For nylig satte en vittig britisk boghandler et skilt op i butiksvinduet, hvor der stod, at apokalyptiske fremtidsdystopier var blevet flyttet til afdelingen for samtidslitteratur. Virkeligheden har også flere gange overhalet forfatteren Jens-Martin Eriksen, mens han de seneste tre år har skrevet sin nye fremtids-dystopiroman ”Helter Skelter”. Den tegner et sort billede af den nærmeste fremtid i Danmark med masser af terror, politiske spændinger og decideret fjendskab mellem nationalister og multikulturalister.
For eksempel forestillede han sig for flere år siden, at man en dag ville komme til at sende udvisningsdømte flygtninge til øde øer i Danmark.
I Jens-Martin Eriksens roman er det til gengæld alle indvandrere, der skal sendes til øde danske øer, da romanens fiktive partier, Folkepartiet og Nationalfronten, får magten og i sandhed indfører et paradigmeskift i den danske indvandrerpolitik med en decideret hjemsendelsespolitik for alle indvandrere og efterkommere efter indvandrere, der skal sendes ”værdigt” ud af landet, så længe de ikke gør modstand.
Romanen udspiller sig i årene 2026-2029, hvor der er opstået en borgerkrigslignende tilstand i Danmark i kølvandet på en række store terrorangreb, som dog i flere tilfælde viser sig udført under falsk flag. Men mange af bogens dramatiske scener er inspireret direkte af begivenheder, der allerede er indtruffet.
I romanen går det bare værre, så et terrorangreb, der kan ligne angrebet mod Krudttønden og Københavns synagoge, for eksempel ender med dræbte børn. Masser af mennesker dør på tilsvarende vis i Field’s under et terrorangreb. Og situationen er ikke bedre i andre europæiske lande, hvor blandt andet den franske avis Le Monde rammes af et terrorangreb, der minder om det planlagte angreb, der blev stoppet i sidste øjeblik mod JP/Politikens Hus.
”Jeg begyndte på min bog i 2015, hvor der skete de frygteligste terrorangreb i Europa med angrebet mod spillestedet Bataclan i Paris og mod demokratiets hjerte med attentatet mod satirebladet Charlie Hebdo, mens København jo også blev ramt i Krudttønden og Københavns synagoge. Tiden var meget elektrisk og radikaliseret, og det slog mig, hvor hurtigt stemningen kan vende sig efter et terrorangreb,” siger Jens-Martin Eriksen, der pludselig genkendte borgerkrigens mekanismer fra sine bøger om de etniske udrensninger i Bosnien. Og Eriksens pointe er, at både lande og enkeltpersoner kan radikaliseres hurtigere, end man skulle tro.
Romanens højreradikale hovedperson, Torsten Vahlgren, er således ikke en klassisk psykopat, men en begavet dansk akademiker i 30’erne med et godt job på den danske ambassade i Paris. Men noget går i stykker i ham, da terror og integrationsproblemer ødelægger byen, mens Nørrebro efterhånden også er tabt hjemme i Danmark, hvor den fiktive indvandrerbande Sort Flag har presset de etnisk danske borgere ud af byområdet.
Vreden vokser derfor i Torsten Vahlgren. Og efter et stort terrorangreb mod den franske avis Le Monde ligger han og hører Mahlers ”Um Mitternacht” med Friedrich Rückerts religiøse digt om faderen over liv og død, der har magten ved midnat. Torsten Vahlgren er ellers ikke specielt religiøs, men han har behov for det, han kalder andagter, når hans sind bliver mørkt. Og det er også sådan, han begynder sin radikaliseringsproces.
”Han fyldes af sorg over løgnen i det politiske sprog, der forsøger at dæmpe konflikten i den virkelige politiske verden ved at tale om lyset og mørket, så det hele bliver et eventyr. Men det fornægter han. Han vil have sandhed, og mainstreampolitikken er ikke sandheden, for i politik må man sommetider dæmpe sandhederne for at holde konflikterne nede. Det hader han. Han vil have handling,” forklarer forfatteren Jens-Martin Eriksen om sin egen højreradikale hovedperson.
I løbet af romanen bliver Torsten Vahlgren til et uhyggeligt instrument for det højreradikale terrornetværk ”Instituttet”, der har som mål at skabe så meget kaos, at befolkningen til sidst støtter partier, der går ind for etnisk udrensning i Danmark. Det sker blandt andet ved en række falsk flag-terroraktioner, der på den ene side skal forstærke hadet til muslimer og på den anden side skal radikalisere muslimer, så vejen bliver banet for højrefløjens magtovertagelse, der minder en hel del om nazisternes vej til magten i 1930’ernes Tyskland.
”Strategien er dæmonisk hæmningsløs. Men vi ser den allerede i dag, når russerne for eksempel efter al sandsynlighed har forsøgt at påvirke det amerikanske valg med fake news og forskellige falsk flag-operationer, der har haft til formål at gøre amerikanere mere højreorienterede,” siger han.
”Helter Skelter” er desværre ikke urealistisk, mener forfatteren.
”Stemningen kan blive oppisket på ingen tid. Hvis man oplever tilstrækkeligt uhyggelige ting, bliver vi alle sammen disponeret for fristelsen til at bakke op om ellers uantagelige politiske handlinger,” siger Jens-Martin Eriksen, som mener, at vejen til at undgå en sådan udvikling dels er at holde fast i retten til ytringsfrihed og dels ved at lade moderate muslimer tale imod militant islamisme.
”Det er ikke religionen, der er problemet, men den politiske instrumentalisering af religionen. Det så man også i Bosnien, hvor det bare var ortodokse kristne, der lod sig instrumentalisere politisk, så de endte med at fordrive muslimer fra deres boligområder. Og i min roman bliver religionen også brugt politisk, så muslimer og kristne vendes mod hinanden.”
En del af romanens tankegods findes allerede på den yderste højrefløj flere steder i Europa.
”Jeg fik et chok, da jeg sidste år så en pige i Deadline på DR 2 med en T-shirt med påskriften ’Reconquista’. For den bevægelse bruger jeg også i bogen, men jeg havde ikke troet, at den var kommet til Danmark,” siger han.
Oprindeligt stod Reconquista for en benhård spansk generobringspolitik i slutningen af 1400-tallet, hvor man ville smide besættere ud af landet – de muslimske arabere. Det endte så også med, at man tvangskonverterede en masse jøder, mens resten blev massakreret. Men i dag bliver Reconquista brugt som metafor af ekstreme højreorienterede grupper, der betragter muslimer og efterkommere efter muslimske indvandrere som besættere, der skal smides ud af landet, forklarer han. I bogen beslutter den nye danske regering sig for en lignede strategi på en såkaldt Marienborg-konference. Men er romanens dystre udsigter trods alt ikke overdrevne?
”Naturligvis forekommer det sådan, når man radikalt fremskriver tendenser i Europa, som jeg gør i romanen. Men vi oplever såkaldte paradigmeskift i en form for chokbølger i disse år. Hvad der er konsensus og almindelige referencerammer i dag, kan være endegyldigt forrykket i morgen. Terrorangrebene den 11. september udgjorde en sådan skæringsdato. Terrortruslerne mod Morgenavisen Jyllands-Posten og kritikken mod tegningernes publicering udgjorde et andet tidspunkt, hvor alting ændrede sig. Ytringsfriheden var engang en selvfølgelighed, og det er den ikke mere. Det er i sig selv radikaliserende, når folk mister dømmekraften og pludselig relativerer denne grundlæggende rettighed. I romanen skærpes radikaliseringen til det yderste, politiske modstandere bliver til hinandens dødsfjender, demokratiet går under, og magten erobres af hævngerrige traditionalister, der indfører en ekstrem politik. I begyndelsen taler de dog pænt om at sende folk ud af landet på en værdig måde. Men det er naturligvis bare et retorisk dække over en uhyrlig og helt skæbnesvanger politik. På den måde er romanen en udstilling af, hvor langt radikalisering kan føre os, når vi begynder at anerkende fjendskabet som definerende for vores politiske identitet. Når vi ikke længere bare er politiske modstandere, men fjender, løber radikaliseringen løbsk og demokratiet går under. Om det vil ske, ved ingen i dag. Men romanen eksisterer jo også nu, hvor vi kan reflektere over de perspektiver, som vores egne kriser har.”
Hvordan tror du, at din roman vil blive opfattet politisk?
”Nogle vil nok føle, at jeg inkriminerer de forskellige ideologier, fordi jeg udfolder den yderste konsekvens af dem i det simulationsspil, som min roman er. Men jeg har også mødt en journalist, der troede, at jeg selv var højreradikal vanvittig, fordi stemmen i bogen jo tilhører en højreradikal person. Og der er intet korrektiv til Torsten Vahlgrens stemme i bogen. Ellers ville det jo blive en moralistisk roman. Det er en rejse ind i terroristens sind.”
Hvor ser du dig selv i den politiske debat?
”Rent fordelingspolitisk er jeg almindelig socialliberal, og værdimæssigt støtter jeg også den liberale ideologi, der er i de fleste danske partier. For det mener jeg er vigtigt at holde fast i som modstandspotentiale mod radikale tendenser. Og jeg forsvarede selv Muhammed-tegningerne, fordi jeg mener, at ytringsfrihed er alle rettigheders rettighed. Meget andet rettighedspolitik er tom polemik. Slå op i Politiken, det er jo et katalog over det. Men jeg tror ikke på absolutte løsninger af nogen slags. Multikulturalisme lyder pænt, og det kan jeg også selv favne, hvis det vel at mærke holder sig inden for demokratiets og menneskerettighedernes rammer. Ingen kultur skal anerkendes, hvis den er i konflikt med menneskerettighederne. Menneskerettighederne først, dernæst kulturen. Det er princippet.”
Selv har han tidligere sammen med professor Frederik Stjernfelt skrevet bogen ”Adskillelsens politik”, der kritiserer multikulturalismen for at give kulturen for meget magt.
”Da jeg var ung studerende var kultur et apolitisk begreb, der dækkede over den finere underholdning fra håndbold til opera. I dag er kultur det mest politiserede ord, der findes. Det er meget mere politiseret end fordelingspolitiske emner. Omkring kultur dannes der nu politiske fjendskaber. Og sådan har det været siden Muhammed-krisen, der desværre skabte så dybe skel, at folk blev politiske fjender, så folk pludselig begyndte at dæmonisere hinanden på begge sider af frontlinjen. Men jeg står selv af, når jeg læser dæmoniserende sprog.”
Men bruger du det ikke selv, når du for eksempel trækker nazikortet?
”Man kan sige, at min roman er en konspiration, der fører scenarierne helt ud over kanten. Marienborgkonferencen i romanen giver mindelser om nazisternes Nürnberglove, der sigtede på at udgrænse jøderne fra det tyske samfund. Men det er en roman, ikke et debatindlæg. Det er heller ikke en banal nøgleroman, der er ingen parodier eller karikaturer af reelt eksisterende personer i den. Det er en fremskrivning af den chokagtige udvikling, vi lever i. Vi ved alle sammen, at noget vil ske, og at ingenting kan blive ved med at være det samme som nu. Det kan godt fylde mange med rædsel. Min roman om det totale politiske kaos er en udstilling af det, der gemmer sig for enden af rædslen.”