Prøv avisen

Kritisk dialog med virkeligheden

Ai Weiwei-værket her er udført i armeringsjern fra sammenstyrtede bygninger efter et jordskælv i den kinesiske Sichuan-provins og hedder ”Straight”; 2008-2012. Foto: Faurschou Foundation

Der er mulighed for at se stor verdenskunst i københavnske gallerier i disse dage. Grækeren Jannis Kounellis og kineseren Ai Weiwei leverer begge varen med deres rumlige og eftertænksomme installationer

Kunst Jannis Kounellis: New Works. Galleri Bo Bjerggaard. Flæsketorvet 85 A. København. Katalog ved Holger Reenberg. Åben til 12. april

I 2009 så jeg en af de smukkeste udstillinger, jeg har set på dansk grund i mange, mange år.

Det var udstillingen med den græske kunstner Jannis Kounellis på galleriet Heart. Kunstneren havde skabt en kæmpemæssig sammenhængende udstilling til Steven Holls nøgne, rå rum i Herning.

Udstillingen havde samme rå karakter, fordi Jannis Kounellis arbejder med industrielle materialer som jern, stål, glas og sækkelærred. Men når kunstneren sætter de givne materialer sammen og skaber sin komposition, så forvandler stoffet sig, og det samlede udtryk bliver uhyre æstetisk, samtidig med at det sanselige og taktile, som er de skarpe industrielle materialer iboende, ikke forsvinder. Resultatet er overbevisende, og som beskuer forbløffes man over, hvordan en så anmassende stoflighed kan syne så smuk.

Jannis Kounellis er født i 1936 og hører til den generation af kunstnere, der arbejdede på et helt nyt kunstnerisk felt i begyndelsen af 1960'erne, hvor de i ånden fra Marcel Duchamps såkaldte ”ready mades” brugte industrikulturens produkter som udgangspunkt for deres værker og rumlige installationer. I Europa blev bevægelse kaldt for Arte Povera, netop fordi det kunstneriske stof var uskønt, fattigt og fordringsløst. I USA blev kunstnerne kaldt for minimalister, fordi de arbejdede med serielle, ensartede og affortryllede produkter, der tilsyneladende ikke rummede en fortælling, men bare var - og er, kunne man føje til.

For flere af kunstnerne er stadig virksomme, heriblandt Jannis Kounellis. For tiden kan hans værker opleves i Galleri Bo Bjerggaard, som han har skabt en udstilling til med nye arbejder. Galleriet ligger i Københavns gamle hvide kødby, og kunstneren bruger materialer, der hører stedets tradition til. Herunder jernlægter, kødkroge, knive, sække, jernwirer og brugt tøj. Alt sammen uden særlig skønhed, men sat sammen og komponeret af Jannis Kounellis i serielle forløb bliver resultatet æstetisk overbevisende og i galleriet forlenet med en vis morbiditet.

Det brutale, ja farlige ved genstandene er evident og tydeligt, men igen: Jannis Kounellis' brutalisme forvandler sig og bliver smuk. Dette greb er hans særlige og er identisk med hans talent. Læg dertil, at kunstnere har skabt en række pasteller i fedt, sort oliekridt på bøttepapir, der er revet i lange strimler. Teknikken med lag på lag af hvidt papir med sorte, parallelle, lodrette linjer skaber en nærmest organisk voksende stoflighed i kunstnerens ellers til det yderste spartanske motivverden.

Den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei (født 1957) er en slags barn af 1960'ernes nye avantgardistiske kunstscene i både USA og Europa. Ai Weiwei tog i 1981 fra Beijing til New York og blev dybt fascineret af, hvad der kunne komme ud af at arbejde med allerede eksisterende materialer og sætte dem i scene i nye rumlige strukturer, ligesom eksempelvis Carl André og Walter de Maria. De nye greb om kunsten og materialerne tog han med sig tilbage til Kina, hvor han igennem det seneste årti har brugt kunsten til at skabe en kritisk modoffentlighed.

Det er grunden til, at Ai Weiwei i dag sidder i husarrest i Beijing på ubestemt tid. Men på trods af det kinesiske styres tilsidesættelse af de mest elementære borgerrettigheder er Ai Weiwei fortsat blandt verdens mest indflydelsesrige kunstnere, aktiv på de sociale medier og med udstillinger kloden over. Faurschou Foundation, der har kunsthaller både i Beijing og København, har i en årrække arbejdet tæt sammen med Ai Weiwei, og det er grunden til, at man kan se en række væsentlige og karakteristiske arbejder af kunstneren i København.

Udstillingen vises i Faur-schou Foundations rumlige, uhyre stilfulde og renfærdige lokaler i Nordhavn, hvor Ai Weiweis store installationer og sublime enkeltværker kommer til deres ret. Særligt to monumentale værker påkalder sig interesse. Det drejer sig om en mindre udgave af hans installation ”Sunflower Seeds”, der oprindelig blev skabt til museet Tate Moderns enorme turbinehal i London i 2010, og så den manende, på en gang forfærdende og utroligt smukke minderune ”Straight”, som kunstneren har arbejdet på fra 2008 til 2012.

”Sunflower Seeds” består af 10 millioner solsikkefrø, støbt i porcelæn og håndmalet individuelt og lagt ud på gulvet i et rektangel af 20 centimeters højde. Solsikkefrøene er en yndet spise i Kina og hører til den kinesiske basiskultur. Under diktatoren Mao Zedong blev solsikken tillige et symbol på det lydige kinesiske folk, fordi den altid vender sin blomst mod solen. Og den røde sol var som bekendt den megalomane Maos billede på sig selv. Ai Weiweis værk er således tynget af symbolik. De mange frø er et billede på det kinesiske folk; oprindeligt var det meningen, at man skulle gå i værket og således træde folket under fode. Men de mange frø er også et billede på folkets grokraft og lysnende potentiale og således en metafor for det spirende håb i hver enkelt lille individualitet.

”Straight” består af 70 tons rustent armeringsjern, alt sammen rettet ud i lige stænger. Armeringsjernet stammer fra de sammenstyrtede bygninger efter det store jordskælv i Sichuan-provinsen i 2008, hvor tusindvis af mennesker, ikke mindst børn i skolerne, omkom, fordi disse er elendigt opførte. Myndighederne har siden forsøgt at skjule både byggesjusket og antallet af døde, mens Ai Weiwei har brugt sine ressourcer på at afdække både tragedien og skandalen. De mange armeringsjern i ”Straight” symboliserer de mange døde - på en tavle på væggen har kunstneren registreret over 5000 børn - men også respekten for liv. De mange krøllede jern er møjsommeligt rettet ud og lagt i orden.

Værket på gulvet minder om Walter de Marias berømte ”The Broken Mile” (1979) fra New York, men i Ai Weiweis fortolkning er værket i egentligste forstand brudt. Jernene i Ai Weiweis værk danner en brudflade, der symboliserer selve jordskælvet, men også det tillidsbrud, den kløft, der er mellem de kinesiske borgere og deres foresatte. Men samtidig danner værket en kunstnerisk helhed i egen ret. Det er det fine ved det. Værket er usigeligt smukt og lægger sig med sin form og sin rustrøde helhed i forlængelse af det klassiske kinesiske landskabsmaleri. Trods materialets rå, industrielle karakter og mishandlede ydre forlenes stoffet i Ai Weiweis iscenesættelse med en egen tyst spiritualitet. Værket er anklage og eftertanke i et.