For nylig modtog cellisten Andreas Brantelid Dansk-Svensk Kulturpris på den svenske ambassade i København og spillede i den anledning en suite af Bach og en lille folkemelodi fra Falun i Dalarna på sin cello.
Jeg har i en årrække haft den glæde at være med til at uddele Dansk-Svensk Kulturpris, og i år blev det noget særligt, fordi prisen i bogstaveligste forstand gav resonans, da Andreas Brantelids spil fyldte rummet med dybe dirrende toner, som trak han vejret igennem sit instrument. Celloen, som den dansk-svenske musiker spiller på, er en stradivarius fra 1707. Der findes over 200 stradivarius-violiner i verden, men kun omkring 40 celloer. Så det er et ufatteligt kostbart instrument. Andreas Brantelid har generøst fået instrumentet i sin varetægt af en norsk milliardær, og han kan låne celloen, så længe han spiller på et niveau, der passer til den.
Der er intet, der tyder på, at det ikke bliver et langfristet lån. Andreas Brantelid har spillet, siden han var tre år gammel, og det første, han gør hver morgen, er at øve sig. Han kan ikke huske, at han nogensinde ikke har øvet sig. Den dag i hans liv findes ikke. Og fingrene på hans venstre hånd, der rører strengene, er mere end en centimeter længere end fingrene på hans højre hånd. Så intensivt har han rørt strengene, at det nærmest fysisk og evolutionært har sat sig igennem. Det vidner ikke alene om musikalitet, men om dedikation.
Men Andreas Brantelid låner ikke blot sin stradivarius, han holder også celloen i live. For et instrument, der ikke spilles på, er et dødt instrument. Instrumentets kvalitet er afhængig af, at det bliver brugt og dermed levende nutid. En stradivarius er exceptionelt håndværk, men det kunne være ligegyldigt, hvis ikke musikere som Andreas Brantelid med deres kunnen satte klangkassen i lyd, der strømmer ind i tiden.
Det samme gælder i princippet Bach. Blev komponisten ikke spillet og dermed fortolket, ville hans nodeblade forvitre som tegn fra et svundet alfabet, flagret væk i seklernes vind. Ligesom en anonym svensk folkemelodi fra Dalarna stadig bevæger, fordi en musiker har husket den og tolket den i forlængelse af sin teknik og sit temperament. Instrumentet er i den henseende netop kun et instrument, der i kraft af berøring og indlevelse bliver til noget andet og mere. Kvaliteten i en stradivarius kommer først frem, når den får sjæl med andre ord.
Denne kulturhistoriske og kunstneriske lektie er værd at huske på. For den gælder alle kunstarter og alle forhold, hvor kvaliteter fra fortiden fragtes med ind i nutiden, tilegnes, fortolkes og formidles, så samtiden sættes i svingninger. Det kaldes også for dannelse. Fuldkommen nødvendig dannelse. Hvis ikke instruktører og skuespillere genfortolkede Shakespeare, ville ingen ane rækkevidden af hans geni som dramatiker og menneskekender. Hvis ingen kunsthistorikere tydede billedverdenen hos Piero della Francesca, ville en afgørende spirituel ikonografi og kompositorisk orden synes meningsløs og ligegyldig. Og hvis ingen litterater læste og skrev kvaliteterne frem i Dickens’ romaner, ville nutidens konsumenter måske tro, at tv-seriernes fortælleform var en helt ny opfindelse.
Derfor gælder det om at sikre kvaliteten af de fremragende værker, som skiftende epoker og dygtige mennesker har frembragt igennem tiderne. Uanset hvor skønne, smukke og sublime kvaliteter et kunstværk, et skuespil, en roman eller en komposition måtte have, bliver de først for alvor synlige, når de værdsættes og gentolkes. Og intet instrument, intet alfabet, ingen nodeark og ingen penselskrift ville give mening, hvis ikke nogen i nutiden var i stand til sætte dette hele i svingninger.
Kunst og viden er i princippet for alle og enhver. Men dystert opfattet er den for alle eller ingen. At fortolke fortiden er at bringe sig i niveau med den. Og her kommer Andreas Brantelid ind i billedet igen. Han spiller på en stradivarius, fordi han kan honorere instrumentets fordringer. Celloens kvalitet modsvares kongenialt af hans egen kunnen. Indøvet igennem hele hans liv, uden ophør, uden svinkeærinder, som gjaldt det livet selv. Derfor kræver fortidens kvalitative frembringelser tilsvarende nutidens uddannelser. Bibliotekerne kunne lige så godt stå med tomme hylder, hvis ingen har kvalificeret sig til at forstå og formidle, hvad der står på dem. Og museer reduceres til magasiner, hvis ikke kvalificerede forskere bringer genstandene i spil. I sidste ende er alting kun til låns her i livet. Og bringer man sig ikke i niveau med den kulturarv, man får i sin varetægt, bliver den til intet, og i værste fald bliver man selv til ingen.
Ovenstående er ikke andet end banaliteter og selvfølgeligheder. Men med nutidens systematiske udhuling af kvaliteten og selvstændigheden på landets højere humanistiske læreanstalter og den bevidstløse årlige reducering af landets kulturbudgetter er selv banaliteter holdt op med at være selvfølgeligheder.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.