Op gennem det 20. århundrede blev der skrevet masser af science fiction-historier om fremtidssamfund, hvor adgangen til viden og kulturarv er kontrolleret og begrænset ved censur. For eksempel Ray Bradburys ”Fahrenheit 451”, hvor brandvæsenet ikke længere er betegnelse for dem, der slukker ildebrande, men for dem, der brænder bøger.
Men fremtidssamfundet i det 21. århundrede skulle vise sig at tage en helt anden drejning. I stedet for massecensur er det massedigitaliseringen, som er over os. Efter at vor civilisation gennem århundreder møjsommeligt har udvalgt og opbygget biblioteker og andre fysiske samlinger af de vigtigste bøger, skrifter og andre kulturskatte for at bevare dem for eftertiden og give særligt interesserede adgang til dem, giver den nye digitale teknologi mulighed for at bevare og give adgang som aldrig før. Store databaser opbygges, hvor milliarder af dokumenter er lagret, og alle og enhver kan gå ind og studere dem via internettet.
Meget groft sagt ser der ikke længere ud til at være brug for at indskyde arkivarer, bibliotekarer og akademikere som udvælgende mellemled mellem fortidens kulturarv og nutidens borgere. Maskinerne hjælper os bare med at finde det hele selv, er tidens filosofi.
Men ifølge Nanna Bonde Thylstrup indebærer massedigitaliseringen ikke kun, at vi alle får direkte adgang til kulturen. Hun har netop ved Københavns Universitet forsvaret ph.d.-afhandlingen ”The Politics of Mass Digitalization” (massedigitaliseringens politik), som peger på, at de store forandringer i måden, kulturarven bevares og udbredes på, rummer en lang række politiske, etiske og dannelsesmæssige perspektiver, som der er god grund til at debattere.
”Problemet er, at massedigitalisering oftest diskuteres som et neutralt middel til at nå målet: adgang. Min afhandling viser, at massedigitalisering er en kulturel teknologi. Derfor bør diskussionen ikke kun dreje sig om adgang, men også om, hvordan denne adgang gives, til hvad og under hvilke forudsætninger. Dertil kommer, at det klare professionelle fokus på adgang efter min opfattelse bør suppleres af et øget fokus på, hvad man kunne kalde dets modpol, nemlig hensynet til privatliv,” forklarer Nanna Bonde Thylstrup.
Hun har i sin afhandling blandt andet undersøgt digitaliseringsprojektet Google Books. Projektet blev sat i gang for nogle år siden af firmaet Google, der via sin internetsøgemaskine og flere andre digitale produkter har udviklet sig til en verdensomspændende gigant inden for kommunikation. Projektet går i al beskedenhed ud på at gøre alle verdens bøger tilgængelige i et enormt bibliotek på internettet.
For nyere skrifter er der en række ophavsretlige begrænsninger på, hvilke tekster der bare kan gøres tilgængelige, men disse begrænsninger gælder kun for mennesker. Derfor er en del af systemet, at der er tekster, som kun maskiner kan læse og indlejre i deres hukommelse, men som mennesker får besked om, at de ikke har adgang til.
”Jeg mener, man kan tale om et posthumant kulturarvsprojekt. Det er ikke kun for mennesker, men også for maskiner. Systemet er ikke interesseret i, hvorfor teksterne skal digitaliseres, det er blot interesseret i at ophobe den størst mulige datamængde. Og ligesom man kender det fra Googles søgemaskine, prioriteres stoffet efter ét relevanskriterium, nemlig dets popularitet blandt de hidtidige brugere,” siger Nanna Bonde Thylstrup.
Der er altså etiske problemer i, at så vel forfatteres ophavsret som den enkeltes ret til privatliv bliver udfordret. Men der er også et dannelsesmæssigt problem, som handler om, at den enkelte bruger frit sammensætter sin egen fortælling ud fra et gigantisk, men usorteret kildemateriale. Ifølge Nanna Bonde Thylstrup udfordrer dette de klassiske kulturpolitiske idealer som kanondannelse, national repræsentation og eksperternes autoritet.
I en anden sammenhæng sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at borgerne ikke har brug for eksperter og smagsdommere, for de ved bedst selv. Det er den logik, som massedigitaliseringen nu indfører i vores omgang med kulturarven: Ingen skal komme og sige, at noget er bedre end andet. Vi får adgang til det hele, og så kan vi selv vælge, vejledt af, hvad alle de andre brugere har valgt. Men vi skal ikke tro, at stoffet er udvalgt til os, og at vi for eksempel får det præsenteret, som er mest relevant i en dansk kontekst.
Mange universiteter og videnskabelige biblioteker samarbejder med Google Books, for alle vegne har man svært ved selv at skaffe de betydelige midler, det koster at massedigitalisere. Men Nanna Bonde Thylstrup advarer om, at massedigitalisering ikke er neutralt, men en politisk handling. Og spørgsmålet er, om magten til at definere, på hvilken måde der skal massedigitaliseres, skal overgives til et så kommercielt foretagende som Google.
”Hvor Google Books har vundet kraftigt indpas i den amerikanske akademiske verden, har man i EU opbygget sit eget europæiske kulturelle massedigitaliseringsprojekt, Europeana. Det er mere opbygget efter traditionelle bibliotekssøgekriterier end Google Books og derfor mere statisk opbygget, men til gengæld er vejen til den enkelte bog mere tydelig og logisk. Men ligesom Google Books bygger dette projekt mere på et kvantitets- end et kvalitetskriterium,” siger Nanna Bonde Thylstrup.
Hun advarer om, at forholdet til kulturarv vil ændre sig, hvis ikke alene kommercialiseringslogikken, men også kvantificeringslogikken råder. Hvis det for eksempel bliver et mål i sig selv, at ”nu har Google Books digitaliseret 30 millioner bøger” eller ”nu har Europeana digitaliseret 14 millioner kulturobjekter”.
Måske tænker man som læser af dette tænker, at ”det har ikke noget med mig at gøre,” fordi man da stadig finder sine bøger på biblioteket eller i en boghandel og ikke via Google Books eller Europeana. Men hvis man for eksempel læser et helt nyt værk om et historisk eller litteraturhistorisk emne, kan det meget vel være, at man alligevel er ret konkret berørt af massedigitaliseringen. For ligesom almindelige borgere i stor stil søger deres basale informationer via Google, benytter akademiske forskere og lærebogsforfattere sig i stigende omfang af kilder, de har fundet elektronisk.
”Google Books kan kun digitalisere, fordi de samarbejder med biblioteker og andre vidensinstitutioner. Mit kvalificerede gæt er, at mange biblioteksdirektører, både i udlandet og herhjemme, vil være lykkelige over muligheden for at samarbejde med Google. Jeg mener, vi som samfund med rette kan spørge disse institutioner, og i forlængelse heraf Kulturministeriet, om det er det rigtige valg af partnerskab, eller om ikke det er mere rigtigt at placere massedigitaliseringen i et ansvarligt offentligt regi under Kulturministeriet,” siger Nanna Bonde Thylstrup.