Prøv avisen
Fra brandes til bukdahl

Kritikeren, der tog sin kristendom alvorligt

Henning Kehler buldrede ind på den danske litterære krigsskueplads med rejseberetningen ”Russiske Kroniker” i 1920, der var en halvt opdigtet journalistisk reportage fra revolutionens Rusland.- Foto: Foto: Det Kongelige Bibliotek

Henning Kehler var en litterær slagter, men også en seismograf, som inkarnerede mellemkrigstidens europæiske uro gennem sin ideologiske forvandling og vilde stil

Henrik Stangerup lagde ikke fingre imellem i sin karakteristik af kritikeren Henning Kehler: ”Djævelen: tredivernes højre-kulturelle indpisker nr. et, små, onde øjne, slagter med blod til langt op over albuerne.”

Hårde ord, men gemytterne har altid haft svært ved at falde til ro, hvad angår Henning Kehler (1891-1971). I en ret tidlig alder begyndte han at holde litterær standret i Politikens spalter, hvor faldøksen dagligt blinkede, som en medkriger formulerede det. Det gav ikke just venner.

Stangerups henvisning er faktisk temmelig rammende. Krigsmetaforikken var i hvert fald i flere henseender noget, Kehler dyrkede. Han indledte eksempelvis sit omvendelsesværk ”Kampen for livsanskuelse” (1925) med udtrykket: ”Med Hilsen fra Ildlinien.”

Stangerups vilde udfald mod Kehler rummer både historien om Kehlers åndelige position og om den intellektuelle konservatismes selvdestruktion i mellemkrigstiden.

Kehler indledte sin skrivekarriere med rejsereportager og standardiserede hyldester til Georg Brandes samt halvhjertede udfald mod en religiøs personage som Helge Rode. Det holdt dog ikke længe, og i 1925 sprang han ud som kristen og konservativ.

Derefter forlod Kehler Politiken for at begynde at gå sin egen, rigtigere vej. Ideologisk blev især Hakon Stangerup og Harald Nielsen dermed vandrekammeraterne. Men i modsætning til brandesianerne var disse mænd overhovedet ikke dygtige til organiseret kamp.

Tværtimod brugte de uforholdsmæssigt meget tid på at bekrige hinanden. Harald Nielsens vægtige bog ”Litterære mirakler” indeholdt lange udfald mod Kehler. Dennes virksomhed var ”snart hadefuld, snart hysterisk lovprisende, men altid holdningsløs og upaalidelig”.

Kehler replicerede med en stribe fornærmelser: Harald Nielsens stil var ”uudsletteligt studentikos”, og han havde slet ikke fjernet sig så langt fra brandesianismen, som han selv troede. Større fornærmelse kunne man næppe tildele Harald Nielsen.

Samme forhold gjaldt Hakon Stangerup. Han skulle i guillotinen, og det var Kehler, der gennem den såkaldte ”negeraffære” i 1943 afslørede Stangerup i at lade andre oversætte litteratur og udgive det i eget navn.

Kehler var bare så aggressiv i sine udfald, at faldøksen denne gang nok blinkede, men også huggede Kehlers ene arm af. Både Hakon Stangerup og Kehler mistede deres stillinger, og Kehler vandt aldrig igen samme indflydelse.

Kehler buldrede ind på den danske krigsskueplads med rejseberetningen ”Russiske Kroniker” i 1920. Det var en halvt opdigtet journalistisk reportage fra revolutionens Rusland.

Og selvom Kehler altså senere blev kendt som konservatismens skrivende førstemand, var det her hans ekspressionistiske form, der gjorde indtryk.

Det var formentlig denne sikre stil, der sikrede ham ansættelsen på Politiken. Men Kehler omvendte sig altså og blev i stedet en slags kritiker-Paulus for det sjælelige gennembrud, som Harald Nielsen formulerede det.

Derefter blev Marcus Lauesen og Kaj Munk heltene. Kaj Munk var ligefrem ”dansk poesis kongesøn”. Til gengæld blev Georg Brandes og Johannes V. Jensen fjenderne som henholdsvis grundlægger og fuldbyrder af den litterære naturalisme. Brandes var ”syg af at leve” og blev en ”pervers Oldingenatur”.

Selvfølgelig måtte Johannes V. Jensens geni som ordsmed hyldes, og hans ”mandige Smag” hævede ham over en sentimentalist som Jeppe Aakjær. Men problemet var ifølge Kehler, at denne mandighed slog ud i en villet naturalisme, der konstant forsøgte at ignorere det faktum, at døden er menneskets fjende, ikke dets kompagnon.

Jensens forfatterskab gik alt for ofte ud på at spille barsk over for døden. Indimellem kunne Kehler sagtens se indslag af det, han kaldte en vild og hemmelig trang til transcendens, men Jensens grundlæggende problem bestod i, at denne blev bekæmpet, ikke udnyttet.

Dette krav om overensstemmelse mellem forfatter og værk var kernen af Kehlers kritik: Når nu Johannes V. Jensen - ifølge Kehler - tydeligt fornemmede noget transcendent, var det uærligt at bekæmpe den følelse.

Henning Kehler var en litterær slagter. Men han blev også et uudsletteligt tidsbillede, en seismograf, som Jørgen Bukdahl kaldte ham, fordi han bedre end nogen anden inkarnerede mellemkrigstidens europæiske uro gennem sin ideologiske forvandling og vilde stil.

Den jævnaldrende Tom Kristensen kunne også se kvaliteten. I et interview, efter at Kehler havde mistet sin stilling på grund af ”negeraffæren”, beklagede Tom Kristensen hans fravær: ”Hver høst fik jeg en skraldebøtte ned over hovedet, og jeg savner mit årlige bad.”