Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kærlighed og magt

Der kommer altid noget i vejen for kærligheden i musikdramatikkens verden. Nye dvd'er med operaer af Verdi, Tjajkovski og Beethoven.

DVD: Placido Domingo synger Otello på The Metropolitan Opera, der også er leveringsdygtig i en solid »Fidelio«

Kærlighed overvinder alt, siger man. Men i virkelighedens verden kommer der tit så meget i vejen, at det med kærlighedens magt let fortoner sig i det fjerne. Krige og ødelæggelser, snyd og bedrag har sat de varme følelser på spil, og måske har forvekslinger af kærlighedens væsen med mere tvivlsomme følelser som magt og begær også bidraget til forvirringen.

Dette emne har givet anledning til mange hjertegribende udfoldelser i musikdramatikkens verden. Hos Giuseppe Verdi var splittelsen mellem kærlighed, pligt og fædreland et centralt omdrejningspunkt i hele hans operaproduktion. Dette forstærkedes dels af hans stilling som national personlighed under Italiens samling, dels den romantiske tidsalder han indskrev sig i som komponist og endelig de smertelige personlige erfaringer, han havde gjort sig, bl.a. da hans kone og børn døde i en tidlig alder.

I hans næstsidste opera, »Otello«, har tematikken dog taget en lidt anderledes drejning i en mesterlig musikalsk fortolkning af Shakespeares berømte tragedie. Her spiller jalousien en fatal rolle i forholdet mellem Otello og hans smukke Desdemona, forårsaget af Jagos magtsyge begær.

James Levine har netop fået udgivet sin opførelse af operaen på The Metropolitan Opera i Elijah Moshinskys middelhavsklare iscenesættelse, der bringer mindelser om Venedig og om Cypern, hvor operaen udspiller sig. Indspilningen af Otello har sit store fortrin i Placido Domingos fine fortolkning af hovedrollen. Hans store, alvorligt klingende tenor er som skabt for dette parti, og han har greb om udtrykket i det omfattende og svære parti, der spænder fra begyndelsens flotte autoritet over den ydmygende nedbrydning, der fører til døden. Hans indsats kulminerer i intense duetter med Jago og ikke mindst i de mest inderligt sungne optrin med sopranen Renée Fleming, der også giver en blændende smuk, sødmefyldt og fyldestgørende fortolkning af den uskyldige Desdemona.

Rollen som Jago er derimod givet til teatrets bedste baryton, James Morris. Men det gode er som bekendt det bedstes værste fjende. James Morris er simpelt hen ikke ond nok i denne rolle, ligesom han heller ikke har pondus nok til rollen som Wotan i James Levines tilsvarende indspilning af Nibelungens Ring. Det er i begge tilfælde dumt, når nu der er så usædvanlig gode sangere i de øvrige hovedroller. Her burde The Met spæde til med en stjernesolist på højde med de øvrige, når nu hele molevitten skal foreviges i lyd og billede.

$SUBT_ON$En ukendt Tjajkovskij

I de senere år er der kommet en ny interesse for de mere ukendte operaer af Tjajkovskij. Dette er også baggrunden for, at Valery Gergiev nu har lavet en spændende indspilning på dvd af operaen »Mazeppa«, som Viktor Burenin har lavet libretto til efter Pushkins digt »Poltava«. Den virkelige Mazeppa var en berygtet kosak og hærleder i 1600-tallet. Han trodsede imidlertid sin zar, Peter den Store og kom i ledtog med den svenske hær, hvilket gav ham et noget blakket eftermæle.

Mazeppa giftede sig også med sin guddatter, og denne tildragelse danner grundlaget for Tjajkovskijs tragiske opera. Den begærlige Mazeppa vil nemlig gerne have den purunge brud, men svigerfamilien vil han ikke vide af, og så har vi balladen. Operaen er handlingsmæssig spændende og giver anledning til en række store arier og optrin samt en intrigerende vanvidsscene. De mange roller er vældig godt besat, der bl.a. er en flot udvikling at følge i sopranen Irina Loskutovas fremstilling af den unge hustru, Maria, og basbarytonen Nikolaj Putilin fremstiller den tykhudede Mazeppa flot.

Tjajkovskij har anvendt forskellige russiske temaer i sin musik, der ellers er udfærdiget i et ret vestligt, romantisk tilsnit. Der er mange flotte passager, men musikken hører ikke til det allerbedste fra komponistens hånd.

$SUBT_ON$En heltemodig genre

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var såkaldte redningsoperaer et yndet emne blandt franske og tyske komponister. Her dannede blandingen af passion, spænding, personlig loyalitet og dydens sluttelige triumf over det onde et effektivt dramatisk grundlag for musikken. Beethovens opera »Fidelio« er et af de mest fremtrædende eksempler på denne heltemodige genre.

I James Levines nyligt udsendte opførelse af operaen på The Met er handlingen dog flyttet til vor egen tid. Nærmere bestemt anden halvdel af det 20. århundrede et sted på det amerikanske kontinent. Denne velfungerende nutidige udgave har iscenesætteren Jürgen Flimm stået for. I hovedrollen synger sopranen Karita Mattila henrivende lyrisk og stærkt i rollen som den hengivne og modige hustru, der udklædt som ung mand redder sin ægtemand fra døden. Tenoren Ben Heppner synes derimod lidt for meget af det gode både i udseende og stemme til den fint afstemte rolle som Florestan. Sammenholdt med de øvrige præstationer i denne opsætning danner indspilningen dog en solid opsætning af »Fidelio«, hvor også den talte dialog fungerer tilfredsstillende.

Verdi: Otello fra The Metropolitan Opera iscenesat af Elijah Moshinsky med Placido Domingo og Renée Fleming m.fl. Direktion: James Levine. Dvd, Deutsche Grammophon.

Tjajkovskij: Mazeppa fra opførelse i Kirov Operaen i St. Petersborg. Direktion: Valery Gergiev. Dvd, Philips.

Beethoven: Fidelio fra The Metropolitan Opera med Karita Mattila, Ben Heppner, René Pape m.fl. Direktion: James Levine. Dvd, Deutsche Grammophon.

kultur@kristeligt-dagblad.dk