Kritikken har svære kår i moderne russisk kunst

Systemkritikere har det svært i Rusland, hvor en ny lov skal sikre ”patriotisk” kunst. Det er dog ikke nødvendigvis censur fra Kreml, der er det største problem, men den almindelige russers holdning til kunsten, mener iagttagere

Den russiske spillefilm ”Leviathan” var både nomineret til en Oscar og en Golden Globe, men udlandets interesse for filmen, der blandt andet handler om, hvor korrupt russisk lokalpolitik kan være, modsvares ikke af lokal begejstring. Således har Ruslands kulturminister, Vladimir Medinskij, anklaget filmen for at være uden en ”eneste positiv karakter.” -
Den russiske spillefilm ”Leviathan” var både nomineret til en Oscar og en Golden Globe, men udlandets interesse for filmen, der blandt andet handler om, hvor korrupt russisk lokalpolitik kan være, modsvares ikke af lokal begejstring. Således har Ruslands kulturminister, Vladimir Medinskij, anklaget filmen for at være uden en ”eneste positiv karakter.” - . Foto: fra filmen.

Han går bare dér med sin kæreste i hånden, viser overvågningskameraet.

I det øjeblik en sneplov passerer de to på fortovet langs én af de mest centrale gader i Moskva, sker noget; det er ikke til at se hvad. Men da sneploven er kørt forbi, ligger systemkritikeren og oppositionspolitikeren Boris Nemtsov på fortovet, dræbt af skud, mens hans kæreste knæler ved hans side. En ukendt person flygter hurtigt ind i en bil, der kører op på siden af dem.

Videoen af mordet på Boris Nemtsov den 27. februar i år har spredt sig på nettet og affødt en del spekulationer. Hvad skulle sneploven lige der, i dét sekund? Hvorfor findes der ikke andre overvågningsbilleder, når området, hvor Nemtsov blev skudt, er ganske tæt på regeringsbygningerne? Hvem myrdede egentlig Nemtsov?

Mordet indvarsler en ny og isnende kold tid for kritikere af styret i Rusland, mener iagttagere, der ikke køber den officielle forklaring om, at gerningsmanden skulle være muslimsk tjetjener, og at motivet for mordet skulle være Nemtsovs påståede støtte til det terrorramte franske satireblad Charlie Hebdo. Også den amerikanske præsident, Barack Obama, har kaldt klimaet for frihed og borgerrettigheder i Rusland for det værste i 10 år.

I det øjeblik den politiske systemkritik undertrykkes, er kunsten ofte trådt til med sine billeder og metaforer på det, der er ved at ske i et samfund. Men hvordan har kunstnerne det egentlig i Rusland?

På mange måder er kunstnernes frihed til at tegne, skrive og synge, hvad de vil, kommet under voldsomt pres de seneste to-tre år, mener Anna Libak, Rusland-kender og ud-landsredaktør på Berlingske.

”Fra regeringens side ønsker man en kunst, som i højere grad understøtter præsidentens politik og er ideologisk offensiv. Man har opdaget, hvor stor en magt idéer har over sjælene, at det er her, gennem kunsten - tv-serier, bestsellere og pop-sangene - man virkelig kan forme folks karakter og indstilling,” siger hun.

Midlet er ikke længere direkte og åbenlys censur som i sovjettiden, men økonomisk støtte til ukritisk kunst, påpeger Anna Libak.

”God kunst er lig med kærlighed til Rusland. Og kærlighed til Rusland er lig med kunst, der ikke fornærmer systemet eller religion.”

Ruslands kulturminister, Vladimir Medinskij, udtalte i januar, at kunst ikke må blive en ”skraldespand”, og efter-lyste en ”patriotisk strøm i den offentlige bevidsthed”. I samme ombæring fremsatte han et lovforslag om, at internettet i Rusland fremover skal være ”patriotisk” og ”nedkæmpe vestligt spin”.

Det sidste handler ifølge Anna Libak om, at regeringen er meget opmærksom på, hvilke kulturprodukter der får udbredelse i Rusland.

”Man ser ikke nogen landskendt, russisk kunstner, der er kritisk over for regimet. Det, der skal ud til den brede befolkning, skal være opbyggeligt og patriotisk. Man kan sagtens tillade et enkelt stykke kritisk litteratur eller et lille kritisk teater, herregud. Problemet opstår, hvis kritikken bliver alt for kendt i brede kredse, via internettet. Kritikerne kan nå ud til flere med de nye medier, og det ved regeringen godt,” siger Anna Libak.

Et eksempel på det kan ses i en aktuel debat om den russiske spillefilm ”Leviathan”, der både var nomineret til en Oscar og en Golden Globe. Filmen, der kun har haft premiere i få biografer i Rusland, viser gennem en række absurde scenarier, hvor korrupt russisk lokalpolitik kan være.

Vladimir Medinskij har anklaget filmen for at være uden en ”eneste positiv karakter.” På trods af at hans eget ministerium faktisk uddelte støtte til instruktøren, Andrej Zvjagintsev, der ikke før har lavet systemkritisk kunst.

”Det er mere eller mindre klart, hvem Zvjagintsev hader,” sagde kulturministeren i januar til det russiske medie Izvestija.

”Men hvad elsker han? Hæder, røde løbere og statuetter, det er klart. Men elsker han nogle af sine karakterer? Jeg har min tvivl.”

”Leviathan”s nu internationalt anerkendte instruktør svarede ham i sidste uges udgave af det tyske magasin Der Spiegel.

”Det er direkte tilbage til sovjettiden,” lød det.

Det er ikke forbudt at være kritisk over for den russiske præsident, Vladimir Putin, eller resten af systemet. Det er bare meget få, der er det, for kritisk kunst er ved at blive luget ud af den almindelige russers referenceramme, mener Anna Libak.

”Den kritiske kunst bliver ikke en del af en fælles bevidsthed. Man kan ikke diskutere det, for den ene part kender det ikke.”

”Når du fra regimets side sender et signal om, at det her bryder vi os ikke om, sender det et signal til alle om, at det her er 'no go'. Hvis først du som boghandler specialiserer dig i at udbrede kritisk litteratur, så kommer brandmyndighederne lige om lidt og kræver, at hele forretningen skal bygges om. Eller også dukker der to maskerede mænd op med et baseballbat. På den måde er censuren meget skjult. Og meget effektiv,” siger Anna Libak.

I disse dage foregår en retssag i byen Novosibirsk mod en teaterinstruktør, der i december sidste år ville opsætte en udgave af Wagner-operaen ”Tannheuser” fra 1845. Instruktøren risikerer fængsel for at have fornærmet den ortodokse kirke med sin udgave af operaen, der sætter seksualitet og spiritualitet i centrum.

Et andet eksempel på den strammere linje er et landsdækkende forbud, der blev indført i juli sidste år, mod brugen af ”Mat”, grove bandeord, som stammer fra fængslerne. Ruslands store nationaldigter Aleksandr Pusjkin (1799-1837) brugte bandeordene, når han skrev, men nu udløser det altså bødestraf at bruge ordene i teater, film eller under koncerter.

Den slags er dog ingenting i forhold til, hvad russiske kunstnere oplevede i sovjettiden, mener Alex Fryszman, der er ekstern lektor ved Institut for Tværregionale og Kulturelle Studier, Københavns Universitet, og underviser i russisk kultur og kommunikation. Han er selv født og opvokset i Rusland, men kom til Danmark i 1969.

”Det er selvfølgelig grimt, men man skal ikke overdrive tingenes tilstand. Alle kan blive enige om, at det er meget bedre end i Sovjet. Man har ikke censuren som institution, men nu er den udskiftet med propaganda.”

Den har til gengæld skabt en indre censor hos den enkelte russer, som er blevet stærk i løbet af de senedste par år, påpeger han.

”Det største problem i dag er nok, at folket er blevet så mobiliseret af propagandaen, at de på egen hånd udtaler sig om, at det vil være fint med dem, hvis censuren blev øget. Det er stemmer, som kommer 'nedefra'. Dem, der virkelig vil forbyde film og teaterforestillinger, det er ikke noget, magten sætter i gang,” siger han.

Det skyldes, at den generelle holdning i befolkningen er ret antivestlig for tiden, siger Alex Fryszman.

”Der er en masse almindelige mennesker, der påvirkes af krisen, og når de hører fra Vesten, at man vil nedbryde russisk økonomi, opfattes det, som om man vil ødelægge russernes liv. Det styrker den propaganda, der kommer fra regeringen, og påvirker holdningen til, hvad kunstnere må og ikke må,” siger han.

Også blandt de liberale russere, der måske i bund og grund er vestligt indstillet, er den indre censor stærk for tiden, mener han.

”Hvis du kommer med et patriotisk budskab, giver det karrieremuligheder, for eksempel i medieverden. Jeg kender flere russere, der tænker over netop det. De har børn og familie og vil ikke kommunikere noget, der kan koste dem jobbet i en økonomisk ustabil tid.”

Den virkelig kritiske kunst findes ét sted i Rusland i dag, mener Alex Fryszman, nemlig i traditionen for non-konformisme og avantgarde. Punk-gruppen Pussy Riots stærkt omtalte performance i Frelserkirken i Moskva var et eksempel på det. Ligesom da kunstnergruppen Voina (Krig) for nogle år siden tegnede en stor penisfigur på en vindebro uden for efterretningstjenesten KGB's hovedkvarter i Sankt Petersborg.

Et af de seneste eksempler på den slags kunst var, da performancekunstneren Pjotr Pavlenskij (der tidligere har sømmet sine ædlere dele fast til Den Røde Plads) i efteråret satte sig på muren til et psykiatrisk hospital i Moskva, ganske nøgen, og skar et stykke af sit øre af i protest mod systemets psykiatriske behandling af dissidenter.

”At udstille sig selv som gal er en voldsom og desperat kritik. Det er det sidste, man griber til. Men de fleste almindelige mennesker vil afskrive hans kunst som useriøs og vulgær. Her er en mand, der har tre børn og er godt gift. Hvorfor gør han sådan noget? Han når måske ind til et smalt publikum i Moskva. Men han trænger ikke ind til den brede befolkning, for de er enige om, at det, han laver, ikke er rigtig kunst.”

På den måde har propagandaen sat sig på den russiske sjæl, mener Alex Fryszman. Og censuren har arbejdet sig ind i et samfund, der på overfladen fremstår frit.

Lidt som en sneplov, der på magisk vis forhindrer et overvågningskamera i at bevidne et mord.