Prøv avisen
Bog

En digtsamling fuld af tab, sorg, kærlighed og omsorg

4 stjerner

Forfatterskolerektor Ursula Andkjær Olsens digte er gode – men undertiden også for abstrakte

Stoffet i Ursula Andkjær Olsens nye, overvejende gode, digtbog, ”Mit smykkeskrin”, er for så vidt velkendt. Ihvertfald for læsere af forfatterskolerektorens tidligere bøger, hvad enten det nu er hovedværket ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), som kredser om moderskab og markedskræfter (”moder marked”, som en prægnant figur herfra hedder), eller det hæmningsløse monstrum af en prosadebut, ”Krisehæfterne” (2017), der beskæftiger sig med kærlighed og kapitalisme.

Andkjær Olsen har generelt en forkærlighed (eller svaghed, alt efter temperament) for sådanne store, lettere abstrakte strukturer og problemkomplekser, og i de nye intense og fortættede digte eller nok nærmere serielle digtforløb kaster den ambitiøse digter sig altså igen ud i at vise, at økonomien på godt og ondt er vævet ind i os og påvirker alle sider af tilværelsen: de måder, hvorpå vi handler, tænker, føler og taler. Ikke så meget som en entydig kritik eller bovlam polemisering, men snarere som en synliggørelse eller tydeliggørelse af, at de økonomiske begreber har indfiltreret hele vores livsverden. I hvert fald er digtenes ordforråd i høj grad hentet fra økonomiens sfære.

Med henvisning til myten om færgemanden Charon og dødsfloden Styx omtales døden eksempelvis et sted som ”den sidste transaktion”. I et andet digt kaldes navlestrengen ”den første økonomiske kanal”, mens barnet senere omtales som en ”gave”, der tages ud af ”bankboksen” (læs: livmoderen):

”barnet der tages ud af bankboksen/ og det skal ikke tilbage// er skyldigt, har tabt sin mangel på gæld og er/ aldrig mere kun// en gave// jeg dulmer, stilner, mildner/ din trang til at// være gave igen/(kun dig)”.

Økonomiens allestedsnærværende rumlen er et af to gennemgående anliggender i ”Mit smykkeskrin”. Det andet drejer sig – som det også er tilfældet hos andre nyere danske forfattere som Lea Marie Løppenthin og Ida Marie Hede – om alle de økonomiske, selvfølgelig, men også følelsesmæssige, materielle og kropslige bånd, kæder og kredsløb, som mennesker er en del af:

”at have/ et sted i sig/ erindringen om at have været/ mindst to/ sammenhængende organismer/ den ene inde i den anden/ som husker at have været inde i en tredje/ måske husker// en civilisation af kæder af mindst to/ ingen er alene”.

Således spiller moderskabet, det at give liv videre, også en central rolle her, men også tabet af denne evne – overgangsalderen – tematiseres på overraskende vis flere steder:

”jeg får lov at prøve at dø/ før jeg er død/ jeg får lov/ det er en gave/ det er noget som ikke indstifter en gæld/ det er noget som ingen kan tage fra mig// overgangen fra frugtbar til ikke-frugtbar/ fra fuldmåne til nymåne/ jeg bliver jomfru igen// jeg bliver pige/ igen”.

På den måde er det også denne gang en digtsamling fuld af både tab, sorg, kærlighed og omsorg.

Det sidste kommer måske tydeligst til udtryk i en række kursiverede og mere fortællende digte, der, sammen med Sophia Kalkaus dunkle og mytiske fotografiske arbejder, indleder bogens syv afsnit eller forløb. Hvor de øvrige digte til tider kan have en tendens til at blive for abstrakte, konceptuelle og flyvske, virker de kursiverede langt mere jordnære, nærværende og konkrete i deres udtryk og afsæt. Læs for eksempel bare følgende rørende scene fra barneværelset, der, med håbet om mere af den slags, hermed får lov til at stå som en afsluttende anbefaling af denne trods alt overbevisende, tankevækkende og læseværdige digtsamling:

”jeg sad i mit barns værelse ved sengen/ og mit barn sagde:/ mor, jeg har noget i navlen/ krummer eller sådan noget/ jeg børstede dem ud, og han tilføjede:/ hvad skal man overhovedet med den/ den er ikke til nogen nytte/ der kommer bare krummer i// jeg sagde: ved du ikke, hvad det er/ hvorfor den er der, og/ han sagde: jo, jeg ved det/ og han vidste det/ men han havde glemt det// i det øjeblik kunne jeg se/ mit barns krop var en bylt fuld af/ organer, knogler, bindevæv/ fantastiske og skinnende/ med en knude på toppen// og min krop var det samme// så sov vi”.