Prøv avisen
Interview

Forfatter: Kroppen opbygges i bevægelse – men tankerne trænes bedst i tavshed

Niels Lyngsø mediterer to timer hver dag. Det sparer ham for meget tid, mener han. Og nu er han aktuel med bogen ”Ti dages stilhed”. – Foto: Leif Tuxen

Jeg har været meget fordomsfuld over for folk, der søgte det spirituelle, siger den bogaktuelle forfatter Niels Lyngsø. En livskrise ændrede hans syn på religion og meditation. Nu udkommer bogen ”Ti dages stilhed” om forfatterens oplevelser som selverklæret amatørbuddhist

”Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn.”

Sådan sagde Moder Teresa (1910-1997) engang, ligesom Søren Kierkegaard mente, at Gud taler i tavsheden. De kristne ørkenfædre dyrkede også tavsheden og ensomheden som en vej til at komme tættere på Gud, og både Johannes Døberen og Jesus søgte ud i ørkenen for at lytte til Guds stemme i stilheden. Men man behøver ikke være kristen for at påskønne stilheden, og de kristne mystikere deler på mange måder en fælles praksis med mystikere i alle de store religioner, ikke mindst buddhismen, mener forfatteren Niels Lyngsø:

”Det er sjovt, at Luther skulle have sagt: ’I dag har jeg så travlt, at jeg bliver nødt til at bede en time ekstra’. For der er en buddhistisk lærer, der helt tilsvarende har sagt, at man skal meditere en time om dagen, medmindre man har travlt. For så skal man meditere to timer,” siger Niels Lyngsø, der har mediteret to timer dagligt, efter han sidste år tog på et retræteophold i stilhed. Et ophold, der nu har ført til bogen ”Ti dages stilhed”.

”Folk spørger tit, hvordan man har tid til at meditere to timer om dagen, men det er faktisk rigtigt, at man ikke mister tid på det. Snarere tværtimod. For dels behøver man ikke så meget søvn, så der sparer man den ene time, og dels gør det mig mere koncentreret resten af dagen, så jeg slipper for mange af de overspringshandlinger, der ellers kan stjæle ens tid, så på den måde spilder man aldrig tiden ved at sidde på meditationspuden,” siger Niels Lyngsø, der tidligere har været kendt for at eksperimentere med både skrift og liv. Han har skrevet roste digtsamlinger, romaner og oversættelser – og blandt andet deltaget aktivt i debatten om det åbne forhold, som han selv har praktiseret både før og efter, at han med egne ord er blevet ”amatørbuddhist” eller ”amatørbevidsthedsforsker”, som han skriver i bogen.

”Jeg betragter mere buddhisme som en praksis end som en religion – i hvert fald i den form, som jeg er stødt på og har dyrket. For jeg har altid været meget skeptisk over for religion og kunne før i tiden næsten ikke tage ordet spiritualitet i min mund, fordi jeg syntes, at det smagte frelst og fesent af new age. Men nu har jeg erfaret, at jeg selv har været meget fordomsfuld over for folk, der søgte det spirituelle. For det kan også være meget mere nøgternt og rationelt, end jeg troede.”

Niels Lyngsø voksede op i et almindeligt kulturkristent hjem i en forstad til København.

”Min mor blev faktisk meget optaget af kristendommen, da hun blev syg, og fik et nært forhold til sin hospitalspræst, inden hun døde for 20 år siden. Men da jeg var barn, var det mere på grund af sociale konventioner, at hun gerne ville have, at jeg blev konfirmeret. Jeg kan huske, at hun sagde, at jeg selvfølgelig selv måtte bestemme, men at hun ville blive meget ked af det, hvis jeg ikke ville konfirmeres. På den måde havde jeg jo ikke noget reelt valg,” siger han og tilføjer:

”Min far var nok mere ligeglad med religion, men han var ret streng, og det har nok også præget mig. Jeg kan huske, hvordan han sad og gryntede misfornøjet bag avisen, da jeg var tre-fem år og sad og hyggede mig på gulvet med mine legoklodser og kom til at vælte kassens klodser ud på gulvet. Sådan var der tusindvis af små episoder, der gjorde mig utryg.”

Er det derfor, at du har valgt en faderløs religion?

”Jeg betragter mig stadig ikke som religiøs, men jeg har ikke tænkt over det med det faderløse før. Buddhismen er jo en lige så forgrenet religion som kristendom med masser af forskellige sekter, men i den buddhisme, som jeg har studeret det sidste år, har man ikke nogen forestilling om en skaber af verden. Og selv Buddha sagde til sine elever, at de ikke skulle tro på noget, fordi han sagde det, men fordi de selv erfarede det. Sådan var han i virkeligheden empirist på en nærmest videnskabelig måde.”

Sådan ville Niels Lyngsø ikke have talt for bare to år siden, men under en livskrise for godt et år siden fik han mod på at prøve at tage på et buddhistisk meditationsophold i Sverige.

”Jeg havde både problemer på hjemmefronten og i arbejdslivet i den periode. Der var to af mine nærmeste, der havde problemer, som jeg følte mig magtesløs over for. Og samtidig havde jeg længe forsøgt at skrive en roman, der ikke rigtig ville lykkes, så jeg følte mig presset fra flere sider,” forklarer Niels Lyngsø og tilføjer:

”Om aftenen sad jeg tit og drak et glas vin eller tre for at falde til ro, men jeg syntes, at det var ved at tage overhånd, og jeg følte, at jeg var på vej til et dårligt sted, hvis jeg fortsatte med at bruge alkohol som et angstdæmpende middel, så jeg ledte efter en mere sund måde at finde ro, og det, jeg ledte efter, viste sig at være meditation. Jeg tror, at den bedste måde at forklare det på, er, at vi både har brug for at træne vores krop og sind. Enhver ved, at kroppen har bedst af at blive trænet. Det gør man ved at bevæge sig i en form for sport, men sindet har også brug for træning, og man træner bedst sine tanker i tavshed. Det handler blandt andet om at komme ud over den evindelige selvfortælling, som de fleste af os går rundt med inde i hovedet, den lille tennis- kommentator, der hele tiden kommenterer kampen,” siger Niels Lyngsø, der i bogen også beskriver sine urolige tanker som en vred horde med høtyve. Og da Niels Lyngsø meldte sig til meditationsopholdet, var det netop med et svagt håb om at få høtyvene til at forsvinde i sit hoved.

Da den danske forfatter satte sig ind i toget mod meditationsholdet et godt stykke op i de svenske skove, havde han dog ikke nogen klare forventninger.

”Jeg tænkte, at jeg i værste fald kun ville spilde 10 dage, men radikaliteten i, at man ikke måtte sige noget i 10 dage med 100 timers meditation, tiltalte mig. Det var som en mental ironman. Det var 10 dage uden telefon, computer, bøger og værst af alt uden skriveredskaber. Det gik op for mig, at det var første gang i mit voksenliv, at jeg ikke havde skrevet noget i 10 dage i træk,” siger han og tier et øjeblik:

”Det var meget radikalt at være spærret inde i sit selv på den måde. Alt foregik inde i hovedet, og det, fandt jeg ud af, var en vigtig del af det, man skulle lære. På den sidste dag måtte man godt snakke med andre. Og jeg fandt ud af, at flere af de andre også havde søgt ind i stilheden, fordi de var i en eller anden form for krise og havde brug for en ny start eller en ny retning i livet. Men undervejs følte jeg mig i mere end en forstand alene med mine tanker.”

På meditationsopholdet blev Niels Lyngsø værelseskammerat med en fysisk stor mand, som han hurtigt blev lidt bange for:

”Vi måtte kun lige sige goddag, men derfra måtte vi ikke tale sammen i 10 dage. Jeg syntes, at han havde en dyster udstråling. Han var et hoved højere end mig, og jeg syntes, at han havde en rockeragtig udstråling. Jeg var faktisk lidt bange for ham. Det betød for eksempel, at jeg begyndte at spekulere på, om han ville have åbent vindue, når vi skulle sove. Det foretrak jeg, men jeg ville ikke gøre ham sur, og jeg kunne ikke spørge, når vi ikke måtte snakke sammen. Vi måtte ikke engang have øjenkontakt, vi måtte slet ikke kontakte hinanden, så jeg måtte gætte, hvad hans behov var. Og pludselig opstod der en fantasi om, at han nok ikke kunne lide mig og syntes, at jeg var anstrengende at være roommate med, men det viste sig til sidst, at han for det første ikke var rocker, men politibetjent og supersød og ukompliceret.”

Den store værelseskammerat havde overhovedet ikke haft nogen dårlige tanker om Niels Lyngsø på noget tidspunkt.

”Det var en ren fantasi, jeg selv havde skabt. Og han havde også syntes, at jeg så lidt mut ud, men han havde været bedre til at aflæse mig, end jeg havde aflæst ham. Han havde bare tænkt, at jeg så lidt indadvendt ud og sikkert havde behov for at koncentrere mig om at meditere, så jeg havde sikkert set mindst lige så bister ud som ham. Men han var mere cool med det. Og det er et enkelt eksempel på, hvordan man grundløst kan danne en forestilling om et andet menneske.”

Det blev en afgørende oplevelse for ham:

”Det blev pludselig tydeligt for mig, at jeg i det hele taget gik rundt i en selvskabt fiktion, der var plagende for mig, fordi jeg brugte så meget energi på at gå og skamme mig eller blive vred, mens jeg gik og spildte min tid og energi på at danne fiktioner om andre. Sådan tror jeg, at vi alle er meget dygtige til at danne fantasier om andre. Og det har alt sammen noget at gøre med ens egen plads i flokken. Vi er sociale dyr, og det er helt afgørende for et socialt dyrs overlevelse ikke at blive udstødt af flokken,” siger han og tilføjer:

”90 procent af vores arts historie har vi jo levet som jægere og samlere ude i naturen, og hvis man kom væk fra flokken, så var man så godt som død. Derfor tror jeg, det ligger i os som et urinstinkt, at vi hele tiden bekymrer os om, hvor vi befinder os i flokken. Hvad synes de andre om mig? Hvad synes jeg om dem? Hvem er min fjende? Hvem er min allierede? Hvem er min potentielle mage? Og de tanker ligger stadigvæk og kører i vores moderne tid, men nu er det så bare en eller anden kollega, som kan være svær at aflæse, så man begynder at opdigte fortællinger og konflikter, som måske slet ikke findes i virkeligheden. Og det kører som et indre fortællespor, der har at gøre med alle de store følelser som angst, skam, stolthed og indbildskhed. Men i løbet af de 10 dage fandt jeg langsomt ud af, at det langt hen ad vejen er en fiktion, man skaber. Det er en løbende fortælling, som hele tiden har en selv som hovedperson. Men da det gik op for mig, forsvandt det også, og så blev verden nemmere at have med at gøre, fordi jeg slap for det subjektive filter.”

Kan man virkelig slippe helt for det?

”Det er spørgsmålet. Jeg ved heller ikke, om man nødvendigvis skal bestræbe sig på at miste det 100 procent, men man skal i hvert fald skrue ned for det. Man er stadig nødt til at have så meget ego, at man ikke går ud foran en bil, som jeg har hørt en meditationslærer sige. Men det subjektive filter kan man i hvert fald godt skrue ned for. For det er i sammenstødene mellem vores subjektive filtre og selvskabte fiktioner om hinanden, at de virkelige konflikter opstår.”

Foto: Leif Tuxen