væk fra fjernsynet og finder i stedet udsendelserne på platforme som YouTube, Netflix og DR’s streamingtjeneste. Og når børn vænner sig til, at der altid skal ske noget, går det ud over fordybelsen, siger Ole Henrik Hansen, lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. I sin forskning har han undersøgt forskellige elementer af barndommen i institutionslivet, og herunder har han beskæftiget sig med tempoet i dagligdagen.
”Det går for stærkt. Børnene har ingen gavn af det. Med den måde, vi driver barndommen på, er vi med til at konstruere børn, der forventer tempo. Det kan selvfølgelig ikke siges helt sort/hvidt, men børnene bliver frataget muligheden for at fordybe sig. Man har i nogen grad på kanaler som Ramasjang og Ultra skabt en lav kvalitet af børneudsendelser, som lever på et grotesk højt tempo,” siger han og tilføjer, at han med ”børn” mener dem under seks år.
Omvendt vil han heller ikke plædere for, at de hele tiden skal kede sig. Men det vil være gavnligt for dem at have færre elementer at forholde sig til i hverdagen: Og her udgør børne-tv, og i særdeleshed det udenlandskproducerede, en del af de elementer.
”Det ville være fint, hvis børnene havde blot en tyvendedel af de valgmuligheder, de har i dag – og i bedre kvalitet. Der er i virkeligheden ikke meget historie i de masseproducerede, engelskproducerede udsendelser, som børnene nogle gange ser. Det er hurtigt, smart og billigt, og det bliver pumpet ud til ukritiske og forsvarsløse børn og relaterer sig ikke til børnenes liv og forestillingsverden,” siger han.
De hurtige temposkift kan sammenlignes med det at have for mange arbejdsopgaver, hvor man aldrig når at blive færdig med den ene, før den næste ligger klar. Det siger lektor på psykologisk institut ved Aarhus Universitet Klaus B. Bærentsen, der forsker i menneskers brug og forståelse af teknologiske artefakter.
”Når der er hurtige temposkift, tvinger man opmærksomheden til at følge det hurtige tempo. Det er en ophidselse af tankegangen. Fra hukommelsesforskning ved man, at når man skal lære noget, så skal vi forstå det, tænke over det, bearbejde det, og anvende det for at huske det bedre. Man kender en række glemselsfaktorer, og her er distraktion med nyt materiale en af de værste, fordi det forhindrer indtrykkene i at bundfælde sig,” siger Klaus B. Bærentsen. Fortsætter side 6
Det hurtige tempo behøver dog ikke kun blive betragtet som negativt, fortsætter han:
”Nogle gange er det måske godt, at der er fart på i et kort afgrænset tidsrum, fordi det kan fungere som intervaltræning af vores opmærksomhed. Men konstant og uafbrudt stimulation er potentielt sygdomsfremkaldende.”
Stine Liv Johansen, lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet og forsker i samspillet mellem medier, teknologi og hverdagsliv med særligt fokus på leg, påpeger, at børn på trods af det øgede tempo i programmerne stadig søger gammelt indhold, for det danske indhold adskiller sig fra det udenlandske.
”’Kaj og Andrea’ er relativ langsomt, men det har en appel, der stadig holder. Vi vil gerne give det, vi kender, videre til børn. Derfor er der stadig publikum til de programmer. DR Ultra har de senere år lagt indhold på YouTube, så de 3-12 årige er ikke smuttet fra DR’s indhold. Der er bare noget særligt ved dansk børne-tv,” siger hun.
Lektor på Historie og Klassiske Studier ved Aarhus Universitet, Helle Strandgaard Jensen, der forsker i barndoms- og mediehistorie, vil ikke tilslutte sig dem, der siger, at børn per automatik bliver dårligere til at koncentrere sig på grund af det øgede tempo og pointerer, at det heller ikke er al underholdningen i dag, der går stærkt, og nævner et par eksempler fra DR Ramasjang.
”Gurli Gris tager til spejder og i ’Oda Omvendt’ bygger de huler og tegner. Der er ikke meget højt tempo deri. Ramasjang genudsender mange gamle programmer, og jeg er overrasket over, hvor stort et kendskab børn har til tv-kulturarv. Det er en mere inkluderende form for sendeflade, vi ser i dag, sammenlignet med det begrænsede tilbud førhen. Så det er lidt en forfaldshistorie med det høje tempo og store skærmforbrug, for du sidder også foran en skærm og med mobilen hele tiden. Problemet er meget mere nuanceret, end at børnene nu har for mange valgmuligheder,” siger hun.
I stedet er hun mere bekymret for, at dansk børne-tv skal konkurrere med udenlandsk produceret indhold, hvor der er en bestemt hastighed i programmerne.
”Det er en lang nordisk tradition, at man giver en stor indsigt i det samfund, børnene er en del af. Hvis der bliver mindre af det lokalt producerede og mere af Netflix og HBO, så kan det være svært for børnene at finde programmer, der hjælper dem med at forholde sig til det særlige ved det nordiske børneliv. Det er en tradition, hvor man ofte har været meget skarp på at præsentere verden set fra børnehøjde. Så kan man måske frygte, at vi mister noget af den tradition, vi har haft for tv i børnehøjde,” siger hun.