Kritiske debattører roser DR for nye kulturplaner

DR’s planer om et nyt kulturmagasin på DR 1 i bedste sendetid møder ros, men rent strategisk kunne DR heller ikke gøre andet, mener kritikere

Kristeligt Dagblads tv-anmelder Sørine Gotfredsen har ofte savnet mere fokus på kulturstoffet i DR, så hun glæder sig også over, at det ser ud, som om DR nu ændrer kurs.
Kristeligt Dagblads tv-anmelder Sørine Gotfredsen har ofte savnet mere fokus på kulturstoffet i DR, så hun glæder sig også over, at det ser ud, som om DR nu ændrer kurs. Foto: Jens Dresling/ritzau.

Der er længe blevet gjort grin med DR’s hær af hornbrillebærende bosser med gode fratrædelsesordninger, mens DR i årevis har været kritiseret for at forsømme kulturstoffet.

Men forleden fremlagde DR selv en plan, der angiveligt skulle stoppe noget af al den modstand, som den licensbetalte mediegigant møder for tiden, hvor et kommende medieforlig også truer med idéer om at fjerne licensen helt og skære brutalt ned på DR – især på de kommercielle programmer. Og nu tager DR selv det første skridt.

DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, kalder selv DR’s nye plan for modig. Den er dårlige nyheder for de 55-65 medarbejdere, der bliver fyret sammen med det populære program ”X Factor”, der dog får lov til at sende sin svanesang med endnu en sidste sæson i 2018. Men til gengæld lover DR nu i stedet for ”Pengemagasinet”, der også lukkes, et vaskeægte kulturmagasin på DR 1 i bedste sendetid, ligesom DR K også får et nyt litteraturprogram. Og det glæder nogle af DR’s hårdeste kritikere, herunder Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen.

”Det er glædeligt, at DR efter mange år har besluttet sig til at lave public service i form af blandt andet et kulturmagasin på DR 1, så det skal de have ros for, og jeg glæder mig til at se det. I de seneste år har de jo ellers ageret, som om de var en privat kanal, der var afhængig af reklameindtægter. Det er godt, at de stille og roligt er ved at vende tilbage, og det skyldes jo nok den kritik, som Dansk Folkeparti har fremført,” siger Alex Ahrendtsen.

Kristeligt Dagblads tv-anmelder Sørine Gotfredsen har også ofte savnet mere fokus på kulturstoffet i DR, så hun glæder sig også over, at det ser ud, som om DR nu ændrer kurs.

”Det er det, man har kaldt på i årevis. Og det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke skulle hilse velkomment, at man tilsyneladende nu vil tage kulturstoffet mere seriøst. Men min begejstring er indtil videre kun overfladisk, indtil vi ser, hvad DR faktisk kommer med. For jeg er stadig helt grundlæggende skeptisk over for ånden i DR. Og nu har DR fået vredet armen så meget om fra mange forskellige sider, at de rent strategisk næsten ikke kunne gøre andet,” siger Sørine Gotfredsen.

Medieforskeren Mads Kæmsgaard Eberholst fra Roskilde Universitet ser også udspillet som et strategisk træk af DR:

”Det virker som en drejning hen imod, hvad man forventer, politikerne gerne vil have. Man prøver at slanke sig selv, inden man bliver tvangsslanket, ligesom man vælger at sige, at man skal være mere kulturbærende end populærkulturbærende. Det er helt klart også for at lytte til den berettigede kritik af DR, der har været supersvag på kulturområdet, der nærmest er blevet henvist til DR K,” siger Mads Kæms- gaard Eberholst.

Kunstneren Bjørn Nørgaard er dog endnu ikke tilfreds.

”Kunsten burde fylde lige så meget som sporten, der også skal have lov til at være der. For der skal jo både være noget for kroppen og sjælen, men lige nu er der ingenting til sjælen. Og i en tid, hvor alle medier er billedmedier, burde DR også have et program, der lod billedkunstnerne aflæse alle tidens billeder. Så kan man beholde pengemagasinet for min skyld.”

Mads Kæmsgaard Eberholst ser dog lukningen af både ”X Factor” og ”Pengemagasinet” som led i DR’s forsøg på at lukke munden på kritikere.

”Om det er nok til at være redningsplanke for DR, er jeg mere skeptisk over for. Men undersøgelser viser faktisk, at lande med en stærk public service-station også har et stærkt medieliv, så hvis man skærer i DR, skærer man ikke kun i den gren, men i hele træet,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.