Kulde, varme, blod og snavs. Om livet, da mennesket var bundet til naturen

Det var en tilværelse på liv og død, men måske også med mere nærvær, dengang naturen var ramme om livet. Kristeligt Dagblad har undersøgt det naturbundne liv fra fortidens fæstebønder til nutidens fluefiskere

Om sommeren fisker Søren Skarby om natten, for der kommer fiskene ind til kysten. Når han falder ind i naturens rytme, betyder det blandt andet, at han må afgive kontrol over tiden: Han må stå klar, når forholdene er gunstige, og han har tilbragt mange timer på kysten med at vente.
Om sommeren fisker Søren Skarby om natten, for der kommer fiskene ind til kysten. Når han falder ind i naturens rytme, betyder det blandt andet, at han må afgive kontrol over tiden: Han må stå klar, når forholdene er gunstige, og han har tilbragt mange timer på kysten med at vente. .

Der skal være strøm, når Søren Skarby fisker, og det er der på hans yndlingssted i Svendborgsund. Det er tusmørke en aften i september. Sundet er som en flippermaskine, og strømmen er kuglen: Nu kommer tidevandet ind fra vest. Det rammer kysten og rikochetterer tilbage ud i sundet. Få meter fra stranden er strømmen så stærk, at vandet risler som i en hurtigløbende å.

”Se, nu lever strømmen. Nu går jeg ud,” siger Søren Skarby.

Han sopper omkring 100 meter ud til knæene i grønbrune waders. Han kaster sin line vinkelret på strømmen, så vandet presser den ud i en bue til højre for ham. Ved cirka 45 grader retter linen sig ud, og strømmen kommer under den, så fluen stiger i vandet.

Hvis Søren Skarby kan kaste, så fluen stiger lige foran næsen på en fisk, er der god chance for et hug.

En ørred plasker, når den springer i vandoverfladen. En torsk har en lyd som en sten, man kaster i vandet, et dybt ”glub”. Skrubben lyder som smækkys. Nogle gange har han hørt eller set fisken, inden han kaster. Men på dette sted har han også en erfaring, der næsten er blevet til intuition, med hvor fiskene står.

”Jeg ved bare, at sådan er det,” siger han.

Historiker og etnolog Palle Ove Christiansen udgav i 2002 bogen ”Lykkemagerne”. I den udfolder han fæstebøndernes liv i den sjællandske landsby Gørslev i anden halvdel af 1700-tallet.

”Landskabet, skovene og vandene var gamle som Jorden selv, og gørsleverne kendte dem som deres egen landsby. Man var i dem. Ikke som en besøgende, men nærmest som en del af dem,” skriver han om landsbyboernes forhold til verden udenfor, som de var så nært forbundet med, at de knap kendte en grænse mellem menneske og natur.

I Viborg Museums årbog ”Viborg Bogen 2004” skriver tidligere museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen om industripioneren Johannes Ivar Bruun og hans problemer med at skaffe lokal arbejdskraft, da han i 1820’erne anlagde en af landets første fabrikker ved Viborg.

”Især de ældre, som var vant til jorddyrkning og i den yngre alder kun havde røgtet kreaturer, kunne ikke finde sig i stadigt arbejde fra kl. 5 om morgenen til kl. 8 om aftenen. På en varm sommerdag kunne Bruun være vis på opsigelse (…) En mental barriere skulle overvindes for at danskerne kunne omstille sig fra arbejdsrytmen i det naturbundne landbosamfund” til industriens faste tider ved maskinerne, står der i årbogen.

Dette er et essay om det naturbundne samfund, som museumslederen skriver om. For hvordan var det, dengang mennesker stadig var underlagt alt det ”udenfor”; den biosfæriske virkelighed, man kan kalde natur, og som altså sugede Viborgs landarbejdere til sig, så et fast lønarbejde ikke kunne holde dem ved maskinerne på en varm sommerdag?

En sensommernat tog jeg på fluefiskeri med lystfiskeren Søren Skarby, og i kulturhistorien har jeg ledt efter kilder for bedre at forstå: Hvordan var menneskers dagligliv og livssyn, før vi kom på afstand af naturen?

De små tegn

Jeg mødes med Søren Skarby på hans spot ved Svendborgsund torsdag den 9. september klokken syv om aftenen. Stedet er en græsklædt odde, der ligger på den anden side af sundet over for Svendborg. Yderst på odden er et lille forbjerg, og Søren Skarby kravler ned ad skrænten og sætter sig på den få meter fra vandkanten. Den høje Svendborgsundbro er spændt ud over horisonten. På vandet sejler motorbåde og færgen til Ærø, og ovre fra Svendborg er der høje skærelyde fra skibsværftet og fortumlede råb, måske fra et værtshus.

Men byen generer ham ikke. Tværtimod.

”Selvom det er mørkt, har du lyset fra Svendborg. Jeg kan se en ørred, hvis den bryder overfladen. Så står den i silhuet mod lyset fra byen,” siger han.

Søren Skarby fisker helst på det samme sted i Svendborg­sund. For netop her kender han vandet, strømmen, bunden og fiskenes vaner så intimt, at det næsten er blevet til intuition.
Søren Skarby fisker helst på det samme sted i Svendborg­sund. For netop her kender han vandet, strømmen, bunden og fiskenes vaner så intimt, at det næsten er blevet til intuition.

Det har været 25 grader i dag. På odden er græs og træer stadig svulmende grønne, græshopperne synger øredøvende, og bag os holder nogle unge en picnic.

Men sommeren ér forbi. Klokken halv ni er solen gået ned, og himmelhvælvingen ser ud som en enorm regnbue. Nærmest jorden på den anden side af sundet er den dyb violet, men changerer, jo højere man løfter blikket, til gulorange, lyseblå og længst oppe, i det store rum over vore hoveder, indigo.

Med ét kommer kulden sivende.

Natfiskeri hører sommeren til, og det er på kanten til at være for sent på året, siger Søren Skarby. På denne plads fisker han især efter ørreder, og de bedste måneder er maj og juni. På det tidspunkt er fiskene søgt ud fra deres gydepladser i åer og vandløb for at fouragere i havet. Om dagen opholder de sig i det dybe og kølige vand. Men om natten kommer de ind på det lave for at jage.

Søren Skarby peger med sin pandelampe ned i strømmen: En børsteorm sejler hastigt forbi. Bløddyrene kommer især på måneløse nætter, og når der er rigtig mange, kan de gøre en ørred vild af ædelyst.

”De vælter sig i dem, så jeg slet ikke kan komme i kontakt med dem,” siger han.

Fra midten af juli må han droppe fiskeriet her i tidevandsstrømmen, fordi krog og liner hænger fast i plamager af dødt, flydende tang. Men nu, i september, kan han være heldig at støde på ørreder, der trækker mod åerne igen.

Søren Skarby er selvstændig pressefotograf. Men han er lige så meget fisker. Vejr, vind, strøm, årstider og forskellige fisks forskellige adfærd er blandt komponenterne i et mægtigt regnestykke, han altid bakser med.

”Jeg er aldrig kommet videre end jæger-samler-samfundet. Der er hele tiden en del af min knold, der analyserer alle de små tegn,” siger han.

Engang fiskede han især i ferskvand. Da kunne han stå på sin trappe foran huset i Svendborg og nærmest dufte, om det blev en af de aftener, hvor caenis, døgnfluer, ville sværme i stort antal – og fiskeriet gå amok. Han må være klar, når buddet lyder. En fiskekammerat taler om ”fisker-tømmermænd”. Dem har man i de måneder, hvor fiskeriet holder lystfiskerne vågne til langt ud på de lyse nætter, så de om dagen kæmper for at passe familie og job.

”Det er som tai chi, du er nødt til at følge med. Det foregår på naturens vilkår. Du kan ikke forcere noget,” siger Søren Skarby om fiskeriets grundvilkår.

I ét med naturens rytme

I 1786 begyndte pløjningen for fæstebonde Christen Andersen i Nørre Tulstrup mellem Viborg og Randers torsdag den 6. april.

”Begynt vi at pløye neden Madses, da leenet det med natfrosten, saa vi kunne strax pløye om morgenen,” skrev han i sin dagbog, som han førte i årene 1786-1797, og som blev udgivet af Landbohistorisk Selskab i 1969.

Året efter begyndte pløjningen mere end tre uger tidligere, den 14. marts. I 1788 begyndte Andersen ”at pløye til haure” den 10. april (den 16. ville han ”saad haure, men var frosen, og en liden snee, pløyet”), og sådan var Christen Andersen, som Søren Skarby er i dag, henvist til at arbejde i den rytme, vejret og årstiderne dikterede.

Grønlænderne har et udtryk: ”Qarrtsiluni”, fortæller Søren Skarby. Det betyder noget i stil med ”øjeblikket før noget vil briste”. Sådan en aften er denne. 

Maja Funch

Også på den anden side af Atlanterhavet blev der ført dagbog. Fra 1785 til sin død i 1812 skrev jordemoderen og nybyggeren Martha Ballard om sit liv og dagligdags aktiviteter i byen Hallowell i delstaten Maine ved den store Kennebec-flod, hvor omkring 100 familier boede på den tid.

I 1990 udgav historikeren Laurel Thatcher Ulrich sin bog ”The Life of Martha Ballard”, hvor hun udlægger og kommenterer de korte dagbogsindlæg.

I Hallowell i nybyggertiden udgjorde Kennebec-floden en afgørende og uberegnelig ramme om det daglige liv.

”Folk i Hallowell huskede, hvornår floden åbnede og lukkede sig (på grund af is, red.) på samme måde, som folk i andre byer huskede jordskælv eller tørke,” skriver hun.

Den 24. april 1789 var Kennebec som et oprørt hav, da Martha Ballard i en regnstorm sejlede ned ad den for at hjælpe flere familier. Et vandløb på vejen krydsede den 54-årige jordemoder ved at springe på flydende træstammer, og hun blev akkurat reddet fra at blive mast ihjel, da hendes hest i angst veg tilbage for et faldende træ. Et andet år beskrev hun, hvordan hun den 1. april gik over isen, efter hun havde spist morgenmad – og tilføjede så tørt i margenen:

”Floden brød op klokken fire om eftermiddagen.”

I det naturbundne samfund var naturen ikke et begreb eller et udflugtsmål. Den var tøsneen, der klumpede under træskoene, så man knap kunne gå, og den var mudderet, der trængte blødt op mellem tæerne på en forårssmattet jordvej. Den definerede, hvordan man levede livet, skriver historiker Palle Ove Christiansen i ”Lykkemagerne” om landsbyboerne i sjællandske Gørslev omkring landboreformernes tid:

”I Gørslev kunne ingen undgå at fornemme årets tider og livets faser. Livet levedes i en konkret verden. Den bestod af kulde og varme, blod og snavs, smerte og glæde.”

Livet er nu

Den totale misvækst indtraf på egnen i 1746. Det år høstede nogle af Gørslevs bønder stort set ikke mere byg, end de havde sået.

”Det uår kunne alle huske, og de, der var for unge til at huske det, havde fået historien fortalt mange gange. Sådan var det nu engang. Mennesket var ikke naturens hersker,” skriver Palle Ove Christiansen.

Naturen var et vilkår, og fatalisme var et livssyn, han og andre historikere sporer blandt nogle bønder på den tid.

I januar 1772 skrev præsten i den midtsjællandske landsby Nordrup et oprørt brev til godsledelsen i København.

”Nordrups karle og gårdmænd holder more solito [som sædvanlig] et skrækkeligt hus på byens tvende kroer. Nogle af dem har siddet i tre dage og tre nætter i forrige uge på kro,” stod der blandt andet.

Tilværelsen kom til én, den skulle ikke opsøges eller iscenesættes, udlægger Palle Ove Christiansen den slendrian og hang til morskab, som ifølge ham gav øvrigheden – godsforvaltere og præster – evige hovedbrud.

Natfiskeri i Svendborgsund. Søren Skaarby fisker om natten
Natfiskeri i Svendborgsund. Søren Skaarby fisker om natten

Liv og død, arbejde og hvile, en god høst eller fatal misvækst, velstand eller ruin var forhold, mennesket dagligt kæmpede med, men som lå mere eller mindre uden for dets kontrol. Det gjaldt om at gribe de gode øjeblikke, når de var der:

”Det afgørende skel bestod i, om man hørte til dem, der bekymrede sig om at forstå livet, eller til dem, der blot var i det. Det vil sige de bønder, der levede deres liv ud dér, hvor de nu var sat til det, og som mente, at en god dag skulle strækkes så langt som muligt. Man vidste, at de triste dage nok skulle komme bagefter (...) Livet var at være nærværende uden først at kalkulere alle handlinger,” skriver historikeren.

Fæstebøndernes nærvær minder om den måde, Søren Skarby må være til stede i sit fiskeri, omend bøndernes naturbundne liv ikke kan sammenlignes med lystfiskeren, der træder ind i naturens rytme som en hobby. Men for ham som dem gælder det, at ting sker til deres egen tid. Mennesket må følge med og være klar.

Bøndernes fatalisme var selvfølgelig knyttet til deres sociale position. Som fæstebønder havde de få muligheder for at avancere, og det er en afgørende årsag til, at nogle var mindre tilbøjelige til at tage initiativ.

Men i et kapitel maler historikeren en (vidunderlig) kontrast frem mellem landsbyens vildtvoksende natur og bøndernes tænkemåde på den ene side og godsets velordnede landskab og godsejerens tankegang på den anden.

Godset Giesegaards lindeallé blev anlagt i begyndelsen af 1700-tallet. Derefter anlagdes indhegnede, firkantede agre, man begyndte at importere såsæd, at bekæmpe ukrudt og mange andre tiltag, der faktisk tog kampen op mod landbrugets naturbestemte vilkår, og som også disciplinerede tanken: Naturen var ikke uden for menneskets kontrol, og arbejdet skulle udføres til faste tider, mens hviledagen skulle holdes hellig; idéer som bønderne havde stort besvær med at følge.

For i landsbyen var der, modsat på godset, knap nok en lige linje.

”Alt fulgte landskabets bløde kurver. Agrene, hegnene, bebyggelsen og vandhullerne for ikke at tale om veje og stier. Alt var snørklet og smidigt. Mennesket tog som dyret den nemmeste vej, og føjede sig efter landskabet,” skriver Palle Ove Christiansen.

Han opsummerer magtelitens holdning til den utæmmede bondestand – og den lyder som et ekko af fabrikant Bruun i Viborg, der få årtier senere var så indædt frustreret over opsigelserne fra sine nyslåede industriarbejdere på en varm sommerdag:

”Uanset om den vilde natur foldede sig ud i landskabet eller i bondens hoved, havde den brug for at blive bøjet under den retlinede tanke.”

Hugget er det største

Sundet damper klokken halv 10. Hvid dis smyger sig over vandet, og fugtigheden i luften er så høj, at håret krøller, og ærmegabene på min lærredsjakke er våde. Søren Skarby er vadet langt ud i Svendborgsund, og jeg følger efter i waders, jeg har lånt. Der dufter af saltvand og tang. Når jeg løfter et ben, svæver det øjeblikkeligt til højre med strømmen. Bevægelsen sætter gang i de selvlysende alger, der skaber fænomenet morild. Det ser ud som flager af sølv.

Linen suser i luften, når Søren Skarby kaster, schwusch schwusch, to-tre sving, før fluen lander i vandet.

Han er fotojournalist, men skriver også tekster. Engang talte han med en flok 12-årige drenge om deres fiskeentusiasme til en historie i sportsfiskernes blad.

”Hvad er det største ved at fiske,” spurgte han dem.

”Hugget!”, svarede de alle.

Når en fisk bider, er det en forløsning som at nå til facit på en ligning, siger Søren Skarby.

”Jeg har siddet derhjemme aftenen før og vævet drømme: ’På denne årstid, hvis jeg binder fluen sådan her, og strømmen går den vej’ – hele den tankerække når sit højdepunkt i hugget. Hele den opgave, du har stillet dig selv, lykkes.”

Men det er mere end det. Hugget er som en slags påmindelse om fiskerens egen eksistens. Når en fisk hugger, er det beviset på, at Søren Skarby har læst naturen rigtigt, at han er lykkedes med at falde ind i dens rytme.

”Det giver en dyb tilfredsstillelse. Der er liv i den anden ende. Du kan ikke være i tættere kontakt med det, du higer efter at være en del af, end den fornemmelse af at mærke liv. Når man står over for et dyr i den her fair kamp, den her dans, så forstår man sig selv som en del af et større hele, så forstår man sig selv som beslægtet med naturen, at vi bare er en art, en meget succesfuld art. Det hele handler om at være i sync. Hugget er at få belønningen,” siger han.

Den gamle mand taler med sin fisk i Ernest Hemingways romanklassiker ”Den gamle mand og havet”, tilføjer han.

I romanen har en gammel fisker intet fanget i 84 døgn, da han endelig får en enorm marlin på krogen. Han kæmper med fisken i flere døgn. På dag nummer to siger den gamle mand blandt andet til den stadig levende fisk:

”’Fisk’, sagde han. ’Jeg elsker dig, og jeg respekterer dig vældig meget. Men jeg vil slå dig ihjel, før denne dag er omme’.”

Forfatter Dy Plambech har også været jæger. I 2013 skrev hun et forord til en ny udgivelse af ”Jagtbreve & nye jagtbreve”, som er en række betragtninger om jagt og natur skrevet mellem 1886-1892 af Boganis (Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far).

Måske rammer ingen pointen så præcist som hun:

”Bevægelsen sad i [de erfarne jægere]. De førte geværet op mod vildtet i luften i en glidende bevægelse, som om de på forhånd var forbundet med byttet og blot rakte en rolig hånd op for at hente det ned.”

De er derude

Ved midnat er der ro over sundet. Færgen er holdt op med at sejle, og byen er tavs. Stjernerne er kommet frem. En arm af Mælkevejen anes deroppe. Den ligger i en svagthvid bue.

”Stjerner er sølvhvide ligesom lyset fra et lysstofrør. Planeter er gule ligesom glødepærer,” siger Søren Skarby.

Han peger Venus ud: ”Aftenstjernen” er gylden og tydelig på himlen.

Et stjerneskud falder hurtigt, men jævnt, i samme tempo som en udslukt nytårsraket.

Et sted i nærheden sover Delle, Svendborgs berømte delfin. Dens blåst høres tydeligt over vandet og lyder som en kompressor, der lukker luft ud.

Grønlænderne har et udtryk: ”Qarrtsiluni”, fortæller Søren Skarby. Det betyder noget i stil med ”øjeblikket før noget vil briste”. Sådan en aften er denne, den måske sidste milde nat, inden efteråret sætter ind.

Der er ingen fisk, der hugger. Søren Skarby gider ikke mere og vader mod land.

”Men de er her. Det er bare om at finde dem. Det er det, det handler om,” siger han.