Prøv avisen
Museum

Krøyers bestillingsopgaver er ekstremt godt formidlet i gennemtænkt udstilling

5 stjerner
Udstillingen består af fem store Krøyer-malerier, der nu for allerførste gang er samlet under samme tag. Her ses P.S. Krøyers værk ”Et møde i Videnskabernes Selskab” fra 1897. Foto: Skagens Museum

Sommerens udstilling på Skagens Museum er gennemtænkt, velformidlet og med en udstillingsarkitektur, der leverer, hvad den skal

P.S. Krøyer var den fejrede virtuos i sin tid. I Skagen kunne han være fri og vælge sine egne motiver – og sine egne jagtvenner. Dem kunne han male i klitten, liggende i en uformel kreds uden noget hierarki. Et gruppeportræt javist, men i det grønne.

Krøyer var en af tidens højest betalte malere, hvilket afspejledes i hans livsstil, dyre rejser og fornem bolig i København. Han kunne levere det, der efterspurgtes, nemlig store gruppeportrætter forestillende medlemmerne af de ledende lag i samfundet; ikke bare stillet op på rad og række, men grupperet i mindre ensembler med hver deres interne dagsordener.

Det er disse fem store malerier, der nu for allerførste gang er samlet under samme tag. Det sker på Skagens Museum, der har fået muligheden med den nye museumsfløj.

Det er en meget stor oplevelse at se de store malerier, både enkeltvis og samlet. Det er en gennemtænkt udstilling med ekstremt god formidling og en udstillingsarkitektur, der leverer, hvad den skal, nemlig både plads til mylderet og til den mere dvælende fordybelse i værkerne. Skagens Museum er et sted, hvor der kommer mange gæster, men der er ikke frigjort kunstnerliv og badeliv på plakaten i sommer, derimod et blik ind i de lukkede rum, magtens korridorer.

Udstillingen tager imod med billedet af brygger Carl Jacobsens aftenselskab på det gamle Carlsberg Glyptotek fra 1888; vi går lige ind i det halvofficielle rum med celebre gæster hos den afslappede familien Jacobsen.

Lyset i udstillingen er dæmpet, så den intime atmosfære med det samme skærpes. Foran de store lærreder er der bløde tæpper, der øger den hjemlige atmosfære. De er mørkeblå og svarer til den flotte farvesætning af væggene. Lyssætningen er bemærkelsesværdigt god. Over for hvert af hovedværkerne er opbygget et lille amfiteater, så mange gæster kan få plads og ubesværet se hen over hovederne på andre besøgende. Uden for de mørke køjer ligger det flotte rene trægulv, og her er der lys, så man kan se den glimrende redegørelse for maleriernes historie, forklaringer af, hvem der er med på lærrederne. På den modsatte side er skitser, pasteller og fotos, der kan studeres uden at forstyrre rummene med de store lærreder. Det er flot og funktionelt tænkt og udført.

Udstillingens andet maleri er af Komiteen for den franske Kunstudstilling i København, hvor de fremmeste repræsentanter for fransk kunst planlægger den enorme og af brygger Carl Jacobsen finansierede udstilling i København i 1888. Léon Bonnat ser ud mod beskuerne og drager os med ind i kredsen af seriøst optagede mænd. Lyset fra bordlampen er gyldent, mens det naturlige lys er blåt, en genial brug af kunstig og naturlig lyslægning. Krøyer måtte benytte fotos, som i de fleste af de øvrige malerier, fordi alle medlemmer sjældent var til stede ved møderne.

Carl Henrik Koch giver i kataloget en grundig redegørelse for venskaber og modsætninger i den akademiske kreds i Videnskabernes Selskab samlet i dets gamle sal i Prinsens Palæ.

Jesper Svenningsen får æren af at beskrive maleriet fra Københavns Børs, der simpelthen blev betalt af de portrætterede. Det var selvsagt dyrest at være i forgrunden. Han sammenligner med det indtil da mest ikoniske danske gruppebillede i en rumlig kontekst, Constantin Hansens af den grundlovgivende rigsforsamling. Han afslører også, at Krøyer rejste til Berlin for at kopiere det maleri af Alessandro del Borro, som man dengang troede var af Velázquez, af en jovial tyk feltherre. Han skulle øve sig i at male tykke grossererer!

Det var G.A. Hagemann, der havde taget initiativet til børsbilledet, men også ham, der indsatte en hemmelig meddeler i gruppen, nemlig direktør i De danske Sukkerfabrikker Carl Gammeltoft, der forsynede Krøyer med insiderviden om børsfolkenes indre relationer. C.F. Tietgen står alene helt uden for forhandlingerne, han korresponderer direkte med os.

Det kompositorisk bedste maleri, nemlig af Industriens Mænd, blev ikke færdiggjort. Thomas Lyngby kalder det med rette et mesterværk. Atter er grupperingerne og lyset blændende. Hagemann, der stod bag maleriet, gav Krøyer mulighed for hvile og rekreation under arbejdet, hvis kvalitet dokumenteres i to flotte pasteller, men det forblev ufærdigt, hvorved Hagemanns plan om fire store monumenter over de magtfulde kredse i Danmark ikke blev komplet.

På vej ud får vi en vigtig vinkel på de udstillede værker. De var så velkendte, at vittighedstegnerne i Blæksprutten kunne citere dem og fortolke dem i en satirisk eller sarkastisk retning. Malerierne var sådan set kulturelt fælleseje i begyndelsen af 1900-tallet, skønt de nu hang fast i de institutioner, der havde bestilt dem. Alene som følge af deres størrelse kom de ikke ud derfra. Maleriet fra Videnskabernes Selskab havde dog været i Paris ved Verdensudstillingen i 1900, hvilket afsløredes på dets bagside da det blev taget ned fra væggen i bygningen på Dantes Plads i København.

Man går så ud i lyset, ud i en anden verden med levende mennesker. Man forlader grupper, korporationer, der engang betød alt for landets velstand og anseelse, folk, der i dag for størstedelens vedkommende er glemte. Men virtuosen, den kunstnerisk begavede Krøyer har her endnu kunnet fortrylle sine betragtere gennem sit kompositoriske mesterskab. Man er ganske simpelt blevet betaget af disse mange mænd præcist sat på deres plads i rum og lys, på en måde der signalerer en markant og stadigt underliggende kompleksitet i deres verden.

Det er en stjerneudstilling. Men glem ikke også at se Krøyer på anderledes slap line i museets anden og festlige udstilling, nemlig om John Brøndum.

Forrest ses P.S. Krøyers ”Komiteen for den franske Kunstudstilling i København 1888” fra 1889, bagved ses ”Fra Københavns Børs”.