Prøv avisen

At kue eller ikke at kue, det er spørgsmålet

Kunstnerægteparret Vibeke Tøjner og Mogens Rukov Tøjner faldt for hinanden i 2007. ”Jeg havde det, som om hun var min kvinde,” siger Mogens Rukov. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Manuskriptforfatter Mogens Rukov siger tingene sort-hvidt, mens hans hustru, billedkunstneren Vibeke Tøjner er besat af nuancer. Det har givet kampe, men det har også fået kunsten til at blomstre

I kunstmaleren Vibeke Tøjners atelier på Amager hænger fire gigantiske ansigter med et melankolsk udtryk.

Det er portrætter af den franske forfatter Albert Camus, og deres historie begynder på en strand ved Montebello i Sydspanien. Her blev Vibeke Tøjner kaldt ned i sommer, fordi hendes mand, Mogens Rukov, manuskriptforfatter bag flere af dansk films største succeser som Festen og Idioterne, var blevet akut indlagt på hospitalet. Han var dernede på rehabilitering efter en blodprop tidligere på året, men nåede kun tre dage under solen, før lægerne advarede om, at endnu en blodprop var på vej.

For en sikkerheds skyld sagde parret farvel til hinanden før operationen. Mens de spanske læger åbnede brystbenet og opererede på det bankende hjerte, sad Vibeke Tøjner på stranden og læste Camus Den fremmede. Mens hun så ud over Middelhavet mod Algeriets kyst på den anden side Camus hjemland og ventede på besked fra hospitalet, kom tanken om at male forfatterens portræt i sort-hvidt og i farver.

Her et halvt år efter skuer ansigterne ud over os i atelieret. Og hendes mand er her stadig.

Men det er ikke et terapeutisk projekt, slår hun fast.

Mogens Rukovs helbred er en krimi i sig selv, som han udtrykker det. Blodpropperne var absolut ikke en del af det plot, filmmanden så for sit liv med den 18 år yngre Vibeke Tøjner efter deres første møde en aften i 2007.

Jeg var på vej til reception på Filminstituttet og var ved at låse min cykel, da jeg så denne kvinde på vejen ud mod Gothersgade. Hende smilede jeg til, for hun var meget smuk. Jeg var bjergtaget. Vi fulgtes indenfor, og mærkeligt nok lagde jeg ikke an på hende. Måske fordi jeg havde det, som om hun allerede var min kvinde.

Sådan taler Mogens Rukov om sin kvinde, mens hans hustru i sofaen overfor slår over i et genert smil.

Du syntes, jeg var irriterende, siger han.

Vibeke Tøjner ryster på hovedet, så de brune lokker glider ud af deres spænder.

Jeg kan huske, der var en næsten irriterende tæthed mellem os den aften. Men det var først, da du inviterede mig på kaffe i din lejlighed, at jeg blev rigtigt forelsket.

Vibeke Tøjner taler meget, men får, ifølge hende selv, alligevel kun sjældent sagt det, hun egentlig mener. Tvivlen overmander sætningerne, før de er fuldendt. Men den aften for fem år siden ville Mogens Rukov gerne høre, hvad hun havde at sige.

Når jeg gjorde det der med at kappe mig selv af, så sagde du bare helt åbent. Kom, du ville sige noget?. Det gav mig en følelse af utrolig ro.

Siden fulgte brev på brev på brev fra Rukov heriblandt et rendyrket manuskript for deres parforhold. De skulle have det ligesom kærlighed på film: Først et tilfældigt rendezvous og et kurmageri. Derpå et frieri, et ja og et stort bryllup. Og siden et lykkeligt liv til deres dages ende.

Vibeke Tøjner måtte erkende, at hun var forelsket, men samtidig bange for at give sig hen til en mand, hun vidste var en erobrer.

LÆS OGSÅ: Både kunst og kærlighed kræver nærvær

Det er jo ingen hemmelighed, at du har kendt rigtig mange kvinder. Jeg tænkte: Her er en mand, der ikke må føle, at han har mig. Så er jagten slut, og så går han sin vej igen.

Samtidig havde jeg det også sådan: Kan man bare sætte sig på et andet menneske på den måde?. Du ville gerne besidde mig, og derfor holdt jeg mine følelser for dig nede i starten.

Under en fælles ferie i Toscana i Italien friede Mogens Rukov.

Jeg ville gerne knytte hende tættere til mig. Hun er jo en meget ombejlet dame, og under de omstændigheder var det nødvendigt at blive gift. At markere over for sværmerne, at hun var optaget, som han siger.

På sin 65-års-fødselsdag gik han selvsikkert ned på knæ. Men heldet svigtede.

Jeg fik nej.

Han laver en grimasse.

Vibeke Tøjner griner, ikke helt enig i mandens version af begivenhederne.

Sagde jeg ikke bare: Måske jeg skal tænke over det?. Jeg tror, jeg syntes, det var lidt tidligt.

Mogens Rukov hoster og henvender sig til journalisten.

Det er da så godt som et nej! Hvis du nogensinde får det samme spørgsmål af en mand, så lad for Guds skyld være med at svare sådan der.

Efter lidt betænkningstid gav Vibeke Tøjner dog efter for kærligheden, og de to blev gift i 2010. Nu bor de sammen i hans lejlighed ved søerne i København, slapper af i hinandens selskab og nyder at krybe ned i sofaen om aftenen til en god film.

Livet med dig er et mulighedernes rum. Den åbenhed i sindet, jeg får af at træde ind i mit atelier og vide, at nu skal jeg male ... Sådan får jeg det af at være sammen med dig, siger Vibeke Tøjner.

Kan I også kritisere hinandens kunst?

MR: Det er nok lidt svært at give alt for direkte negativ kritik. Jeg er i hvert fald påholdende med det. Men i kritik ligger også velvilligheden for at forbedre. Det har jeg praktiseret på Filmskolen, at pege på det gode og fremme det. Det har jeg kunnet overføre til mine samtaler med Vibeke.

Reglen er bare, at vi sørger for så vidt muligt ikke at ødelægge hinandens inspiration.

VT: Men det er også et spørgsmål om, hvornår man overhovedet lukker hinanden ind til den kritik. Der er billeder, jeg ikke lader Mogens se, fordi jeg med det samme kan mærke, hvad han føler. Og hans mening vil påvirke mig. Hvad enten han siger, det er godt eller dårligt, vil jeg være amputeret. På en måde er han den nærmeste person at vise sine ting til, men også den fjerneste.

I de nye malerier, der hænger i atelieret, har målet været, uafhængigt af de fotografier, der findes af Camus, at skabe lighed med hans udtrykte billede. Mogens Rukov synes, hans hustru har ramt den godt.

Det sjove ved Vibeke er, at ligheden kan opstå på et par timer eller ikke opstå i løbet af tre uger. Og så er det ens opgave at rose for at hjælpe det på vej og give mod. Lad os nu tage det sorte billede ...

Han peger på et sortgråt maleri af den melankolsk udseende forfatter.

VT: Ej, det skal vi slet ikke tale om, det er ikke færdigt!.

MR: Nej, men så spørger du: Tror du, jeg får ligheden ind i det her billede?. Og så siger jeg: Selvfølgelig gør du det!. Nogle gange synes jeg, du har en hysterisk utilfredshed med det, du laver. Jeg er mere sådan en, der siger: Okay, nu er det fint nok.

VT: Egentlig står vi ret stejlt på hver vores kunst. Vi vil ikke afgive magt til den anden og arbejder meget hver for sig. Misundelsen har vi undgået, fordi vi er på forskellige felter. Du har Bodil og Robert (filmpriser, red.) stående i din vindueskarm, som du kan gå og støve af. Det har jeg det fint med!

På den måde kan jeg ikke få lov at kue dig.

MR: Det lyder godt.

VT: Men du får altså heller ikke lov at kue mig!.

Mogens Rukov tager en slurk af sin kaffe, før han binder krølle på ordvekslingen:

At kue eller ikke at kue. Det er spørgsmålet om kunstneres relation.

Ægteparret Tøjner og Rukov har nemt ved at tale om abstraktioner. Til gengæld er de vildt uenige om politik, hvor Mogens Rukov ofte har udtalt sig kontroversielt. I stærkt pro-israelske kronikker har han blandt andet kaldt palæstinenserne for en mafia, og i et essay i filmmagasinet Ekko har han sammenlignet islam med nazisme og kommunisme.

LÆS OGSÅ:  Kulturkonservativ med sans for eksperimenter

Vi har heftige diskussioner om måden at udtale sig på, diskursen omkring muslimer og jøder, siger Vibeke Tøjner.

Jeg er besat af tonalitet og af at få alle nuancer med du er en provocateur.

Hendes mand lader et grin skille skægget, så to guldtænder kommer til syne. Hun ser på ham med rynkede bryn.

VT: Du kender jo udmærket alle nuancerne. Du kan bare godt lide at give indtryk af, at du ser tingene sort og hvidt. Du er slet ikke så forfærdelig, som folk vil gøre dig til.

MR: Nej, men jeg synes også, at der findes helte og skurke i verden.

Når I bliver rigtig uenige, eller hvis det bliver lidt råt imellem jer, hvordan finder I så hinanden igen?

MR: Vibeke er enormt god til at skælde ud. Og når hun så er færdig, siger hun: Nå, skal vi være gode venner?.

Den opsummering får hans hustru til at slå en latter op.

VT: Nu lyder det, som om det er mig, der orkestrerer det hele.

MR: Jamen jeg er da så sød. Det er dig, der opfinder skældsord.

VT: Det kaldes retorisk fantasi, Mogens! Til gengæld går du mere under bæltestedet og rammer hårdt med ét enkelt ord. Du ved godt selv, hvad det er for ét, jeg mener.

Kan I så godt bare glemme det hele?

MR: Faktisk er vi sjældent uvenner i mere end et par minutter.

VT: Jeg tror, det længste har været en formiddag. Det er så dumt at bruge energien på at være smålige over for hinanden. Vi har talt meget om, at der noget større end bare dig og mig.

Ægtemanden ryster på hovedet.

Jeg synes ikke, der er noget, der er større end kærligheden mellem dig og mig. Jeg er ude i sidste omgang her i livet. Så jeg har specielt ikke tid til at være uvenner.

Hvad tænker I egentlig om fremtiden?

Mogens Rukov lukker øjnene og sukker. Deres liv sammen har ikke holdt sig til manuskriptet, men måske kan enden alligevel blive lykkelig?

Jeg ønsker en form for idyl mellem os.

Idyl? Hvad er det for et åndssvagt udtryk?, udbryder Vibeke Tøjner.

Hun rejser sig og går ud af atelieret et øjeblik. Da hun kommer tilbage, siger hun, at det er svært at se frem i tiden, fordi hendes mand har været så syg på det seneste.

Vores forhold er determineret af øjeblikket. Det er tungt, at alt skal være så skærpet, men det er heller ikke kun dårligt. Jeg har aldrig malet så meget som det sidste år, og jeg har aldrig levet så intenst.

Vibeke Tøjner ser ned på atelierets malingsplettede gulv. Mogens Rukov lægger sin hånd på armlænet mod hende, håndfladen opad. Hun tager den og løfter blikket.

Jeg tænkte i går: Kan jeg overhovedet male, hvis jeg mister dig?. Måske findes der kunstnere, der vil leve helt isoleret, men jeg har brug for et andet menneske. Min kunst har altid taget afsæt i virkeligheden. Du er ikke idyl og skønmaleri, men du er virkelighed.

Mogens Rukov forklarer, langsomt, at det, han ønsker sig, måske i virkeligheden ikke er den rene idyl, men en form for konstant tilgivelse. Han begynder at genfortælle Shakespeares Romeo og Julie: hvordan de to bliver elskende, men også fjender på et tidspunkt. Vibeke Tøjner ser spørgende ud.

Jeg forstår det stadig ikke, siger hun.

Jo, siger han.

Da Julie ligger på dødslejet, bliver hun også Romeos fjende. Hvis nu min sygdom bliver til fjendskab, og jeg ligefrem bliver din fjende, fordi jeg ender med at dø fra dig, så må du tilgive mig.