Kultur kan også være god medicin

På Kulturmødet på Mors fortalte flere om kunst som kilde til lindring af psykisk og fysisk sygdom. Kulturminister Bertel Haarder (V) er åben for at udbrede tanken

Under emnet ”nytten af kunst” fik tilhørerne deres egen oplevelse af, hvordan kunst og kultur kan give hjerne og krop fornyet ilt. Musikeren Kenneth Agerholm stod for indstuderingen. -
Under emnet ”nytten af kunst” fik tilhørerne deres egen oplevelse af, hvordan kunst og kultur kan give hjerne og krop fornyet ilt. Musikeren Kenneth Agerholm stod for indstuderingen. - . Foto: Astrid Dalum/Scanpix.

Når krigsveteranen Martin Nore lader sprængladninger af farver ramme et lærred, så får hans posttraumatiske stresssyndrom mindre magt over ham. Og når musikterapeuten Julie Exner præsenterer nyopererede eller døende kræftpatienter for musik og sang, så får de fornyede kræfter og større livsmod.

Debatten om en helt konkret nytteværdi af kunst og kultur kom til at fylde en hel del på årets Kulturmøde på Mors, der slutter i dag.

Fredag formiddag blev et par hundrede tilhørere præsenteret for en række eksempler på, hvordan musik, billedkunst og andre former for kultur kan virke om ikke direkte helbredende så i hvert fald lindrende på fysiske og psykiske smerter.

”Det handler ikke om, at eksempelvis musik skal være et mål, men derimod et meget stærkt og effektivt middel. I mit arbejde med kultur skal der ikke komme kunst ud af det, men derimod en positiv ændring i et menneskes liv,” sagde Julie Exner.

I modsætning til eksempelvis Sverige er kunst på recept stadig en fremtidsvision i Danmark, men skal man tro kulturminister Bertel Haarders (V) udmeldinger i debatten på Kulturmødet, så behøver det ikke blive ved visionen.

Han ville nemlig ikke afvise, at han kan blive den første danske kulturminister, der sætter sig for at undersøge, om kunst og kultur har en reel nytteværdi. Og hvis forskningen falder ud til kulturens fordel, kan der måske også blive tale om en politisk blåstempling, mente han.

”Kunst har en værdi i sig selv, men den kan helt sikkert også gøre nytte. Jeg tror ikke på, at musik kan helbrede migræne, men den kan måske forebygge, at migrænen opstår. Jeg vil gerne være med til at samle gode kræfter til en diskussion om, hvordan vi udnytter kulturen bedre i sundhedssektoren og udveksle ord med sundhedsministeren om det, men der følger ikke nødvendigvis bevillinger med,” sagde Bertel Haarder.

Kulturministeren gav udtryk for især at være optaget af Martin Nores erfaringer. Martin Nore har otte gange været udsendt som soldat på Balkan og i Irak.

Det har givet ham så voldsomme følgevirkninger, at han er ude af stand til at passe et almindeligt arbejde, ligesom han i en periode har levet som hjemløs.

Et ophold på en kunsthøjskole blev hans redning, og i dag lever Martin Nore som billedkunstner med speciale i at lade eksplosive sprængladninger med farve fylde store lærreder.

Bertel Haarder var særligt interesseret i, at den form for billedkunst måske kunne appellere til indvandrerdrenge, der ofte bærer på uforløst vrede, mente han. Også den form for nyttig anvendelse af kunst har man faktisk forsøgt i Sverige, kunne Martin Nore oplyse.

Kulturmødet Mors er på mange måder præget af en hel praktisk anvendelse af kulturen. Blandt andet var der torsdag aften en meget velbesøgt fællessangs-samling under ledelse dirigenten Michael Bojesen, og debatten om nytteværdien af kultur fredag sluttede da også med, at tilhørerne helt bogstaveligt fik tilført hjerne og krop fornyet ilt.

Det sørgede musikeren Kenneth Agerholm for. I løbet af få minutter fik han hele den propfyldte sal omdannet til et syngende, klappende og trampende kæmpekor, og på den måde fik publikum en smagsprøve på, at kultur nytter.