”Jeg tager min tallerken, mit glas og bestik og går ind. Nellie og jeg er uforståelige for mor og far. Det er det smukkeste og mest fredfyldte.” Sådan siger den unge lillesøster i første novelle i Emma Bess’ samling, og hendes ord illustrerer meget fint samlingens præmis: at vi er uforståelige for hinanden. For under overfladen i familien gemmer der sig så mange hemmeligheder og løgne, at spørgsmålet er, om nogen ved, hvem hinanden er overhovedet.
Novellerne kredser om overgange i alle former – om flytninger, skift, brud og om skellet mellem barn og voksen. En tid, hvor dæmonerne lurer, ligesom i de gamle folkeviser, hvor der lå en trold parat under broen, når jomfruen skulle over Bliden bro på vej til sit bryllup. I ”Mødre, døtre, søstre” er barndommen et sted fuldt af gætterier, anelser og angst, og vejen over Bliden bro er på én gang eftertragtet og frygtet. Som når fortælleren i ”Til stranden” hører de andre diskutere kvinders kroppe og deres hastige forfald – og den ene siger: ”Jeg tror ikke, mænd elsker kvinders numser, men de længes efter dem, det er klart nok”.
Hos Emma Bess er mennesket socialt dyr og ustyrlig krop, og seksualiteten forstyrrer hele tiden under overfladen. Den stikker frem på badeværelset, i sengen og midt i familiefrokosten, og den gør behovet for idyl og orden voldsomt og gennemgribende. I novellerne vifter der hvide lagener på tørresnoren, imens mørket trænger sig på ude fra markerne – og familien sidder med hver sin agenda og lurer på hinanden rundt om bordet. Én vil være voksen, én vil have sex, én vil beskytte sit afkom, og én vil have magten, men alle skjuler noget og manipulerer sig frem mod et hemmeligt mål.
29-årige Emma Bess er debutant, og hendes novellesamling lover godt. Med en fast hånd om sproget og et mod, der gerne graver helt ned i det hemmeligste og mest tabuiserede, vil Emma Bess blive virkelig interessant at følge. Hendes fantastiske, tætte og sanselige novellesamling demonstrerer, at Familien, dette fejrede ideal, denne sikre havn, også er et rum for hemmelighed, nærhed og rædsel.
Hos Bess bliver alt det, som psykoanalytiker Sigmund Freud kaldte ”das Unheimliche”, det u-hjemlige, det fremmede eller det uhyggelige, draget frem og placeret i lyset, det fortrængte kommer frem, og alt det, der før var trygt og hyggeligt, bliver nu truende, væmmeligt, beskidt eller angstfyldt.
”Mødre, døtre, søstre” går ind ad alle de forbudte døre, man ikke selv tør gå ind ad, og med Bess’ fortællere i hånden får læseren besøgt sin egen angst på forskellige niveauer. Novellesamlingen er en genial afsøgning af den voldsomhed, der også ligger i en families indre rum, hvor man deler intimsfære og konstant gnides ind i og op ad hinandens hud og krop, sekreter, lugte og lyde. Som når et ungt forældrepar skal kurere deres spædbarn for svamp i munden og føler sig:
”Som om de gør noget forbudt, da de stikker fingrene ind i munden på deres barn for første gang, dets egen mund, noget utilgængeligt og privat. At røre det indvendigt føles som at gå ind i et mørkt og tomt rum. De mærker på gummerne og indersiden af kinderne, tungen føles ikke som noget, de nogensinde har rørt ved før.”