Prøv avisen
Dobbelt boganmeldelse

Kulørte romaner fra engelsk bestsellerforfatter

Den tidligere parlamentariker og britiske forfatter Jeffrey Archer genudgives på dansk hos Lindhardt og Ringhof. Anmelder og sognepræst Kristian Østergaard har læst begge. Foto: Bjørn Erik Pedersen/Wikimedia Commons

Jeffrey Archers har et godt greb om plot og et stort kendskab til den brogede verden, men hans romaner er alligevel ren underholdning

Jeffrey Archer: Kane og Abel

★★★☆☆☆

William Lowell Kane og Abel Rosnovski er født samme dag i 1906. Kane er søn af en amerikansk mangemillionær, mens Abel er et polsk hittebarn, der ad lange og kringlede veje ender i Amerika. Her demonstrerer han en vilje til at lægge al konventionel visdom bort og stille sig til rådighed for tilfældet – og tilfældet vil, at han kommer til at gøre karriere i hotelbranchen. Herfra er der kun en bane i Abels strategiske overvejelser, og den fører opad.

Men så kommer depressionen i 1929, hvor Abel og hans kompagnon forgæves forsøger at få et lån i Kanes bank. Kane har ikke blot et distinkt overklassepræg, men i den trængte situation virker han lige så uimodtagelig som en borg med vindebroen oppe.

Kompagnonen begår selvmord, og Abel lover sig selv, at han vil gøre kål på den arrogante Kane, og det udvikler sig til en skæbnesvanger kamp mellem de to mænd. Hvor det ender, ved ingen. Og så alligevel. For Kanes søn Richard og Abels datter Florentyna forelsker sig i hinanden, og selvom det ikke i første omgang får nogen forædlende indflydelse på kombattanterne, jævner tingene sig til slut. Det bliver klart, at Kane ikke er nogen Kain. Han er undertiden nøjeregnende, men han er også en mand, der er stor i slaget og har hjertet på rette sted.

”Kane og Abel” udkom første gang på dansk under titlen ”To fjender” i 1980 og rummer opskriften på det, der har gjort Jeffrey Archer til en succesforfatter uden lige: det malende sceneri, de prægnante optrin og den tætvævede dialog. Archer er tidligere konservativ politiker, og man fornemmer, at her er en skribent, der tager samfundskontrakten alvorligt og nærer stor sympati for ægteskabet som institution.

Archer skriver, som havde han aldrig læst Kafka eller hørt om Joyce. Hans erklærede forbilleder er fortællere som Charles Dickens og Alexandre Dumas, og temaerne er også de klassiske: kærlighed, forgængelighed, ensomhed, triumf og desillusion.

Man kan ikke nægte, at Archer har sans for plot. Han antyder noget i et kapitel, som han så udfolder i et senere kapitel med et overraskende twist. Archers omfattende produktion dokumenterer tillige, at han ikke lider af skriveblokering. Men det går også rigeligt stærkt. Abel inviterer sin kommende kone ud på restaurant. Hun er også polak, og vi ved, at hun arbejder som servitrice på en amerikansk restaurant, men alligevel har hun ikke lært sig engelsk nok til at læse menukortet på engelsk. Hvordan hænger det sammen?

Jeffrey Archer: Den fortabte datter

★★☆☆☆☆

Både i ”Kane og Abel” og i toeren, ”Den fortabte datter”, optræder fiktive personer, som kommer i berøring med det 20. århundredes blodige historie. I det hele taget er den menneskelige natside overrepræsenteret i Archers værker. Der er mennesker, som holder sig ranke under trængslerne, men selv gode mennesker kan blive pokkers ondskabsfulde, når de ikke får deres vilje. Og så er der alle dem, der kan smøres, købes og bestikkes.

For romanerne handler ikke mindst om fascinationen af penge og glitter. Der er også meget glitter i Archers stil. Kanes kommende hustru bliver introduceret således:

”William havde aldrig mødt en kvinde, som han fandt halvt så smuk Katherine Brooks. Hendes lange lyse hår faldt i løse og uregerlige krøller ned til hendes skuldre, og små lokker stak fortryllende frem under hatten og indrammede tindingerne.”

Archers bøger har solgt i millioner, men at kvantitet i oplag ikke garanterer for kvalitet, bliver helt tydeligt i Archers ”Den fortabte datter”, der tidligere er udsendt på dansk under titlen ”En plads på toppen”.

Abels datter, Florentyna Kane, er emigrantdatteren, der skipper forretningslivet for i stedet at blive en lodret stigende stjerne på den politiske himmel. Ja, Kanes svigerdatter er en fabel af energi og snilde, der ved, at ynkepositioner ignoreres, så hun hanker op i sig selv, skubber forbipasserende kvaj af vejen og gennemskuer gamblertyperne på sin vej mod præsidentembedet.

Siden Homer har alle fortællere bestræbt sig på at gøre det usandsynlige sandsynligt. Det lykkes slet ikke i ”Den fortabte datter”, hvor intrigerne ikke overbeviser, og fortælleren virker postulerende og stivbenet. Samtidig sætter de første 279 sider læseren på en tålmodighedsprøvelse, da de genfortæller handlingen fra ”Kane og Abel”.

Helt overordnet gælder det, at hvis man holder af litteratur, der tvinger læseren til at anstrenge sig for at holde trit med udvikling og forløb, så skal man gå uden om Archers romaner. Det er ren underholdning.