”Det er det her, alle kommuner vil. Industri, det er noget vi har dernede, i fortiden – det siger man, at vi ikke kan leve af. Og så omdanner man de gamle industribygninger til kreative iværksætterarbejdspladser og kulturcentre. Det er en Fugl Fønix-fortælling, hvor byerne rejser sig af deres egen industrielle aske og genopstår som noget nyt, kreativt og innovativt. Noget, der peger fremad...”
David Holt Olsen må gøre holdt i sin talestrøm, og vi må skyndsomst træde til side. Hans arm hænger stadig i luften og peger tilbage til ”fortiden” – den gamle godsbanegård i Aarhus. Dernedefra kommer en mand drønende imod os på sin Christiana-cykel. Stien, han følger, har engang været et jernbanespor. Pletvis kan man faktisk stadig se skinnerne kigge frem fra under gruset. Her kørte godstogene i industrisamfundets velmagtsdage ind og ud med træ, stål, kul, tegl og en masse andre varer.
Nu er Godsbanen med egne ord et ”kulturproduktionscenter”, hvor de aarhusianske borgere kan ”styrke og udvikle deres kulturelle kompetencer”. I den gamle banegårdshal er der værksteder, udstillingsrum, ”grupperum” og ”black boxe” og på området ude foran, hvor vi står, det såkaldte ”Institut X”. Her er der kreative iværksættervirksomheder, små kontorfællesskaber og caféer i de spredte skure og gamle vognhuse i spraglede farver.
Manden på Christianiacyklen dukker på den måde op som en perfekt metafor for netop den Fugl Fønix-fortælling, Holt Olsen taler om. Den har sat sig så meget igennem, at hele 32 af Danmarks 98 kommuner i dag brander sig som kultur- og oplevelsesbyer.
”Det er altså en skæv fortælling. De kreative brancher fylder ikke i eksporten eller i antallet af medarbejdere i Danmark. Der er vi stadig et produktionsland og et servicesamfund,” siger Holt Olsen, da vi kan genoptage interviewet.
Her er tomt som i en forlystelsespark uden for sæson. Når man ikke som på en fabrik er skæbnebundet til at stemple ind, kan man arbejde hjemme, når det regner – og det siler ned. Sådan er der også noget kulisse over det hele. Som om det hele kunne blive pillet ned og sat op igen et andet sted på halv dag.
Det er heller ikke helt forkert. Vi kunne lige så godt være i Spinderihallerne i Vejle, Ny Malt i Ebeltoft eller på Nordkraft i Aalborg. Eller Kulturbrauerei i Berlin, La Sucrière i Lyon, Basilica Hudson i New York eller Freegan Pony i Paris og The Spinnerei i Leipzig eller dusinvis af steder som dem rundt om i verden, hvor den kreative kapitalisme er rykket ind i gamle fabrikker.
Det er gangen i David Holt Olsens kritik. Den handler både om, at vi med nye idéer om kreativitet og innovation fortrænger industri og produktion fra vores fælles forestilling om, hvem vi er, og om en kulturpolitik, der kaster vrag på dannelsesprojektet og spænder kulturen for erhvervslivets og vækstens vogn.
”Det er vigtigt at være sig sine rødder bevidst. Så får man også et helt andet grundlag for at forholde sig kritisk, fordi man ved at tingene har været anderledes før, og hvad de bygger oven på. Men i kulturbranchen lyder det så uartigt, når man siger det,” siger han.
David Holt Olsen er historiker, 36 år, far til to og museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum i Horsens. Med sine ironiske og spiddende kommentarer i aviser og på Facebook er han på vej til at blive en kulturkritisk stemme, flere og flere gerne vil høre.
Vejen til den brede samfundskritik går for ham via et opgør med den måde, vores kulturinstitutioner indretter sig og møder deres publikum på. For hvor museer og andre kulturinstitutioner førhen mødte borgeren som én, der var mødt op for at blive dannet som et åndligt og historisk væsen, taler de nu, som en HR-afdeling eller en coach taler til en medarbejder, der som i Godsbanens terminologi skal have sine kompetencer udviklet.
”I industrisamfundet havde man en skarp opdeling mellem arbejde og fritid. Arbejdet havde én rationalitet, der handlede om optimering, vækst, profit. I fritiden kunne man så dyrke det sande, det gode og det skønne og have autentiske fælles- og venskaber. I løbet af 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne ser vi så, at de her tanker om selvrealisering og senere også managementtænkning dukker op og får de her livssfærer til at flyde sammen. Arbejdets rationalitet bliver presset ned over det hele.”
”For kulturinstitutionerne har det betydet, at de tænker, at de kan få legitimitet og relevans ved også at tale til folk på den måde,” forklarer han, da vi er kommet indenfor og sidder i Godsbanens café.
”Når selvudvikling kommer i centrum for kulturinstitutionerne, bliver indholdet – de historiske genstande eller kunstværkerne – sekundært. Så mister kulturen sin egenværdi og bliver staffage, der skal gøre rationaliteten fra arbejdsmarkedet lækker at være i,” analyserer han.
”Og det mest deprimerende er, at det foregår med os selv som initiativtagere. Vi vil så gerne være relevante over for kommuner og stat, som giver os pengene.”
Men er det et decideret krav fra kommunernes kulturforvaltninger, at I skal gøre sådan her?
”Både-og. Det fungerer på den måde, at vi hvert år skal spare to procent, som tages af driftstilskuddet. Og måden, man så navigerer i det på, er, at man er ude at hente midler i puljer og fonde. Dermed tvinger man institutionerne til at være imødekommende over for det, de puljer nu engang lægger vægt på, og det er herfra, konkurrencestatens værdier om innovation, selvudvikling og kompetencer kommer. Den politiske styring af, hvad der foregår i kulturlivet, er steget voldsomt,” forklarer Holt Olsen.
Og hvad med dig selv og Industrimuseet – hvordan agerer I under de vilkår?
”Vi prøver som alle mulige andre at holde en rød tråd, men vi knopskyder jo også i alle mulige retninger. Vi er også udsatte.”
Kender man til David Holt Olsens færd i den offentlige debat, studser man måske lidt her. Ikke over indholdet, men formen. Den plejer at være ironiserende og skælmsk og sjov. Som når han i et indlæg i Berlingske opdaterer det danske sprog til det, han kalder ”projektansøgerdansk”. Her bliver det at fodre ænder til at hedde ”tværspeciesistisk brådbåren dialogfacilitering”, og en park-bænk bliver til ”et urbant rum for fællesskab, energiopsamling og kontemplation”.
”Jeg bruger jo ironien for ikke at havne i kassen med de sure, gamle mænd,” som han siger det. Men det er faktisk mere end det.
”Havde du talt med mig for 10 år siden, da jeg lige var færdig på universitetet, ville jeg have fortalt dig præcis den fortælling om det håbløse i at tale om produktion i Danmark som noget med en fremtid. Men det var jo også en dejlig fortælling, for den gjorde jo mig selv som akademiker til helten. Så kom jeg ned til Industrimuseet, hvor vi er tre akademikere, og så er resten HK’ere og håndværkere og alle de 200 frivillige, som har baggrund i produktionen. Og så ligger det i Horsens som er en gammel industriby. Så bliver ens danmarksbillede altså udvidet. Det jagede en nagende tvivl i mig. Så min kritik er også en hudfletning af min egen omgangskreds.”
Hvordan reagerer de så?
”Jamen, det er noget af det mest underlige. De synes jo, det er herligt. Så længe det handler om dem.”
Måske lytter de også, fordi han er del af et slags tværpolitisk tidehverv, der strækker sig fra tidligere SFI-direktør og nyligt afdøde Erik Jørgen Hansen og socialdemokraterne Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek til sociologen og LA-folketingsmedlemmet Henrik Dahl til journalisten Lars Olsen. De har alle i deres respektive bøger kritiseret akademikernes magt og de politiske initiativer, der fulgte i kølvandet på forestillingen om, at Danmark skulle overgå til videnssamfund.
Og på det mere filosofisk-pædagogiske plan har universitetsfolkene Thomas Aastrup Rømer, Brian Degn Mårtensson og Svend Brinkmann slået et kulturkonservativt slag for et mere klassisk dannelsesbegreb. Sådan definerer Holt Olsen også sig selv – som kulturkonservativ.
”I mine øjne er det en absolut konservativ mærkesag i dag at få adskilt arbejdssfæren fra livsverdenen og få trængt managementtænkningen og dens værdier væk derfra.”
Hvad tænker du om, at der er den her alliance mellem kulturkonservative og de arbejderistiske socialdemokrater?
”Ja, det er det, der sker. For mig er det et Socialdemokrati, der er kommet hjem igen efter at være forsvundet ud i de der krea-tåger, som de befandt sig i, mens Corydon og Thorning opdyrkede konkurrencestaten som politisk mål.”
Men siden 2001 har der været en borgerlig regering i 14 år, og vi har haft kulturkamp, opgør med kulturradikalisme og smagsdommere. Ét er kritikken af Socialdemokratiet, men er der ikke også som borgerlig et problem her?
”Jo. Kulturkampen fik bare krattet lidt i overfladen, og der har heller ikke været et internt selvopgør i de borgerlige partier i forhold til, hvad man selv havde været med til at gennemføre. Der har jo ikke været større propagandister for lækker managementtænkning end Det Konservative Folkeparti og Venstre. Der gad jeg godt se noget selvransagelse.”
Vi pakker sammen og går ud for at få taget billeder.
”Når de borgerlige diskuterer kultur, handler det altid om skære ned, og at de ikke vil betale det over skatten, og at hele kulturbranchen er fyldt med røde medarbejdere. De har helt tabt blikket for, at der jo er de kulturhistoriske museer – de fungerer jo som danskheds-maskiner.”
Danskhedsmaskiner?
”Jamen, det er de da. Vi samler ind og bevarer for eftertiden, og vi fortæller folk, hvad de er rundet af. Det er social integration. Men for mange i kulturverdenen lyder det sådan lidt DF-agtigt. Men jeg har ikke nogen berøringsangst over for det.”
