”Lara. Lara. Lara.” Pigenavnet er det første, man hører, i Lukas Dhonts overvældende generationsportræt ”Girl”. Badet i gyldent morgenlys vågner en slank krop langsomt op, strækker benet lodret op af sengestolpen. Både lyden af Laras navn og den naturlige lyssætning er ekspressive elementer igennem ”Girl”, der dog især udmærker sig ved at være nærmest beskeden.
Lara er født som dreng, men føler sig som pige. En dygtig balletdanser, der står på spring til at blive ballerina og dermed skifte den drengede trikot ud med den mere intime dragt.
Man kunne frygte, at en film om en transkønnet teenageballerina ville komme til os med heftighed, med et overdrevent ønske om at sætte problemer under debat. Men den debuterende Dhont har ikke griflet en kronik forklædt som filmkunst. Han vil ikke bestemme, hvad vi skal lære. Han vil ikke diktere, hvad vi skal føle. I stedet vil han vise, hvordan livet kan føles. Hvordan det kan føles at være født i en fremmed krop. Og der er overvejende én lysende grund til, at det lykkes så sorgfuldt og følsomt. Og det er den debuterende skuespiller Victor Polster, der giver Lara en sart dybde.
I Victor Polsters portræt er Lara ikke en politisk korrekt repræsentation af en identitetsminoritet. Hun bliver meget mere og giver derfor publikum meget mere. Nemlig et vigtigt indblik i et menneskeliv. Kroppen, dens forandringer og udtryk, dens muligheder og begrænsninger, er omdrejningspunktet for enhver pubertet. I ”Girl” bliver det selvfølgelig accentueret, men følelsen er alligevel genkendelig.
Lara, hendes far og lillebror er flyttet til en ny by, hvor Lara skal gennemgå hormonbehandling og efterfølgende kønsskifteoperation. Man forstår, at flytningen er et led i Laras kønsskifteproces. Hun skal danse pigeroller på den nye eliteskole, gå i pigetøj, blive en pige, ende som kvinde.
Lara holder på følelserne, da en lærer beder hende lukke øjnene for at give bekymrede piger mulighed for at række hånden op, hvis de er beklemte ved at dele omklædningsrum med hende. Hun holder på følelserne, da de nye veninder i en skærende scene får hende til at vise sine indsnørede kønsdele frem. Hun holder på følelserne, da hendes indfølende far gentagne gange forsøger at få svar på, hvordan hun egentlig har det.
Omgivelserne fordømmer ikke Lara. Hendes far er støttende, de andre balletaspiranter kan være nådesløse, men ungdommen er jo nådesløs. Laras fjende bor i Lara selv.
Stilistisk er ”Girl” et studie i farver. Fra den første times varme lys, der bader Lara i håbet om, at det hele bliver bedre, når bare... Når bare hun begynder hormonbehandlingen. Når bare hun bliver opereret. Når bare hun kommer op på tå. Når bare. Men virkeligheden sætter ind, de grå farver, tusmørket, overdøver det håbefulde skagenslys.
Lara sender sit største smil, da hun bliver spurgt på lillebroderens skole, om hun er drengens søster. Hele tiden spejler hun sig. I spejlet, i andres blikke, i pigernes bryster. Sproget skifter mellem fransk og flamsk, temaets dobbelthed går igen i udtrykket. Og filmen følger episodisk Lara. Fra træning, til psykolog, til læge, til middagsmad, til træning. Igen og igen og igen. Mens hun kæmper mod sin krop.
Slutningen er grusom. ”Girl” er empatisk og vigtig, den er åben, indtil den brutalt lukker sig igen.